Det er altid lidt spændende, når en international kunstner gæster hos en dansk artist.
Det gælder både de helt store collabs, som da Mø fik sit gennembrud med Major Lazer, eller da Lukas Graham lavede sange med alle fra Wiz Khalifa til G-Eazy. Men også de noget mindre kendte eksempler, som når der opstår forbindelser mellem forskellige undergrundsscener.
Lige for tiden er der faktisk usædvanlig mange danske artister, der har sluppet sange med udenlandske navne. Så sent som i fredags udgav Gilli eksempelvis et nummer med den belgiske stjerne Makar.
Derfor kunne vi ikke lade være med at spørge: Hvilke andre globale musikartister har lagt vejen forbi et dansk nummer for nylig?
For overskuelighedens skyld taler vi ikke remixes og covers (ingen Kim Petras, der synger Anne Linnet). Og så holder vi os til samarbejder, der er sket inden for de seneste år (ingen Kashmir og David Bowie i denne omgang).
Derudover har vi undladt de helt store navne, som Lukas Graham og Mø, der jævnligt samarbejder med udenlandske artister. Vi har også fokuseret på sange, hvor den danske artist får besøg af en udenlandsk kunstner og ikke omvendt.
Men ikke mere udenomssnak: Her er syv af de mest opsigtsvækkende samarbejder mellem en dansk og en international kunstner.
Emil Stabil feat. Gucci Mane ‘En sang’ (2019)
Det var noget af et mindfuck, da Emil Stabil udgav et nummer med trap-legenden Gucci Mane. Hvordan havde prinsen af såkaldt ‘dum rap’ landet et feature fra en af tidens mest indflydelsesrige rap-artister?
Selv har Emil Stabil i et interview hos Politiken beskrevet, at han gik op til Gucci Mane på Roskilde Festival i 2017, og spurgte, om de ikke bare skulle tage i studiet sammen.
To år, en længere korrespondance og måske også en jævn pengesum senere, var der dømt »Gucci og Stabil« hele sommeren.
Martha Elisabeth feat. Hyd ‘I’ve Been Waiting (For 2 Long)’ (2023)
Hyd har sammen med navne som A.G. Cook og Sophie decideret genopfundet popgenren i det nu hedengange, visionære pladeselskab PC Music. Og så har de også imponeret med egen musik.
Hvordan har den stadig ret ukendte danske artist Martha Elisabeth lige fået Hyd til at gæste en sang? Da vi talte med hende omkring udgivelsen tidligere i år, forklarede hun, at det hele begyndte, efter hun havde spillet opvarmningskoncert for den amerikanske artist.
Det gav hende modet til at sende en Instagram-besked med ordene »tak for sidst« og en vedhæftet sang.
»Senere samme aften kommer jeg hjem fra en bytur. Står i mit køkken klokken tre om natten, og så begynder jeg at tude, fordi Hyd har svaret, at de elsker nummeret og er klar på at være med«, fortalte den danske kunstner.
Iceage feat. Sky Ferreira ‘Pain Killer’ (2018)
Samarbejdet mellem danske Iceage og amerikanske Sky Ferreira må have fået mange musikfans i landet helt op af stolene.
For Ferreira er ikke hvem som helst. Hendes storroste, dystre indie-pop har gjort hende til noget af en kultfigur, selvom hun yderst sjældent udgiver musik.
Så hvordan opstod det her nummer?
Iceage-frontmand Elias Rønnenfelt har selv forklaret, at han ikke havde mødt Sky Ferreira, inden de lavede ‘Pain Killer’. Men samarbejdet må have gået godt, for efterfølgende begyndte de to musikere at date.
Branco feat. Vory ‘Levende legende’ (2023)
For nogle år siden fik Vory et gennembrud, da han blev hevet ind til Kanye Wests ‘Donda’. Hans vokal havde en væsentlig aktie i at give albummet dets messende og ømme karakter.
Tidligere i år dukkede amerikaneren så op på ‘Levende legende’ af danske Branco. Sidstnævnte har i et interview hos Soundvenue forklaret, at samarbejdet opstod, da den amerikanske producer Austin Powers var i landet.
»Så får han et opkald af Vory på FaceTime. Jeg ender med at snakke lidt med Vory, og jeg siger til ham: ‘Det er dig, jeg skal bruge på den her plade’«, lød det her.
Quadron feat. Kendrick Lamar ‘Better Off’ (2013)
I en periode dukkede Quadron-forsanger Coco O. op på en række amerikanske hiphop-numre.
Det startede med, at hun udgav sangen ’Tiden flyver’ med gruppen Boom Clap Bachelors. Den blev så samlet op af selveste Kendrick Lamar, og samplet i hittet ’Bitch Don’t Kill My Vibe’. Kort efter – som den gentleman han er – gengældte Kendrick tjenesten med nogle solide rap-linjer på Quadron-nummeret ‘Better Off’.
Udover Kendrick Lamar udgav Coco O. også musik med Tyler, The Creator. Først gæstede hun ‘Treehome95’ sammen med Erykah Badu, og senere var hun også på ‘Keep Da O’s’ sammen med Pharrell Williams.
When Saints Go Machine feat. Killer Mike ‘ArrowThroughSkinOutOfBlueSky’ (2018)
Rapperen Killer Mike er nok bedst kendt som den ene halvdel af Run The Jewels. Men engang slog han også pjalterne sammen med danske When Saints Go Machine.
For at det ikke skal være løgn, gjorde de det faktisk to gange. Første gang var på 2012-nummeret ‘Love and Respect’.
When Saints Go Machine-forsanger Nikolaj Vonsild har i et interview hos The Line of Best Fit beskrevet, hvordan det danske band faktisk indspillede en del musik med Killer Mike i forbindelse med den collab, men at de aldrig nåede at færdigøre det.
Næste gang de mødtes, var de opsatte på at skabe en færdiglavet sang sammen, og så opstod ‘ArrowThroughSkinOutOfBlueSky’.
Erika de Casier feat. Mura Masa ‘E-motions’ (2022)
Erika de Casiers album ‘Sensational’ er blevet udgivet på det prestigefyldte britiske pladeselskab 4AD, hendes genfortolkning af Dua Lipa-sangen ‘Physical’ er endt på et officielt remix-album, og hun har været med til at skrive en række sange for den hypede k-popgruppe NewJeans.
Derudover har hun skabt ‘E-motions’ i samarbejde med den britiske producer Mura Masa.
Det internationale gennembrud er i fuld gang, og mon ikke de Casier kommer til at stå for et internationalt samarbejde eller to mere i fremtiden.