‘Recipe for Love’: Dayyanis pulserende debutalbum lyder som et spring ud over de danske grænser

‘Recipe for Love’: Dayyanis pulserende debutalbum lyder som et spring ud over de danske grænser
Dayyani. (Foto: Jasko Bobar)

På sit dugfriske debutalbum vender Dayyani blikket ud mod verden som aldrig før.

Godt nok har den danske popkunstner med det borgerlige navn Isabella Dayyani Lautrop altid lavet engelsksproget musik, og helt tilbage i 2021 sang hun faktisk »taking over the world« på ’Goddess’ fra debut-ep’en ’All the Things I’m Learning’.

Men tre år og to ep’er (’… Still Learning’ og ’Pretty in Defense’) senere lyder albummet ’Recipe for Love’ alligevel som et mere aktivt spring ud over de danske grænser.

Lige fra åbningssangen ’Rosemary & Time’ griber Dayyani lytterens opmærksomhed med en pulserende, dyb synth og gennemtrængende, bassede elektroniske trommer, som emmer af international klubmusik. Dayyanis klare og lette vokal giver kort efter skarpt modspil til underlægget, når hun synger om ingredienserne i en fængende kærlighedscocktail.

De næsten konstant vibrerende synthrytmer er som albummets bankende puls – et gennemgående element, der binder hele pladen sammen. Om de så bliver tilført hektiske, drum & bass-agtige trommer på feststarteren ’Worry Bout That Bridge’ eller fungerer som drømmende underlæg til den klaverbårne sjæler ’Is It a Crime’.

Dayyani. (Foto: Jasko Bobar)

Dayyani har produceret og skrevet albummet sammen med sine faste makkere Johannes Bruun og Frans Nielsen, og de har gjort det godt. Lyden på det nye album har en lækker fyldighed, som jeg nogle gange har savnet lidt i Dayyanis tidligere produktioner.

Samtidig er der gjort plads til en masse små, sjove detaljer i lydbilledet. Førnævnte ’Worry Bout That Bridge’ tilføjer for eksempel lidt knitrende autotune til vokalen i andet vers, og ’Somewhere Private’ flyder ud i en jazzet klaveroutro.

Undervejs drysser Dayyani også bogstaveligt talt internationalt stjernestøv ud over ’Recipe for Love’. Albummet får et skvæt latinamerikansk hiphop i form af den brasilianske rapper MC Lukinha da Lacoste, der lægger tilbagelænede, hæse bars på slutningen af ’Salination’. Og sydafrikanske Kooldrink, der er kendt som producer for verdensstjernen Tyla, er med på ’One by One’.

Man forstår godt, at sidstnævnte står noteret som gæsteartist ved sangtitlen – ikke ’bare’ som del af en liste over sangskrivere – for her træder produktionen virkelig i forgrunden. I stil med Kooldrinks Tyla-samarbejde ’Getting Late’ looper han Dayyanis vokal som et underlæggende ekko, der flyder sammen med andre stemmebidder i det rumlige lydlandskab. Denne lækre og sensuelle amapiano-sang er pladens store højdepunkt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Dayyani vender også blikket indad på ’Recipe for Love’, hvor mange af sangene handler om at turde give slip og give sig hen til kærligheden. I pressematerialet forklarer hun, at hun har skrevet sangteksterne som en slags dagbog, særligt når hun i perioder har følt sig ensom.

Man mærker særligt hendes personlige stemme i ’Is It a Crime’, der er et ret atypisk take på en kærlighedssang om et langdistanceforhold. For vinklen går på den skam, man kan føle, når man rent faktisk ikke savner sin kæreste, men føler, at man burde. Man kan sagtens forestille sig Dayyani synge det lige dele inderlige og storladne omkvæd foran spejlet derhjemme, men også foran en publikumsskare til en koncert.

Andre steder virker tekstuniverset mere overfladisk. Der bliver kogt lige lovligt meget suppe på en metafor om kameraet som en elskers blik i ’Cameraman’. Ellers medrivende ’Rosemary & Time’ risikerer at falde i samme gryde med sit kogebogstema.

Omvendt bliver det efter min mening for personligt på andensidste sang, ’When Are You Coming Home’, hvor Dayyani viger pladsen for sin mor, Camilla Dayyani, der optræder alene med en to minutters a capella-sang. Det er selvfølgelig en meget sød gestus, men sangen punkterer også fuldstændig klubenergien i albummets ellers godt sammenhængende kærlighedsunivers.

Det tilgiver man dog hurtigt, da Dayyani kort efter runder af med den smukke og følelsesladede afskedssalut ’Align’. Oven på en lækker, svævende synthbund synger hun om at tro på, at alting i sidste ende nok skal falde på plads.


Kort sagt:
De fyldige produktioner med sjove detaljer og internationale indslag klæder Dayyani gevaldigt på debutalbummet ’Recipe for Love’, hvor tekstuniverset fungerer bedst, når hendes personlige stemme skinner igennem.

Dayyani. 'Recipe for Love'. Album. Yachtvej.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af