Mens de seneste år har været præget af prisstigninger i supermarkeder, har inflationen på dagligvarer i kunstverden opereret i en lidt anden økonomisk skala.
Lige nu koster det i hvert fald en del mere at købe en banan og noget gaffatape, end det gjorde i 2019, hvor det virale kunstværk ‘Comedian’ blev solgt for knap 830.000 danske kroner. Det skriver CNN.
Endnu engang er det nemlig blevet muligt at købe den italienske kunster Maurizio Cattelans omdiskuterede værk, der forestiller en banan klistret fast til en væg.
Det engelske auktionshus Sotheby’s har netop annonceret, at en tredje udgave bliver sat til salg 20. november. Denne gang med en estimeret pris på mellem syv og ti millioner danske kroner.
For den pris får køberen tilsendt en frisk banan, en hel rulle gaffatape og dokumenter, der verificerer værkets autencitet.
Hvis vinderen af den kommende auktion køber værket som snack, går der dog lidt endnu, før det kan stille sulten. Først skal bananen nemlig på verdensturné med stop i blandt andet Paris, London og Tokyo.
Værket skabte debat både i og uden for kunstmiljøet, da det for fem år siden for første gang blev udstillet på en kunstmesse i Miami. Mens nogle kaldte ‘Comedian’ en skændsel, mente andre, at det var en pragtdemonstration i den lange tradition for konceptuel kunst.
Et billede af den på det tidspunkt lidt brune banan endte endda på forsiden af den ellers ikke så kunstinteresserede avis The New York Post. Flere kendisser og brands postede desuden billeder på sociale medier med egne fortolkninger af værket.
Herunder skuespiller Brooke Shields, der tapede en banan fast i panden.
»En dyr selfie«, skrev hun under billedet.
Under udstillingsperioden ville så mange mennesker se værket, at galleriet i Miami til sidst måtte fjerne bananen fra væggen på grund af sikkerhedsforhold.
Det skete kort tid efter, at den georgisk-amerikanske performancekunstner David Datuna pillede bananen ned fra væggen for at skrælle og spise den. En museumsgæst gjorde det samme, da værket blev udstillet i Seoul.
Den sydkoreanske studerende forklarede dengang, at han var sulten.