Guitarantihelten Mk.gee forblev et mysterium på Syd For Solen
KONCERT. Gik man og troede, at Syd For Solen ville løse gåden om Mk.gee, kunne man godt tro om igen. Efter koncerten torsdag aften er mysteriet om den stilskabende guitarmagiker kun vokset.
Han er blevet udråbt til vor tids guitarhelt, selvom han i et af sine sjældne interviews har udtalt, at han »hader guitar«. En kunstnerisk modvilje, der sætter sit tydelige præg på den sammensatte musik, som også nægter at lade sig kategorisere.
I Valbyparken blev det klart, at Mk.gee i højere grad må forstås som en antihelt. I det skjulte er han i gang med at reformere vores idé om, hvad en guitarvirtuos sangskriver kan være.
Hans blufærdige attitude kunne let forveksles med ugidelighed. Det var tydeligt, at Mk.gee ikke er sat i verden for at underholde. På det kringlede men fascinerende debutalbum ’Two Star & the Dream Police’ ligger hans poppede intuition skjult under en masse filtre og ufremkommelige sangstrukturer. Det lyder næsten, som om musikken er vendt på vrangen, som om den spiller fra et andet lokale.
Men på Syd For Solen kunne han ikke gemme sig bag det lange hår. Undervejs blev der bundet dåseøl – måske for at dulme lampefeberen – og til tider virkede det, som om der var en stor kløft mellem publikum og de tre musikere på scenen.
Den sensationsdrift eller heroisme, som har sneget sig ind i fortællingen om Mk.gee, var totalt fraværende. Koncerten var en forlængelse af den kompromisløshed, som kendetegner hans indspillede musik. En musik, der på sin egen upcyclede måde trækker på 80-referencer som Prince og The Police.
Han brugte størstedelen af koncerten på at spille numre fra debutalbummet. Men den gennemkværnede lyd havde trænge kår på det store anlæg. Mk.gee mangler stadig at knække koden til de store scener, og man længtes langt hen ad vejen efter en mere intim ramme.
Alligevel var der store momenter undervejs. Når det hele blev mere råt og industrielt, fornemmede man virkelig hans potentiale som live-artist. De mange pludselige skrig, der kom fra ham undervejs, skabte en spinkel bro over kløften, og man mærkede det iltre kaos, der også løber som en understrøm i musikken.
Selvom koncertens to sidste numre, ’Alesis’ og ’Are You Looking Up?’, fik etableret en sparsom kontakt til publikum, blev man efterladt fuld af forundring: Hvem er Mk.gee egentlig?
Kort sagt:
Mk.gee leverede på Syd For Solen en koncert, der forstærkede mysteriet om ham: en guitar-antihelt med rå, hjemmelavet lyd, der ikke helt fungerede på den store scene, men alligevel bød på glimt af stort potentiale.