I kølvandet på succesen af spiladaptationen ’Fallout’, er Prime Video nu også på vej med et nyt take på det ikoniske arkæologspil ’Tomb Raider’.
Serien bliver et led i Amazons nye multimedie-reboot af franchisen, som også kommer til at inkludere film og spil. Ifølge The Wrap har Prime Video netop afgivet en bestilling på serien, så den kan begynde de indledende manøvrer i produktionen.
Det er ’Fleabag’-stjernen Phoebe Waller-Bridge, der er hovedforfatter på serien om den utrættelige arkæolog Lara Croft.
I en pressemeddelelse siger den 38-årige brite: »’Tomb Raider’ har altid været en kæmpe del af mit liv, og jeg føler mig utroligt privilegeret over, at jeg kan bringe den til live på TV med så passionerede samarbejdspartnere. Lara Croft betyder meget for mig, og jeg kan ikke vente med at udforske det her eventyr«
Næste skridt for Waller-Bridge og streaminggiganten bliver at finde ud af, hvem der skal indtage rollen som Lara Croft – en rolle der tidligere har været i hænderne på Angeline Jolie og Alicia Vikander.
Der er fortsat intet nyt om, hvornår serien får premiere.