’Crip’: Man mærker ærgrelsen, stoltheden og vreden, når Caspar Eric taler fra det hinsides
TEATER. Efter at have lagt sit digter-jeg i graven med sin (angiveligt) sidste digtsamling, ’Crip’, er handicapdigteren Caspar Eric genopstanden fra de døde. Hans ord er i hvert fald. Genoplivet af instruktør Emil Rostrup i en forestilling af samme navn, der vil give digtene en scene at stå på.
Eric, der i øvrigt lever i bedste velgående, mente efter eget udsagn, at otte digtsamlinger i en alder af 38 måtte være nok. Nu skal nye stemmer have plads, og Rostrup har grebet faklen som den første.
Scenen er bar. På den er tegnet omridset af fire rum. Som en plantegning. Buede linjer markerer, hvor døre fører fra det ene rum til det andet. Det er ikke helt tydeligt, hvad Veronica Fabons minimalistiske scenografi symboliserer. Måske den plads, som de tre spillere kræver og indtager.
For plads skal de have. Det er en vigtig mission, som fortjener taletid.
Den første til at indtage rummet er Pernille Vallentin Brandt. I det her stykke er hun bare Pernille. Ligesom Gustav Thaysen bare er Gustav, og Andreas Buchtrup Andersen er Andreas.
Skuespillerne repræsenterer hver især en af Caspar Erics digtsamlinger: ’Nike’, ’Nye balancer’ og selvfølgelig ’Crip’. De står med hver sin bog i hånden og konsulterer den, som var det deres manus. Eller bibel.
Det er det nærmest også, for stykket er en rundhåndet times vekslen mellem Erics digte, der reciteres som bibelske læretekster, og skuespillernes egne erfaringer med at leve med et handicap.
Helt fra starten, hvor vi sammen med Pernille ser videoen fra hendes planlagte kejsersnit, mærkes den personlige forbindelse tydeligt. Det er svært at gennemskue, hvor jeg’et fra Erics tekstunivers slutter, og skuespillerne begynder.
»Jeg bliver i tvivl, om det var dig eller Caspar Eric«, siger en af skuespillerne også til sin medspiller efter en af disse personlige fortællinger.
Mange af historierne kunne lige så vel tilhøre en af dem, som de kunne ham. Digtene, der er stærke i egen ret, bliver dog nemt en mundkurv for skuespillerne, der synes at rumme tre lige så vigtige og interessante livsberetninger. Man mærker både deres afdæmpede ærgrelse, stoltheden og en indestængt vrede, men det evige faste greb i digtene dækker for det personlige, og det er en skam.
Var det ikke også meningen, at der skulle gives plads til nye stemmer?
Rostrup virker til at ville for meget på én gang. Han vil hylde Caspar Eric. Han vil se os både rørte og utilpasse. Vi skal se videoen af Pernilles kejsersnit – lige fra sprængt fosterhinde til klippet naglestreng til skrigende baby – og senere skal vi se hende smadre Andreas oven i hovedet med sin bog og lytte til ophidsede politiske brandtaler om handicappedes stækkede vilkår.
Publikum skal indvies i en verden, som vi ynder ikke at tænke for meget over. Det er tesen i hvert fald. At handicappede fra politikernes side ses som en økonomisk byrde, at superheltefilm har lært os at forbinde fysiske handicaps med skurkagtighed, og at handicappede helst bare skal sige ”tak” og ”undskyld” og så i øvrigt helst ikke gøre væsen af sig.
Men det virker alligevel, som om Rostrup har tabt tråden i sin iver efter at ville hylde både Eric, sine skuespillere og handicappede i det hele taget. ’Crip’ lykkes med at male et nuanceret billede af byrden ved at have et handicap – både den selvbestaltede og den samfundspålagte.
Men Caspar Erics budskab er også, at et handicap skal være et potentiale, ikke blot en byrde. Den pointe træder aldrig frem, og dermed bliver forestillingen aldrig det handicapmanifest, den gerne vil være.
Kort sagt:
’Crip’ er en insisterende og velment forestilling baseret på Caspar Erics handicapdigte, men den misser en af digterens centraler pointer.