VENEDIG FILM FESTIVAL. Filmstjernerne er i en lind strøm sejlet ind til Venedig Film Festival de seneste dage, fra Angelina Jolie, Jenna Ortega, Nicole Kidman og Cate Blanchett til Jude Law, Rami Malek, Sydney Sweeney, Olivia Rodrigo og mange, mange flere.
Men intet slår, når Brad Pitt og George Clooney kommer til byen.
Festivalen foregår på øen Lidoen et kvarters sejlads fra fastlandet, hvor de fleste af os almindeligt dødelige bor. Og jeg stod og ventede på vandbussen hjem til mit hotel sammen med resten af den svedige pøbel i de 30 graders varme (not complaining …), da Pitt og Clooney kom vuggende ind i en af de karakteristiske kongebrune vandtaxier, vinkende til folket som Kongerne af Amerika.
Længe inden havde en hob af mennesker stimlet sammen om indgangen til festivalpalæet, og da superstjernerne valsede ud af båden, ville de overdøvende hvin ingen ende tage.
Sådan vil det fortsætte resten af dagen, når duoen senere betræder den røde løber, går ind i den store Sala Grande, og alle prøver at få bare et lille glimt af dette stykke Hollywood royalty.
En vis forhåndsskepsis
De ankom til Lidoen en lille halv time efter pressevisningen på deres nye film, ’Wolfs’, der bliver vist uden for konkurrence.
Jeg var forhåndsskeptisk, må jeg indrømme, for alle ved hvad sådan en indlemmelse out of competition handler om – ikke filmens kvalitet, men om at lade Hollywood-eliten drysse stjernestøv over affæren fra øverste, øverste, øverste hylde.
Min skepsis blev kun større under første del af filmen, der generisk introducerer de to ‘Ocean’s Eleven’-bonkammerater som to navnløse fixere (tænk Harvey Keitels The Wolf (!) i ’Pulp Fiction’), der altid arbejder alene og begge tror, at de er de eneste, der kan, hvad de kan – indtil de pludselig begge møder op på et fancy hotel, hvor en ung mand er død efter at en hoppe-i-sengen-ulykke. Han var på hotelværelset med en magtfuld kvindelig statsanklager (Amy Ryan), hvis karriere nu er truet.
Sagen viser sig naturligvis at være mere speget end først antydet, de to gamle ræve viser sig naturligvis at have mere til fælles, end de selv vil indrømme, og de udvikler naturligvis den slags banter, som man venter sig af en munter-mørk crime-thriller med d’herrer. Du er et røvhul, du er en dipshit, du er en fucker, den slags.
’Wolfs’ fremstod i den første halve time som en som pligtskyldig star vehicle, der har indbragt hovedpersonerne en fyrstelig løncheck for nogle måneders rutinearbejde i Apple TV+’s tjeneste.
Pludselig sker der noget
Men så sker der alligevel noget. Liget vågner! Og nej, det er ikke ment som en stikpille til de to efterhånden aldrende skuespillere. Liget fra hotelværelset vågner rent faktisk.
Han viser sig at være en ramblende uskyldig naiv studerende med fire klodser narko i rygsækken. Spillet af Austin Abrams, der charmerer sig ind i filmen med en usammenhængende monolog på et hotelværelse, hvor han skal forsøge at forklare de to no nonsense-fixere, hvad der gik forud.
Og pludselig var jeg på! Pludselig er de to ensomme ulve en slags meget ufrivillige stedforældre til en sårbar ung fyr, der ikke aner, at de to professionals først er færdige med deres opgave, når han ikke længere trækker vejret. Da filmen går fra two-hander til menage a trois får den liv, de flotte aldrende soloryttere er ømme med deres læsebriller og vrangvillige gensidige respekt i det forudsigeligt uforudsigelige plot, der blandt andet kommer omkring Zlatko Buric som kroatisk gangerboss. Den rolle kan den danske skuespiller til fingerspidserne.
Clooney har tidligere spillet en mere seriøs udgave af en beslægtet karakter i ’The American’, mens Brad Pitt lige har været lejemorder i ’Bullit Train’. De gør absolut intet her, vi ikke har set dem gøre til hudløshed før.
Så jeg ville egentlig gerne have smidt et »for nemt, for dovent, for udspekuleret«-stempel i panden på dem. Og jeg kan ikke afvise, at det er begyndende festival-fatigue, der har gjort mig blød. Men de fik mig med deres uafviselig kemi og karisma, de to charmerende fuckers.
Ved pressekonferencen adresserede George Clooney en New York Times-artikel, der hævdede, at han og Pitt hver indkasserede svimlende 35 millioner dollars på filmen.
»Det er millioner og millioner og millioner mindre, end hvad der blev rapporteret. Og det siger jeg kun, fordi jeg synes, det er dårligt for vores industri, hvis folk tror, at det er standarden for lønninger. Det vil være skrækkeligt, det vil gøre det umuligt at lave film«.
Clooney og Pitt (Pittney? Cloopitt? Nej?) går nok næppe sultne i seng alligevel. Normalt tjener hovedrollestjerner i deres kaliber omkring 20 millioner dollars per film. ’Wolfs’ er instrueret af ’Spider-Man’-instruktør Jon Watts, der her og der bryder den lowkey ’Out of Sight’-agtige stil med blandt andet en sjov slowmotion-actionsekvens.
Det er næppe filmen, de to skuespillere vil blive husket for. Mindre kan også gøre det. Apple har allerede meldt ud, at Watts skal lave en toer. Til den tid står vi her sikkert igen, hvinende og fjoget grinende.
‘Wolfs’ får premiere på Apple TV+ 27. oktober.