Den britiske rapper Slowthai blev sidste år anklaget for voldtægt. Sammen med vennen Alex Blake-Walker blev han sigtet for i alt tre voldtægtsanklager.
Anklagerne lød på, at Slowthai og vennen skulle have voldtaget to kvinder til en privatfest i Oxford efter en Slowthai-koncert i september 2021.
Ifølge anklagerne havde de isoleret kvinderne fra deres venner på en tagterrasse. Der havde de angiveligt high-fivet hinanden og lavet jokes, imens de havde sex med kvinderne uden samtykke.
Slowthai og Alex Blake-Walker har nægtet sig skyldige og sagt, at alt, der foregik den aften, skete med samtykke.
Nu er de begge blevet frikendt i sagen. Tyron Kaymone Frampton, som er Slowthais borgerlige navn, brød sammen i tårer, da dommen blev læst højt. Det skriver BBC.