‘My First Book’: Hun vaper på Versailles og springer ud som edgelord, men det er uklart, hvad hun egentlig vil

ROMAN. Honor Levy skriver ungt og sultent. Skriften kværner afsted i »ever-accelerating nightcore speed«, som det hedder i ’My First Book’, den 26-årige californiers debut. 

Teksterne, med titler som ’Internet Girl’, ’Cancel Me’ og ’written by sad girl in the third person’, mener forlaget er noveller, og Levy selv har kaldt dem »fake personal essays«. Når de er bedst, minder de om 1950’ernes beatpoesi, fordi de drives frem af den samme insisterende evighedsmotor af et intellektualiseret, narcissistisk, opmærksomheds-forstyrret selvsving. 

»Jeg så halshugninger og spillede Club Penguin før aftensmaden«, skriver Levy om at vokse op på internettet i Gen Z. Om at blive givet al verdens information i sin præpubertere hånd og ikke ane, hvor man skal starte.

Denne her poetiske nerve er den største kvalitet ved Honor Levys bog. Som noveller mislykkes teksterne dog. De fleste af dem følger samme opskrift som ’written by sad girl in the third person’. Her ser en trist pige sine forældre sove, hvilket afføder en række mere eller mindre relaterede politiske spekulationer. 

Spekulationer der dog aldrig går meget dybere end »she knows that capitalism is evil« og »she laughs when she reads mental illnesses and people with penises who identify as men«.

Historien minder mig, i sin totale mangel på karakterudfoldelse, handling og dialog, om dengang en filosofistuderende fortalte mig, at han havde taget coke og skrevet en novelle om en kvinde, der sad i et rum og tænkte. 

Så er betegnelsen »fake essays« trods alt mere rammende. De fake essays har, faktisk lidt ligesom Søren Kierkegaards, en fiktiv afsender, som Levy kalder Evil Honor. 

Denne onde tvilling gør grin med cancel culture, trigger warnings, identitetspolitik, diagnoser og nonbinære. Men er Evil Honor en performance eller et skalkeskjul for den rigtige Honors holdninger?

»Det er så let for en parodi bare at blive til den ting«, har Honor Levy sagt til Vanity Fair, »og så æder masken ansigtet eller whatever. Det er alt sammen meget pinligt«. 

IRL færdes Levy selv i højrefløjskredse, er dimitteret fra et Ivy League-universitet og kører Instagramkontoen @victim0_o. Levy er en ægte edgelord. En person, der kommer med udsagn, som de måske eller måske ikke tror på, for opmærksomhed:

»An edgelord is a lover of both irony and sincerity. We/they live in the tiny space between these terms. Nothing feels real anymore (eerie). It’s edgelords who embrace this«, som hun skriver.

Problemet er så bare, at Honor Levy aldrig bliver særligt oprigtig. Okay, så du har taget Xanax, cuttet og sniffet ketamin af en iPad mini? Uden yderligere kontekst bliver sådan en ”bekendelse” hverken chokerende eller interessant.

Som læser lærer man aldrig (karakteren) Honor at kende, hun lukker os aldrig rigtigt ind. Derfor er man også ret så ligeglad med, hvilke substanser hun indtager. Uden oprigtighed er edgelorden bare en kryster.

Til tider kan man dog alligevel blive i tvivl om, hvorvidt Honor Levy er en litterær troll. Om det er meningen, man skal blive provokeret af hende.

Evil Honor er, med sin pick me-energi, teenagenihilisme, giftige femininitet og totale ængstelighed nok en indre dæmon, mange unge kvinder har skullet undertrykke. Måske er det her, skoen trykker?

I ’Hall of Mirrors’ gør hun op med sine privilegier ved at se sig selv i øjnene i Versaillesslottets spejlsal. Er det ikke næsten for tykt? Og hvad med det interview, som hun afslutter ved at spørge journalisten i en såkaldt barnlig stemme: »Do you hate me now?« 

Selv forfatterportrættet bag i bogen, hvor hun sidder på gulvet i en hvid blondekjole og kigger op på kameraet med store bambiøjne, virker irriterende. Hvis Evil Honor havde været en gennemført parodisk performance, ville Levy være halvgenial. 

Desværre fremstår det hele ikke så gennemtænkt. Levy har endnu til gode at på styr på sin egen, indre, edgy dæmon.

---

Kort sagt:
Honor Levys debut ’My First Book’ er et parodisk generationsportræt, der desværre forbliver flygtigt og overfladisk hele vejen igennem. Levy har nemlig så travlt med at lægge ironisk distance til sine karakterer, at man som læser får svært ved at tage dem seriøst.