TRACK REVIEW. Det er typisk Tyler.
Typisk Tyler at gå på listesko i tre år blot for at annoncere et nyt album med under to ugers varsel. Typisk Tyler ikke at lade selvsamme album udkomme på en fredag ligesom alle andre, men på en mandag.
Og typisk Tyler at have genopfundet sig selv igen.
For det er netop det, rapperen med tilnavnet the Creator ser ud til at have gjort på ’Noid’, den første og formentlig eneste singlefoløber for albummet ’Chromakopia’, der lander på den anden side af weekenden, og som tydeligvis markerer en ny æra for den tidligere Odd Future-kaptajn.
Spørgsmålet er bare, hvad dén æra går ud på.
Mere grynet og beskidt
Der sker meget i løbet af de knap fem minutter, ’Noid’ varer. Som i rigtig meget.
Vi snakker korvokaler fra Willow. Gode, om end storbandende livsråd fra Tylers vanligt voldsparate mor, Bonitha Smith. En musikvideo med ‘The Bear’-stjernen Ayo Edebiri som bindegal fan.
Og så et tungt, dundrende guitarriff, der i hvert fald for mit vedkommende leder tankerne hen på Kanye Wests efterhånden ikoniske sample af ’21st Century Schizoid Man’ på ’Power’, men som altså ikke er løftet fra prog-legenderne i King Crimson, men fra det zambiske rockband Ngozi Family.
Det er en lyd, Tyler har flirtet med før – tænk et nummer som ’Deathcamp’ fra det kaotiske album ’Cherry Bomb’ – men på ‘Noid’ er det hele mere grynet og beskidt, end det plejer at være, når han skeler til rocken.
Når guitaren får selskab af de kvidrende synths, der efterhånden er blevet Tylers varemærke, lyder det nærmest som Yves Tumors kalejdoskopiske soulrock, som den tog sig ud på albummet ’Heaven to a Tortured Mind’. Eller måske bare en mere eksperimenterende, lo-fi-agtig udgave af Childish Gambinos ’Awaken, My Love!’.
Mange rappere går rock lige for tiden – sidste år gjaldt det blandt andre Lil Yachty, Slowthai og Kevin Abstract. Bliver Tyler mon den næste?
Flygter for sit liv
Noget er i hvert fald anderledes, og kontrasten bliver kun endnu mere slående, når vi tænker på, hvor Tyler var, sidst vi hørte fra ham. Navnligt på en yacht i Geneve (»that’s in Switzerland!«), hvor han rappede røven ud af bukserne over sine hårdeste beats siden de kakerlakspisende teenageår.
Ja, ’Call Me If You Get Lost’ var teknisk set et album, men det føltes som et gammeldags mixtape, hvor Tyler – som en slags modreaktion på det mere sungne album ’Igor’ – beviste, at han altså stadig kan rappe og rappe godt.
På ’Noid’ rapper Tyler stadig, men især det rastløse, let pitchede andet vers har ikke meget til fælles med de kølige, mere monotone flows, han lagde for dagen på forgængeren. Han lyder ikke længere som én, der slikker sol i alperne, men som én, der flygter for sit liv.
Rent tekstmæssigt er vi også milevidt fra de trekantsdramaer, der var udgangspunktet for både ’Igor’ og ’Call Me If You Get Lost’. I stedet rabler Tyler som en paranoid om glubske paparazzier og morderiske naboer, om konstant at måtte se sig over skulderen, ikke ulig bonusnummeret ’Sorry Not Sorry’ fra sidste års ’The Estate Sale’.
Den slags får mig til at tro, at albummet nok ikke bliver en så stringent fortælling, som rapperens udgivelser har været fra og med ’Flower Boy’. Men hvem ved? Måske er singlen bare en afstikker. Måske er ’Chromakopia’ et konceptalbum om stjernelivets skyggesider.
Man ved det aldrig rigtig med Tyler. Det er en stor del af appellen. Og hvis ’Noid’ er nogen indikation, er han slet, slet ikke færdig med at overraske.
Mandag kan ikke komme hurtigt nok.
Albummet ’Chromakopia’ udkommer mandag den 27. oktober.