Dayyani viser en helt særlig styrke som popsanger på ep’en ‘Pretty in Defense’
Rina Sawayama debuterede i 2020 med et fremragende popalbum med stort P. Den soniske reference var eksplosive, hyperkommercielle Max Martin-producerede radiohits fra omkring årtusindskiftet. Men bag den attituderige facade bød albummet på modne og emotionelt sårbare refleksioner over Sawayamas liv. Det var Y2K-pop rekontekstualiseret til noget dybt personligt.
Danske Dayyani følger den samme opskrift på sin tredje ep, ‘Pretty in Defense’. Hendes to foregående udspil, ‘All The Things I’m Learning’ og ‘… Still Learning’ trak også lidt på de samme genrestrømninger. Men nu skruer hun op for alvoren på en måde, så den bombastiske poplyd er særligt udrustet til at drive hendes pointer hjem.
Et gennemgående tema på ep’en er nemlig, hvordan mennesker hærder sig for at undgå at blive såret. På ‘Johnny’ hører vi om en kvinde, der med Dayyanis assistance opbygger rygraden til at afvise en fuckboy af værste skuffe. På ‘Blink Twice’ hylder hun dem, der fravælger at danse, fordi de simpelthen ikke har det tilstrækkelige emotionelle overskud.
De bragende produktioner bliver 24-årige Isabella Dayyanis måde at afspejle dette – en slags forsvarsmekanisme. Men samtidig er den tætpakkede lyd tit ledsaget af ømme og blide vokalleveringer, der viser den skrøbelige person bag det ellers robuste ydre.
Her finder vi en af Dayyanis styrker som popsanger: Hun er virkelig god til at kommunikere sine følelser.
Hver linje på ‘Johnny’ bliver leveret med et skævt smil, så man kan mærke, at hun tænker »nu får han, hvad han fortjener«. Åbningsnummeret ‘My Agenda’ er en fængslende lytteoplevelse netop på grund af vokalen. Det er hende, der sætter dagsordenen, og hun lyder som én, der ikke ville finde sig i det, hvis nogen skulle være uenige.
Vokalen redder også ep’en svageste nummer på målstregen. ‘Count My Blessings’ har ikke den samme in your face-tilgang. Med det tilforladelige beat og ikke videre prangende melodi risikerer den let at blive til playliste-fyld – ej heller hjulpet på vej af guitaren, der lyder som løftet direkte fra Coldplays ‘Adventure of a Lifetime’.
Hvor instrumenteringen mangler personlighed, oser Dayyanis vokal dog af det, og tekstens fokus på at holde hovedet koldt ved at være bevidst om sine blessings passer tematisk godt ind.
Tematikken om at hærde sig bliver allermest eksplicit på afslutningsnummeret, ‘Drag Quarterback’. Her synger Dayyani om at træde i karakter som en stor og stærk quarterback, klar til at anføre et angreb mod ethvert modstanderhold. Men det er blot en performance, en forklædning, et drag-show.
Det er en perfekt måde at afslutte ep’en, som inviterer til at genlytte med nye briller på. Er det gennemtrængende smil på ‘Johnny’ også bare en facade? Er danseprivilegiet blot en performance? Er selv de charmerende Y2K-produktioner mon spil for galleriet?
Dayyani råber mod slutningen af nummeret gentagne gange »I’m your drag quarterback«, og hendes stemme emmer af desperation. Samtidig synger hun om en hail mary – en lang, desperat aflevering i amerikansk fodbold med meget lav sandsynlighed for succes. Hun er ikke længere i stand til at skærme sig og må tage en chance.
Først her, hvor hun er tvunget til at blotte sig, scorer hendes indre fodboldhold. »Touchdown«.
Kort sagt:
Dayyani italesætter, hvordan vi hærder os selv for at undgå at blive sårede, og pakker – som en spejling af tematikken – sin blide vokal ind i bragende Y2K-popproduktioner.