‘Wednesday’ sæson 2 del 1
Det er tre år siden, at Tim Burton og Netflix vækkede familien Addams-medlemmet ‘Wednesday’ til live igen med stor succes. Nu vender det morbide ungdomshit med Jenna Ortega langt om længe tilbage.
Lige i tide til skolestart er Wednesday tilbage på Nevermoore Academy, hvor hun har fået en meget uønsket idolstatus efter sidste sæsons begivenheder. Derudover plages hun af et skræmmende fremtidssyn af veninden Enids død, som må afværges. Og så kigger Lady Gaga såvel som Steve Buscemi forbi.
‘Wednesday’ sæson 2 del 1 har premiere 6. august på Netflix.

‘Salsa’ sæson 3
Der bliver sat punktum for en af de mest toneangivende og opsigtsvækkende danske ungdomsserier, når instruktør Jonas Risvig er tilbage med tredje og sidste sæson af ‘Salsa’.
I hovedrollerne finder man stadig Safina Coster Waldau og Fillippa Navarana Coster Waldau som søstrene Uma og Victoria. Bag kameraet har Siff Bak stået for manuskriptet, som dog endnu er omgærdet af mystik.
»Jeg tør godt sige, at karaktererne er blevet ældre, at festerne er udskiftet med kærlighed, og at de nye episoder får besøg af både gamle og nye karakterer«, siger Risvig om handlingen i den nye sæson.
‘Salsa’ sæson 3 har premiere 29. august på DRTV.
‘Alien: Earth’
Det er med danske ansigter ombord – Diêm Camille og Sandra Yi Sencindiver – når ‘Alien’-universet sætter serieudvidelsen ‘Alien: Earth’ i verden med ‘Fargo’-skaber Noah Hawley bag roret.
Vi befinder os i 2120, hvor verden er styret af fem store selskaber. Befolkningen består af cyborgs og robotter, indtil der opfindes hybrider, som er robotter med menneskelige bevidstheder. Dog får disse pludselig selskab af et rumskib, der viser sig at indeholde nogle helt andre former for liv, end der ellers eksisterer i det højteknologiske samfund.
‘Alien: Earth’ har premiere 13. august på Disney+.
‘Peacemaker’ sæson 2
John Cena har været her, der og allevegne de seneste par år (vi nævner i flæng: ‘Barbie’, nøgen på Oscar-podiet, ‘The Bear’), men først nu ifører han sig igen superheltekostumet i den ventede anden sæson af HBO Max’ ‘Peacemaker’.
Som selvtægtssuperhelten Christopher ‘Chris’ Smith aka Peacemaker kæmper han atter med at forene fortiden med sit nyfundne formål i tilværelsen, imens hans malplacerede og kompromisløse jagt for fred fortsætter. Det er igen D.C.-mastermind James Gunn, der står bag serien, hvor Danielle Brooks er tilbage som Leota Adebayo.
‘Peacemaker’ sæson 2 har premiere 22. august på Max.
‘Platonic’ sæson 2
Seth Rogen og Rose Byrne er tilbage som umage voksenvenner i Apple TV+-serien ‘Platonic. Nærmere bestemt evighedssinglen og ølbryggeren Will og den desperate L.A.-husmor Sylvia, der i første sæson klinkede skårene af deres collegevenskab, der var druknet i hverdag og forpligtelser.
Vi kårede første sæson til en af årets bedste serier, da den fik premiere i 2023, og nu er det endelig igen tid til højkomiske hangouts med to af de sjoveste mennesker på tv.
‘Platonic’ sæson 2 får premiere 6. august på Apple TV+.
‘A Beautiful Real Life’
Opkaldt efter Netflix-baskeren ‘A Beautiful Life’ med Christopher i hovedrollen som en menig fisker, der bliver popstjerne, får vi nu den virkelige version af sangerens historie.
Dokumentaren inviterer os bag om kulissen i den danske stjernes kamp for karrieren og familien på samme tid. Midt i det hele havner hustruen Cecilie Haugaard, kendt som Cillemouse, i sin famøse bogshitstorm, mens han har været »fucking flying high og på verdensturné«.
‘A Beautiful Real Life’ har premiere 27. august på Netflix.
‘The Pickup’
Eddie Murphy er på slap line med Pete Davidson ved sin side i actionkomedien ‘The Pickup’. Her spiller de et makkerpar, der skal levere en stor pengesum, da de selv bliver omdrejningspunkt for et kup. Som selvfølgelig viser sig at være iværksat af yderligere en komisk kompetence: Keke Palmer.
‘The Pickup’ har premiere 6. august på Prime Video.
‘Chief of War’
Jason Momoa har aldrig mødt en krigerfortælling, han ikke kunne lide.
Nu er stjernen endnu engang aktuel i en stort anlagt én af slagsen, der endda hiver fat i et hjørne af verden, de færreste kender som blodigt.
I ‘Chief of War’ vender Momoa tilbage til sin fødeø Hawaii som den virkelige krigslegende Kai’ana, der var leder for en modstandsgruppe i slutningen af det 18. århundrede, hvor det kendte ferieparadis lå i krig. Momoa har desuden skabt serien sammen med Thomas Paʻa Sibbett.
‘Chif of War’ får premiere 1. august på Apple TV+.
‘The Thursday Murder Club’
Chris Columbus har bragt verden alt muligt: ‘Alene Hjemme’, de første to Harry Potter-filmatiseringer, ‘Rent’ og ‘Mrs. Doubtfire’. Nu står han ved roret i serieversionen af krimifænomenet ‘Torsdagsmordklubben’ baseret på Richard Osmans populære bøger. Serien følger et hold amatørdetektiver fra et luksusplejehjem, der pludselig kommer på sporet af et rigtigt mord i lokalområdet.
Det er hyggekrimi med stort H, men de efne oldinge spilles nu engang af ingen mindre end Pierce Brosnan, Hellen Mirren, Ben Kingsley og Ceilia Imrie, mens ‘Killing Eve’-showrunner Suzanna Heatcote står bag manuskriptet.
28. august på Netflix.
‘Night Always Comes’
Lige nu kan Vanessa Kirby ses som del af heltekvartetten ‘The Fantastic Four’, men senere på måneden er hun også aktuel i en mere realistisk form med det socialrealistiske drama ‘Night Always Comes’ fra ‘The Crown’-instruktør Benjamin Caron.
Her spiller hun kvinden Lynette, der kæmper for at starte på en frisk med sin handicappede bror uden meget hjælp fra deres mor (Jennifer Jason Leigh). Da de bliver smidt ud af deres hjem, må hun skaffe 25.000 dollars på én nat ved at krydse grænse på grænse.
‘Night Always Comes’ får premiere 15. august på Netflix.
‘Hostage’
Den britiske premierministers mand bliver kidnappet midt i tilspidsede forhandlinger med den franske præsident med krav om, at hun træder tilbage, hvis han skal afleveres tilbage.
Sådan lyder den højspændte præmis for Netflix’ kommende spændingsserie ‘Hostage’, der lover godt nyt for fans af ‘The Diplomat’ og alt a la. I hovedrollerne som de kvindelige statsledere finder man Suranne Jones og Julie Delpy, mens det er ‘Bridge of Spies’-forfatter Matt Charman, der står bag historien.
‘Hostage’ får premiere 21. august på Netflix.
