Ti bøger vi vil læse denne måned: Featuring dragqueens, storfyrster, crips, lillebrødre, sangskrivere og astronauter

Juli var så regnfuld i år, at man måtte gribe ud efter sommerhusets back-up-bogreol for at få bøgerne til at slå til. Men nu er det august, og sensommerens bogsæson lægger hårdt ud.
Ti bøger vi vil læse denne måned: Featuring dragqueens, storfyrster, crips, lillebrødre, sangskrivere og astronauter
Caspar Eric. (Foto: Petra Kleis)

Fremtiden er crip!

’Crip’ af Caspar Eric

»Caspar Erics måske vredeste digtsamling«, skriver forlaget i pressemeddelelsen, og det siger efterhånden ikke så lidt. Den hippe og hypede digter Caspar Eric, der efterhånden er lige så kendt handicapaktivist som forfatter, fortsætter i digtsamlingen ‘Crip’ sin undersøgelse af, hvem den handicappede er i dag.

‘Crip’. (Foto: Gyldendal)

Erics forfatterskab har altid kredset om det at have en krop, der afviger fra det såkaldte normale, faktisk helt fra den ikoniske debut ‘7/11’ fra 2014. Men særligt med sin seneste udgivelse ‘Nye balancer’ fra 2023, samt ikke mindst podcasten ‘Mødrene’ på Radio IIII om at være mor til et barn med handicap, har denne vaskeægte politiske poet sat de anderledes kroppe på dagsorden.

»Fremtiden er crip!« står der bag på digtsamlingen, hvis udsolgte releasefest skal finde sted på Ideal Bar til en såkaldt minifestival aka cripfest! Nåede du ikke at få billet, kan du i stedet glæde sig til foråret, hvor digtsamlingen sættes op som forestilling på teatret Republique.

Udkommer 20. august.

Et pukkelrygget monsters tweet

’Pukkelryg’ af Sao Ichiwaka

Bookerpris-nominerede, japanske Ichiwaka har allerede som debutant formået at vinde en af de mest prestigefyldte priser i Japan, Akutagawa Prize, endda som den første forfatter med et handicap nogensinde. Ichiwaka lider af en muskelsygdom, der gør, at hun sidder i elektrisk kørestol og trækker vejret gennem en respirator.

‘Pukkelryg’. (Foto: Lindhardt og Ringhof)

Det gør hovedpersonen Shaka i romanen ‘Pukkelryg’ også, men det er ikke en autofiktiv roman, hvilket man, no spoiler, rimeligt hurtigt regner ud. På et hjem for folk med handicap sidder Shaka og skriver erotik på internettet, men putter samtidigt lidt med sine egne fantasier, for hvem vil læse det, hun frygter, vil blive anset som et »pukkelrygget monsters tweet?« Men så en dag tilbyder en af de mandlige plejere at hjælpe hende.

» En lille men stor bog, der åbner verden fra en position på kanten af den«, skriver Soundvenues anmelder Oliver Bernsen, og det virker til, at vi har fået endnu et skud på Japansk samtidslitteratur hypede stamme.

Er udkommet.

Skyld og bjergidyl  

’Sort hjerte’ af Silvia Avallone

Allerede i omtalen af romanen får vi at vide, at livet elsker at tage røven på én, og helt ærligt, hvem kender ikke det? Den italienske stjerneforfatter Silvia Avallones femte roman er solgt til udgivelse i 25 lande, kommer nu på dansk og er en slags ‘Orange is the New Black’ møder ‘Heidi på bjerget’.

‘Sort hjerte’ af Silvia Avallone. (Foto: Lindhardt og Ringhof)

Unge Emilie flytter – til alles store overraskelse – ind i et hus i en landsby med kun to beboere. Hvorfor er hun der, hvad flygter hun fra, hvad skjuler hun? Selv den evigt gode Bruno, som hun snart indleder et forhold til, har svært ved at få det ud af hende.

Det er en roman om de helt store temaer; kærlighed, tilgivelse, forbrydelse og straf, samt om kunst, kvindelige venskaber og betydningen af, at nogen tror på en.

Udkommer 18. august.

Sensommerens banger

’Deep Cuts’ af Holly Brickley

‘Deep Cuts’ er den slags roman, der allerede har sit eget liv. Den har fanskabte spillelister på Spotify, content på BookTok (hvor for eksempel booktok’er Kayla Shea kalder den »en blanding af Daisy Jones og Normal People«), og altså hjerte, hvad vil du mere? A24 er tilmed på vej med en filmversion er tilmed på vej med Saoirse Ronan og Austin Butler i hovedrollerne.

‘Deep Cuts’ af Holly Brickley. (Foto: Alpha)

Den canadiske debutant Holly Brickley har skrevet en vaskeægte bestseller-basker. I bedste ‘High Fidelity’-stil handler ‘Deep Cuts’ om musik og om at forstå verden igennem den, hvad end man er den, der skriver musikken, lytter til den eller analyserer den.

Vi er på Berkeley i Californien i år 2000, Percy og Joe mødes på en bar, hvor Joe ender med at bede Percy om feedback på en af sine sange. De to bliver venner, en slags samarbejdspartnere og hinandens livsvidner på godt og ondt, og som Publishers Weekly afslutter deres anmeldelse med: It’s a banger!

Udkommer 22. august.

Aaiún Nin. (Foto: Daniel Hjorth)

Dette er mit hjem nu

’Se!’ af Aaiún Nin

»Hun er sort, lesbisk og afvist asylansøger«, sådan indledtes flere artikler om digter Aaiún Nin, da de i 2021 debuterede med digtsamlingen ‘På min huds sorthed’, der i samarbejde med Mette Moestrup blev oversat til dansk og udkom i Danmark.

‘SE!’ af Aaiún Nin. (Foto: Gads Forlag)

Nu er angolanske Nin, der efter at være blevet udvist af Danmark i dag bor i Schweiz tilbage med digtsamlingen ‘Se!’, der handler om hjemløshed. »Dette er mit hjem nu / Her lugter indelukket,« står der i et uddrag, som forlaget har delt. I ‘Se!’ er jeget blevet udsat for overgreb som barn og er nu på flugt fra sit hjemland. Sover med lyset tændt.

»I smerten findes også glimt af nydelse,« skriver forlaget, men jeg tror nu, man skal være beredt på brutalitet.

Udkommer 15. august.

Dronning af Prythian og af branchen

’Et rige af sølvflammer’ af Sarah J. Maas

Vi lever i romantasys tidsalder, og selvom det var Rebecca Yarros, der i januar brød alle rekorder med bind 3 i Empyrean-serien, havde hendes forfatterkollega Sarah J. Maas altså tronen først. Maas er især kendt for serien ‘A Court of Thorns and Roses’, på TikTok forkortet til ACOTAR, der har solgt stille og roligt 13 millioner eksemplarer. Nu kommer bind 5 endelig på dansk.

‘Et rige af sølvflammer’ af Sarah J. Maas. (Foto: Gyldendal)

Serien handler om Feyre, der har krydset muren mellem de dødeliges verden og landet Prythian. Her vrimler det med elver, fauner og storfyrster, hele bundtet liderlige, farlige og to die for lækre.Romantasy-genren er defineret ved bøger, der indeholder lige dele fantasyunivers og hjerteskærende erotik, og de krav opfylder Maas i dén grad.

Det var oprindeligt planen, at Disney-ejede Hulu skulle have adapteret bøgerne til en tv-serie, men projektet er af ukendte årsager blevet skrottet. Nu venter Maas derfor på, at rettighederne snart udløber, så hun kan tage sine storfyrster med til et andet selskab. Booktok koger: Hvem skal spille Rhysand?

Udkommer 27. august.

Alle ved, hun er en dragqueen

’Uvaner’ af Alana S. Portero

Den spanske queer-forfatter Alana S. Portero, @transisteria på Instagram, romandebuterede med ‘Uvaner’, der indbragte hende adskillige priser og ikke mindst var månedens bog i Dua Lipas bogklub Service95sidste efterår. I et interview i den forbindelse sagde Portero, at »Madrid er en by, der ønsker at fremstå som en konservativ, aristokratisk lady, men alle ved, at hun er en dragqueen«.

‘Uvaner’ af Alana S. Portero. (Foto: Gyldendal)

I romanen, der foregår i firserne, er det bare ikke særligt nemt at være dragqueen i Madrid. I hvert fald ikke for Alejandro, der vokser op i et arbejderklassekvarter som pige fanget i en drengs krop. Det er en fortælling om brutale tider, kroppe og ukuelige dronninger!

Alana S. Portero kan opleves på dette års Louisiana Literature, hvor hun skal interviews af ingen andre end Édouard Louis!

Udkommer 18. august.

Sejren er din, Édouard

’Kollaps’ af Édouard Louis

»Jeg tænkte, at jeg var den eneste, der ønskede at flygte, at de andre ville blive, hvor de var«, siger den franske superstar Édouard Louis i en promovideo til sin nye roman ’Kollaps’. Vi har læst om Édouard selv, om hans far og om hans mor, og nu handler næste (og åbenbart sidste) bind i familiesagaen om broren, som Louis ved dennes tragiske død ikke havde set i ti år.

‘Kollaps’ af Édouard Louis. (Foto: Gyldendal)

Louis kan opleves på dette års Louisiana Literature, hvor han er fransk stand-in for sin landsmand, Michel Houellebecq, der skulle have spillet på festivalen med sit band, men måtte aflyse.

Louis er voldsomt populær blandt de danske læsere og derfor et fint bytte. Den læsende øvre middelklasse elsker en omgang gedigen klassekritik, og som Glenn Bech skriver i et brev til Louis, der handler om begges nemesis; nemlig at blive en del af den elite, de kritiserer: »At din litteratur tilpasser sig herskernes litteratursyn, er ikke deres sejr, men din!« God festival!

Udkommer 21. august.

Kærestebrev til planeten

’Seksten solopgange’ af Samantha Harvey

Da Katy Perry landede på planeten Jorden efter at have været på rumrejse, kyssede hun jorden under sine fødder i nyfunden taknemmelighed. Lidt i samme boldgade, og så alligevel slet ikke, fortæller engelske Samantha Harvey selv, at hun med Bookerpris-vinderen ‘Seksten solopgange’ ønskede at skrive en »rum-pastorale«.

‘Seksten solopgange’ af Samantha Harvey. (Foto: Gads Forlag)

I den lille roman på kun 208 sider følger vi i 24 timer seks astronauter, der forlader vores planet og på et enkelt døgn oplever 16 solopgange. De længes efter jorden, ser på den med nye øjne, og da en tyfon nærmer sig, kan de ikke gøre andet end at samles foran rumfartøjets lille vindue og kigge ned på det, de har forladt.

»Et kærlighedsbrev til vores planet«, kaldte juryen til Bookerprisen Harveys roman, »Et studie af dem, der handler ud fra håb«, kaldte The Guardian den. »Kind of like listening to a stoner tell you how amazing the Earth is«, skriver en anonym bruger på Reddit. Ja tak til det hele.

Udkommer 21. august.

Det kræver en landsby

’Landsbyen genrejst’ af Malte Tellerup

Forleden omtalte Politikens Victor Skov Jeppesen på P1 Malte Tellerups kommende bog som den ultimative scorebog. For er der noget mere sexet end at tage ud i skoven, eksperimentere med alkymi og vende samfundet ryggen? ‘Landsbyen genrejst’ har genrebetegnelsen Hymnisk agitation, hvilket allerede giver en forsmag på det, som forlaget i pressemeddelelsen kalder det »højstemte og lavpraktiske«.

‘Landsbyen genrejst’. (Foto: Gyldendal)

Som titlen teaser, er Tellerups bog en hyldest til landsbyen og fyldt både med digte og manualer til alt fra kompost til ulvefælder, som forfatteren efter eget Instagram-udsagn har researchet ved at læse »en milliard slags håndbøger og opskrifter igennem«.

Tellerups fascination af det lavpraktiske i at kende sit landskab er ikke ny. I både debuten ‘Markløs’ og opfølgeren ‘Hedeselskabet’ er drømmen om en landsby den røde tråd.

»Et fællesskab der kæmper for at overleve på og med jorden«, som forfatteren selv siger om den nye bog! Og det falder det på et tørt sted, eller hvad siger I?

Udkommer 15. august.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af