‘Den sidste viking’: Ingen gør det her bedre end Anders Thomas Jensen, Mads Mikkelsen & co.
Nogle instruktører har en stil, der er så umiskendeligt deres, at spørgsmålet ad åre vil rejse sig:
Gentager de bare sig selv?
Wes Anderson har perfektioneret sin æstetik mod distanceret automatik, mens folk som Tim Burton, Terence Malick og Zack Snyder er strandet i repetitionens forudsigelige dødvande.
I Danmark har vi ingen filmskabere med en så let genkendelig signatur som Anders Thomas Jensen. Sort humor. Stump vold. Fundne familier. Traumatisk barndom. Oneliner-genial dialog. Og et stjernespækket cast med Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro og Bodil Jørgensen som nogle af de faste indslag.
I sin forrige og femte film, ’Retfærdighedens ryttere’, rystede Jensen posen med en mørkere og mere kontant thriller, end vi tidligere havde set fra hans hånd.
Det var en forfriskende udvikling efter ’Mænd og høns’, hvor han tog sin folkekære formular fra treenigheden af Anders Thomas Jensen-klassikere – ’Blinkende lygter’, ’De grønne slagtere’, ’Adams æbler’ – for langt ud med dyresex og læbe-ganespalte.
Men for dem, der savnede den mere klassiske opskrift, er der gode nyheder: ’Den sidste viking’ er alt det, vi forbinder Anders Thomas Jensen med.
Nikolaj Lie Kaas spiller Anker, der indkasserer 41 millioner kroner fra et røveri. Problemet? Han bliver fanget. Men sekunder inden politiet slår døren ind, når han at overbringe nøglen til gevinsten i mavesækken på sin smådebile bror Manfred (Mads Mikkelsen) med besked om at grave skatten ned ved deres forældres gamle skovhus.
Så da Anker 15 år senere frigives som et påstået nyt og bedre menneske, kan de 60 rundstykker, Manfred har købt til velkommen hjem-festen, rende ham. Anker vil bare vide, hvor pengene er begravet.
Men Manfred er ikke længere Manfred. Han er, som brødrenes søster (Bodil Jørgensen) pædagogisk forklarer, John. John W. Lennon. Og hvis man hævder andet, tager han konsekvensen. For det meste involverer det et hovedspring ud af det mest nærliggende vindue.
Manfred John stjæler andre folks hunde og fabler om, at alle elsker ham, fordi han jo er John Lennon, og hans dissociative personlighedsforstyrrelse er så grotesk, at man bliver helt varm om hjertet, da det hele langt nede ad skovstien faktisk viser sig at give mening.
Vejen dertil går via Lars Brygmanns blonde psykiater Lothar, som med stor iver beslutter sig for at frigøre Manfred/Johns traumer ved at bygge en virkelighed op omkring ham, der matcher hans nye personlighed. Med andre ord: At samle bandet. Og her snakker vi altså om The Beatles, skulle man være i tvivl.
Det indbefatter erhvervelsen af bandmedlemmer i form af blandt andre Hamdan (Kardo Razzazi), som er Paul, Ringo, Iron Man, Heinrich Himmler og Bjørn fra Abba i én og samme person. Det inkluderer også en øvelokale-base i Anker og John-Manfreds gamle familiehytte, der nu bebos af Sofie Gråbøls hårdtslående tidligere håndmodel Margrethe og Søren Mallings Bourgogne-tyllende jazzelsker af en uforløst tøjdesigner, Werner.
Og hokus pokus: Så har Anders Thomas Jensen igen-igen samlet en mere eller mindre frivillig familie af bizarre medlemmer, der finder fællesskab og aparte forståelse i hinanden isoleret fra omverdenens normer, med en skarp Nikolaj Lie Kaas som øjenrullende og utålmodig straight man, der langsomt må overgive sig til vanviddet.
Så altså: Gentager Anders Thomas Jensen sig selv?
Er du da helt sindssyg, han gør!
Men lad os også huske det opfølgende spørgsmål: Gør det noget?
Ikke spor. I hvert fald ikke når manuskript, repliklevering og skuespil er så utroligt sjovt, som det er i ’Den sidste viking’. Mads Mikkelsen rammer flot en usikker sødme i John-figurens barnagtigt selvmedlidende og påståelige tilgang til andre mennesker, mens Lars Brygmann som altid leverer komisk guld som gruppens mægler og facilitator med IKEA som foretrukken reference. Sofie Gråbøl og Søren Malling er kostelige med deres ulige ægteskab, der vist nok har knaget i en rum tid efterhånden.
Alle spiller de versioneringer af, hvad vi har set i tidligere iterationer hos instruktøren, men ingen gør det bedre end dem.
Så der er altså alle de elementer, vi kender forbinder med ATJU (Anders Thomas Jensen Universe). Det gælder også den hemmelige ingrediens, som sjældent nævnes, når man indkapsler instruktørens særtræk: Sentimentaliteten.
For Anders Thomas Jensen laver jo – om han vil være ved det eller ej – faktisk ret rørstrømske film midt i alle morbiditeterne, og mon ikke det netop er grunden til, at hans brutale vold og grænseoverskridende humor er blevet folkelig: Det opblødes altid af en happy ending.
I ’Den sidste viking’ er der således også en varme og et følelsesmæssigt nærvær, som jeg mod slutningen blev mere berørt af, end jeg havde forventet.
Filmen læner sig generelt tættere op ad debutgennembruddet ’Blinkende lygter’ end nogen af instruktørens øvrige film, fuldendt med skov-location og barndomsflashbacks, men denne gang dog også med et zeitgeisty lag, som jeg ærligt talt havde gruet for på forhånd.
Med en historie om en mand, der føler sig som John Lennon og forventer, at alle andre accepterer det som sandhed, frygtede jeg, at Anders Thomas Jensen ville bekende kulør med en kedsommelig boomer-satire over, hvor latterligt woke verden er blevet.
Men faktisk er ’Den sidste viking’ en empatisk og nuanceret fortælling, der både kan læses som et lystspil over tidens identitetsdiskussioner og et forsvar for, at man skal have lov til at være præcis så skør, som man vil.
Nu vover jeg lige påstanden: Har vi i Anders Thomas Jensen ligefrem fundet den bro, der forbinder wokeisterne og de mest reaktionære boomere om en fælles mission? Et budskab om, at ingen – hverken på den ene eller anden fløj – bør have så skide travlt med, hvad alle andre gør, siger og er?
En mere bastant pointe spøger dog i filmens tegnede intro og outro, som fortæller et eventyr om en høvding, hvis søn mister sin arm i kamp, hvorefter høvdingen bestemmer, at alle hans krigere skal have skåret armen af.
»Når hans virkelighed ikke kunne ændres, måtte virkeligheden omkring ham ændres«, lyder det fra fortælleren.
Den analogi, som kulminerer i en sarkastisk pointe om, at »endelig var alle lige meget værd«, kunne jeg godt have undværet. Her indrammes en firkantet pointe, som resten af filmen ellers er så dejligt fri for.
Men lad det nu ikke ødelægge fornøjelsen over den varme og uforudsigelighed og det væld af vanvittige indfald, som i den drevne manuskriptforfatters kyndige hånd alligevel synes logiske til sidst.
Også som biografgænger får man omkalfatret sine normalitetsbegreber i så effektiv en grad, at et Beatles-coverband af psykiatriske patienter, der spiller ABBA med bæverhatte på, pludselig virker som det mest almindelige i verden. En utrolig præstation!
Fortsæt du bare med at gøre det, du er så forbandet god til, Anders Thomas Jensen. You do you.
Kort sagt:
Anders Thomas Jensen gør alt det, vi kender ham for, i sin både voldelige, sjove og overraskende bevægende ’Den sidste viking’. Ingen gør det bedre.