‘Close Your Eyes’: Åbn øjnene og lad dig opsluge af drømmeverdenen i stor biografaktuel filmoplevelse
Den spanske mesterinstruktør Victor Erice har kun lavet fire spillefilm i løbet af sin 50 år lange karriere, men hvert værk har sat dybe aftryk i filmhistorien.
Mest kendt er nok hans debutfilm ’Ånden i bistaden’ fra 1973, der hyppigt figurerer på Sight and Sounds liste over verdens bedste film. Den handler om Franco-æraen og om overlappet mellem fantasi og virkelighed: En syvårig pige oplever ’Frankenstein’ på det store lærred i en spansk landsby i 1940, og pludselig bløder fiktionen ind i hendes egen virkelighed.
Endnu bedre er hans mesterlige hybridfilm ’Under kvædetræets sol’ fra 1992 om maleren Antonio López García, der i sit livs efterår forsøger at indfange skønheden af kvædetræet i sin have med sin pensel. Men skønheden er flygtig, og imens García maler, falder kvæderne fra træet, lyset og sæsonerne skifter, og til sidst rådner frugterne for hans fødder.
Undervejs forsøger han at bremse tidens gang ved at lave forskellige markeringer, der tillader ham at fastholde sit motiv i al dets pragt. Men lige meget nytter det. Projektet må til sidst opgives, García selv forgår, men ved foråret og sommerens genkomst blomstrer kvædetræet endnu majestætisk i hans have.
Erice insisterer på, at fiktionen og virkeligheden er uadskillelige størrelser. At hver fiktion er en konstruktion af en ny virkelighed, som påvirker verden omkring sig.
Filmens verden kan leve for evigt og gøre de døde levende, for tiden går, og det, kameraet indfangede, vil altid være bundet af øjeblikket. Det gør filmkunsten til et medie af minder, drømme, fortid, nutid og fremtid.
Mediet er ikke bare en udødelighedsmaskine, modsat malerkunsten, dets essens er om noget tiden, der går, hvilket castingen af Ana Torrent i instruktørens første film i 32 år, ’Close Your Eyes’, bevidner. Hun var den unge pige i ’Ånden i bistaden’.
De tematiske tråde krystalliseres og videreudvikles i den nye film, der endelig kan ses i de danske biografer, om end for en alt for kort bemærkning. Cinemateket har fire visninger i november, og Posthus Teatret sætter derefter filmen op på et endnu ukendt tidspunkt. Man kan kun håbe, at ’Close Your Eyes’ får det størst mulige biografpublikum.
Hvis ovenstående får Erices film til at lyde udfordrende, er det på ingen måde tilfældet. Han formår sømløst at gøre det filosofiske medrivende og nærværende. I ’Close Your Eyes’ igennem et karakterdrevet detektivplot, der konstant tager nye drejninger.
Filmen starter i Paris anno 1947. En tidligere modstandsmand hyres af en døende rigmand til at hente hans datter hjem fra Kina, så han kan tage afsked, inden hans øjne lukkes.
Det viser sig at være den eneste tilbageværende scene fra den fiktive hovedkarakter Miguel Garays film ’The Farewell Gaze’, en film i en film. Hovedrollen som modstandsmand i ’The Farewell Gaze’ blev spillet af Garays nære ven Julio Arenas, der forsvandt under optagelserne og aldrig blev set igen.
Minderne vækkes til live, da Garay i filmens nutid anno 2012 bliver kontaktet af et tv-program om sporløst forsvundne, der vil genoptage sagen om Julio. Pludselig bliver Garay en detektiv, ligesom Julios karakter i den ufærdige film, og hans rejse tager ham gennem minderne om Julio, der får nyt liv i hans samtaler med bekendte fra fortiden.
Det bliver mere og mere tydeligt, at Garays fiktion er uløseligt forbundet med virkeligheden, jo tættere instruktøren kommer på en opklaring af sin vens forsvinding. Men hvilken virkeligheden er sand?
Julio eksisterer på lærredet, som minder hos hans bekendte, som de fantasier, der fremføres om hans forsvinden (blev han myrdet? Stak han af fra det hele?), som det spøgelse, der hjemsøger hans bekendte og som menneske i kød og blod. Hans liv er blevet til et kunstværk, der overskygger hans individuelle roller.
’Close Your Eyes’ handler altså om tid og særligt om at blive gammel. Den elegiske grundtone er umådeligt rørende, ikke kun på grund af den fængslende historie, men også fordi den tydeligt mimer Erices eget liv.
Ligesom Garay er Erice fuldt dedikeret til filmkunsten, men han har ikke haft muligheder for at udleve sine visioner, hvilket hans få værker tydeligt illustrerer, og som Garay – der prostituerer sig for penge ved at medvirke i infotainment-programmet om sporløst forsvundne – har Erice også måttet gå på kompromis for at overleve, fornemmer man.
’Close Your Eyes’ er fuld af dobbelte betydninger, også i sin skildring af selve filmmediet: Optagelserne fra den ufærdige film, der sømløst indklippes i filmens virkelighed, er optaget på knitrende celluloid, mens optagelserne i filmens nutid er overbelyste og tydeligt digitale.
Garays ven og forhenværende klipper Max beklager sig over, at celluloid ikke længere har en plads i verden. De besøger forladte biografer, taler om film af i går – Hawks, Dreyer, Ray – og desillusionerede omtaler de sig selv som »industrielle arkæologer«.
Filmkunsten er i ruiner (Garay har selv skrevet en roman med titlen ’Ruiner’), og også hans liv er en ruin af personlige tab og uforløste drømme. Han bruger sin tid på at »lade tiden gå«, som han siger.
Men ’Close Your Eyes’ er også en håbefuld film: Den tror på, at noget nyt kan vokse frem af ruinerne. At der er en cyklus, som skaber orden i kaos, som når et signeret eksemplar af Garays bog efter årtier genfinder sin ejer.
»Film har ikke udrettet mirakler siden Dreyer«, siger Max på et tidspunkt. Men ’Close Your Eyes’ slutter med så eftertrykkeligt et filmmirakel, at man må modsige ham.
Luk (nej, åben!) øjnene og lad dig opsluge af drømmeverdenen.
Kort sagt:
Den 84-årige spanske instruktør Victor Erice har skabt en kæmpe filmoplevelse – en dragende detektivfortælling om tid, livet og kunsten. Det er en umådeligt rørende svanesang for en af filmhistoriens store mestre.