Tim Burton fortsætter det succesfulde ‘Wednesday’-makkerskab med Jenna Ortega i den kommende efterfølger til 80’er-hittet ‘Beetlejuice’.
Den første trailer er netop landet, hvor både Winona Ryder, Catherine O’Hara er tilbage – det samme er også Michael Keaton som spøgelset Betelgeuse, der annoncerer, at »The Juice is loose«. Der er ikke afsløret mange detaljer om handlingen, men det foregår i kølvandet på en begravelse i Deetz-familien, hvor spøgelser igen rumsterer i et gammelt hus.
Ortega indtager rollen som Astrid Deetz, der er datter af Winona Ryders Lydia. Derudover slutter nye stjerner som Willem Dafoe sig til rollelisten som en spøgelsesdetektiv, mens italienske Monica Belucci spiller Beetlejuices kone. Justin Theroux medvirker også.
‘Beetlejuice Beetlejuice’ får biografpremiere 5. september.