På ‘No Thank You’ demonstrerer Little Simz, hvordan man følger op på et mesterværk
Det er altid svært at lave opfølgeren til et mesterværk. Især hvis det værk var af kolossal skala og havde et ambitiøst og komplekst narrativ.
Mange kunstnere vælger bevidst, at sådan en opfølger skal være en mere underspillet back-to-basics-udgivelse, hvor man ikke udfordrer konventionerne alt for meget.
Tænk Denzel Currys ‘Zuu’, Tyler, The Creators ‘Call Me If You Get Lost’, i en vis udstrækning endda Kendrick Lamars ‘Damn’ (stadig et ambitiøst værk, men en meget mere umiddelbar hiphop-plade end ‘To Pimp a Butterfly’).
Little Simz har valgt at gå samme retning med opfølgeren til hovedværket ‘Sometimes I Might Be Introvert’.
Med surprise-udgivelsen af ‘No Thank You’ får vi ti friske sange, alle serveret med en tænksom og filosoferende tone. Der er ingen bangers a la ‘Venom’ og ‘Speed’. Ingen genrekrydsende eventyr a la ‘Protect My Energy’ og ‘Fear No Man’.
Formen er ikke længere et massivt selvportræt. Det er en serie snapshots af, hvad Simz går og tænker på lige nu.
Når en sang som ‘Broken’ varer over syv minutter, er det ikke fordi, vi har at gøre med en kompleks komposition i mange dele – det er bare fordi, hun har så meget at sige.
‘No Thank You’ koger Little Simz ned til essensen af, hvad hun er bedst til. Nemlig skarpe observationer og et levende følelsesliv omsat til smuk og sårbar poesi.
I producerstolen har hun atter Inflo, der også stod for de majestætiske beats på ‘Sometimes I Might Be Introvert’ og ‘Grey Area’. Her dyrker Inflo et knap så bombastisk sonisk landskab, der dog stadig er rigt på detaljer og små spidsfindigheder, der giver Simz’ linjer yderligere vægt.
Som når al musikken cuttes under den vittige linje »Don’t ask my opinion on shit ’cause to make you feel good about yourself is exhaustin’« på ‘Gorilla’ – eller når der fyres godt op for strygerne mod slutningen af sidste vers på ‘X’.
På en linje fra ‘Angel’ sammenligner Simz sit Inflo-samarbejde med Robert DeNiro og Martin Scorseses kreative parløb. De vækker det bedste i hinanden, også i denne lidt simplere kontekst.
‘No Thank You’ er et album, der viser, at Simz er i en liga for sig, selv når man skræller alle de mest opsigtsvækkende dele af hendes musik væk.
Når hun rapper om ikke at kunne finde sin vej frem i livet på ‘Who Even Cares’ er det hjerteskærende. Når hun fører sig frem på ‘No Merci’ er det fængslende. Når hun på ‘Broken’ fortæller om en kvinde, der bliver direktør for at hjælpe kvinder, men ender med at reproducere systemisk sexisme, er det en græsk tragedie.
Da Little Simz tidligere på måneden gæstede Amager Bio (hvor hun også var mesterlig), spillede hun desværre ikke noget fra ‘No Thank You’. Men det er måske et album, der inviterer mere til personlig fordybelse end fællesskab og fest.
Til den koncert fortalte hun også, at der snart kommer endnu mere ny musik. Det lyder måske af lidt meget, men hvis der er én rapper, der kan opretholde et stabilt kvalitetsniveau og høj produktivitet, så er det Little Simz. Det er ‘No Thank You’ et klart bevis på.
Kort sagt:
‘No Thank You’ er en simplere udgivelse end Little Simz’ hidtidige værker. Men den er ikke mindre imponerende. Hun beviser her, at hun er en af vor tids stærkeste rappere, også når man skræller alle de konceptuelle ambitioner væk.