Obs: Artiklen indeholder spoilers for det femte afsnit af ‘Bullshit’.
Som dansk tv-seer er det virkelig sjældent, man bliver sådan rigtig overrasket.
Det er ikke nødvendigvis, fordi vores hjemlige serier er dårlige. Men det satsende og farlige er som regel til at overse. Stemningen kan blive så velfærdstryg og comfortably numb, at man godt nogle gange kan få det småklaustrofobisk over, hvor lidt stilistisk forskel der er på de voksnes dramaserier og børnenes julekalender.
Hvor der i udlandet er kommet tradition for den type enkeltstående særafsnit, der har penduleret betydningen af ‘bottle episode’, er der langt mellem de deciderede overrumplende wow-oplevelser herhjemme (selvom de findes).
Sådan én fik jeg til gengæld, da jeg så ‘Bullshit’, skabt af Milad Alami, Molly Malene Stensgård og Bo Hr. Hansen, som efter Viaplay-tumult fik premiere på Prime Video i april.
Ikke mindst på grund af seriens femte afsnit, som Soundvenues anmelder udnævnte til »en imponerende bedrift«.
Her har vi endelig fået det første danske one take-afsnit, et ‘Birdman’-remniscent pragtværk, der udgør en imponerende krone på værket i den amarkanske rockerfortælling om kærlighed og vold.
Det er det tætteste, serie-Danmark kommer på internationalt hyldede fænomener som ‘Review’ fra sæson et af ‘The Bear, hvor vi befandt os i 18 minutters ubrudt køkkeninferno.
En herligt nybrud, hvor dansk rockerhistorie er blevet til sit eget stykke seriehistorie. Ifølge seriens instruktør Milad Alami var det både »umuligt«, »sindssygt« og »en kamp« at lave. Men også helt fantastisk sjovt.
Fra Bøhmensgade til døden
‘Bullshit’s femte afsnit starter i et soveværelse på Bøhmensgade 14 og slutter i et koldt ligrum på kommunehospitalet.
I modsætning til resten af serien har det Makrels ven Gnid (spillet af Clint Ruben) i fokus. Mens hans kone Bettina (Vic Carmen Sonne) skal holde pigefødselsdag i parrets lejlighed, tager rockerdrengene i byen. For Gnid er det desuden aftenens store mission at fortælle rockerpræsidenten, at han vil ud af Bullshit. For at gøre ondt værre sætter gruppen kurs mod Søpromenaden, der ellers territorialt tilhører rivalerne i Hells Angels.
På 44 intense minutter kommer vi helt tæt på den fåmælt svajende Gnid. Tre kvarter, der bliver hans livs sidste. Alene i den skarpe præmis er der meget på spil.
Afsnittet folder et hæsblæsende stykke af konflikten mellm Bullshit og Hells Angels ud, der kun bliver mere ubehagelig, når man læser bogforlæggets rapport om den virkelige septembernat i 1983. Det meste er løftet direkte fra virkeligheden, selvom lokationen på historiens fatale værtshuslokation Søpromenaden, (»Søpikken«) er flyttet fra Lille Triangel på Østerbro til et sted, der ligger fikse 2 minutter og 40 sekunders kørsel fra den amageradresse, Bullshit-gruppen starter på.
I mellemtiden er der ikke mange rolige øjeblikke, og som tingene spidser til, bliver shotflasker med Nordsøolie både bællet og brugt til at slå folk ihjel med.
Countdown-stemning
Selvom det ser sådan ud, er ‘Bullshit’-afsnittet dog ikke optaget i ét take. Det består af flere lange one take-indstillinger på mellem 11-15 minutter, som er klippet sammen digitalt.
Undervejs kan man godt gætte sig til tricksene bag orkestreringen. Man kan næsten se for sig, at der bliver arbejdet på højtryk offscreen, når kameraet holder pause i en dørkarm, eller et close-up af et rygmærke giver pause til et næsten usynligt klip.
Selvom det er et »crazy« eksperiment, er der intet skørt over det timede og tilrettelagte. Til gengæld spiller præcisionen godt sammen med den brovtende underdog-stemning.
Milad Alami fortæller, at det er resultatet af en hel uges prøver med skuespillerne, hvor de gennemgik og filmede det hele med iPhones for at få koreografien på plads. Inspirationskilderne var alt fra improvisationsånden i den tyske one shot-film ‘Victoria’, eksperimentgraden ved HBO-serien ‘I May Destroy You’ til krigsfilmen ‘1917’, der også er lavet i et fingeret one-take.
»Da vi skrev afsnit fem, syntes jeg, det var så oplagt, at hele afsnittet bare var én lang tur. At man bare skulle følge de her unge mennesker ud i byen og virkelig få en fornemmelse af, at kameraet nærmest var en person i rummet. At man aldrig skulle have mulighed for at kigge væk og hele tiden var i det«, fortæller instruktøren.
»Det var et kæmpe arbejde i alle afdelinger at lykkes med det. Sebastian Winterø, der var fotograf, han er jo the hero. Når man skal filme så lange indstillinger og prøve at få det i one-take, er det jo sindssygt svært«.
Optagelserne af afsnittet blev et decideret samlingspunkt for selv de af seriens skuespillere, der ikke var med i scenerne, såvel som Alamis venner og instruktørkollegaer. De fleste takes blev gennemført op til 11-12 gange, og når der kun var et par stykker tilbage, kom der komplet countdown-stemning. »Det blev nærmest som en kamp«, fortæller Alami.
Instruktøren understreger også, at ‘Bullshit’ næppe havde fået de samme muligheder noget andet sted.
»Det afsnit havde nærmest været umuligt at lave på en anden kanal. Det fede var jo, at Viaplay faktisk godkendte det«.
Da serien fik grønt lys, var der ja-stemning hos den oprindelige producent Viaplay, som på grund af økonomisk krise sadlede om på deres fiktionssatstning og senere endte med at sælge serien videre til Prime Video.
Derfor var det også bekymrende, da det i den forbindelse blev usikkert, om det nogensinde ville blive vist.
Alami var »ret sikker« på, at serien nok skulle blive solgt, selvom den nagende tvivl om, hvorvidt den nogensinde ville blive sendt, også var »forfærdelig«.
Samtidig siger det meget, at ‘Bullshit’ trods forsinkelse stadig skiller sig ud.
En rejse ind i helvedesvold
Det hele kulminerer i et slagsmål, hvor man bliver omsluttet af vold, og som var blandt de allermest udfordrende at gennemføre.
»I hele slagsmålet er alt, der sker, i billedet«, fortæller Alami. Og lige så underholdende som det er at se på, er det at forestille sig, hvordan de bar sig ad.
»Når kameraet kigger væk, så rejser to statister sig og lægger makeup på en skuespiller. Så har de 5-10 sekunder, før de skal gemme sig igen. Det var en sindssyg ting at lave, den kræver så meget af alle, alle var nødt til at samarbejde«, fortæller Alami.
Der er noget dybt fængende over mødet mellem ‘Pusher’ og periodedrama.
»Det var vigtigt for mig, at det skulle blive rigtig grimt. Man er nødt til at forstå, at det liv, de lever, er ekstremt destruktivt, så derfor er hele det afsnit som én lang rejse ind i noget helvedesvold«, siger Alami.
»Når man laver periodefilm eller -serier, bliver det nogle gange på en ret romantiserende måde. Man får en distance til det. Man kigger på det og ser, hvor fedt tøj folk havde på, eller at telefonen var rigtig eksotisk dengang, at computeren ser gammel ud. I stedet for afstand havde jeg lyst til, at man var inde direkte i det«.
»Det var den stil, der passede til Bullshit. Jeg tror ikke, at alle danske serier kan være sådan. Men der findes ‘en måde man gør det på’, og det gør, at mange serier minder om hinanden og ligner hinanden«, fortsætter instruktøren.
Før afsnittets store voldskaos bryder ud, er hovedpersonen Gnid kortvarigt fri til tonerne af Bruce Springsteens ‘Dancing in the Dark’ (som godt nok er fra 1984). Da slåskampen er slut, og nyhederne når hjem til Bøhmensgade, panoreres der fra billederne af ham og kæresten Bettinas forsøg på et familieliv på lejlighedens opslagstavle og videre til kommunehospitalet, hvor hans lig bliver identificeret.
Vi får med andre ord serveret kontrasten for fuld følsom smadder. Men det virker.
»Det er nok det sjoveste, jeg har haft nogensinde på en filmoptagelse«, fortæller Alami.
Og selvom det, der sker i historien, overhovedet ikke er sjovt, kan man ikke andet end at lade sig suge ind af gejsten og vovemodet.
Det er i hvert fald sjældent, der sker noget i dansk tv, som føles så elementært spændende. ‘Bullshit’ vil forhåbentlig forkorte ventetiden til næste gang.
‘Bullshit’ kan ses på Prime Video.