For første gang i 16 år medvirker Michael Fassbender i en serie – nærmere bestemt i ‘Darkest Hour’-instruktør Joe Wrights spionthriller ‘The Agency’, der ifølge Indiewire netop har fået sin første trailer.
‘The Agency’ er baseret på den franske serie ‘Falsk identitet’, der fik premiere i 2015 og kørte i fem sæsoner. Brødrene Jez og John-Henry Butterworth (‘Ford v Ferrari’, ‘Indiana Jones and the Dial of Destiny’) tager sig af manuskriptet, mens Wright instruerer de første to af 10 afsnit.
Handlingen følger CIA-agenten Martian (Fassbender), som bliver beordret til at forlade sin undercover-tilværelse og vende tilbage til bureauet i London. Da han støder på kvinden, som han efterlod (Jodie Turner-Smith), risikerer han at sætte sin karriere, sin virkelige identitet og sin mission over styr.
»Jeg mener, der er én type agent: den sindssyge«, siger Fassbender i traileren, hvor han går fra at være iskold til at være på sammenbruddets rand.
Her ser vi også glimt af Hollywood-kollegaerne Richard Gere, Katherine Waterston og Jeffrey Wright, der ligeledes medvirker i serien.
‘The Agency’ kommer på amerikansk streaming 29. november. SkyShowtime huser serien herhjemme, men har dog ikke offentliggjort en premieredato endnu.