En forårsaften i 1975 sad en ung mand klistret til tv-skærmen. Den legendariske Muhammed Ali var oppe imod den aldrende og hårdtslående bokser ’The Bayonne Bleeder’, aka Chuck Wepner, der denne aften fik sit livs chance i kampen om verdensmesterskabet mod den største af dem alle.
Mod alle odds kæmpede Wepner bravt og tvang den store mester ud i en maratonkamp ad femten omgange. Som en af blot fire i historien slog den ukuelige underdog endda Ali i gulvet i løbet af niende omgang, inden han til sidst måtte se sig slået på point.
Lyder det bekendt? Den unge mand foran skærmen var af italiensk afstamning og drømte mere end noget andet om en karriere i Hollywood.
Og den aften blev han ramt af lynet: I løbet af tre en halv dag skrev han kimen til det manuskript, som ikke blot ændrede hans eget liv, men både boksningens og Hollywoods historie for bestandigt.
En beskidt film med et rent hjerte
I midten af 70’erne var den amerikanske filmscene præget af det revolutionerende New Hollywoods desillusion, tænk ’Taxi Driver’, ’Chinatown’ eller ’The Conversation’. Heltene var enten psykopater, korrupte eller magtesløse ofre for et system, der altid vandt. Periodens store film var befolket af antihelte og skurke i forklædning.
Sylvester Stallone, der dengang var et ganske ubeskrevet blad, havde dog andre planer. Han var rundet af det gamle Hollywoods klassiske idealer og drømte om at lave en film med en ung italiensk bokser i hovedrollen. Rocky Balboa, en bums fra Philadelphias slum, skulle blive symbolet på, at det gode endnu engang havde en rolle at spille på det store lærred.
Det skulle dog ikke blive nogen dans på roser for den unge italiener, hvis lysende idé mødte megen skepsis. Stallone havde i årevis forsøgt at gøre sig bemærket i Hollywood, men uden held. Han skrev sideløbende på et manuskript, som udelukkende ville fungere med ham selv i hovedrollen, og han nægtede at sælge sin idé til nogen med andre præferencer.
Ingen troede på den utrænede kunstner. Trods flere ihærdige forsøg på at bryde igennem, blandt andet som skuespiller i en low rated pornofilm, nærmede han sig de 30 år uden et reelt gennembrud. Dels tvivlede man på, at han – en tilfældig og autodidakt amatør – kunne skrive et ordentligt manuskript. At han også selv ville spille hovedrollen, gjorde det ikke ligefrem lettere.
Men til sidst gav Stallones stædighed pote. Efter at have pantsat sin hund – den engelske mastiff, der skulle få rollen som Butkus i filmen – for at få råd til at skrive manuskriptet underskrev Sylvester Stallone en aftale til blot 1,1 millioner dollars med produktionsselskabet United Artists, også dengang et ekstremt lavt beløb for en spillefilm. Selskabet pålagde dog Stallone en lang række restriktioner, som han skulle følge til punkt og prikke for ikke at blive bortvist fra sin egen film.
Det lykkedes ikke desto mindre at gennemføre optagelserne uden brud på kontrakten – og endda under budget. Blandt andet med hjælp fra Stallones egen familie og bekendte, som agerede statister og spillede små biroller. Det senere så berømte steadicam og de håndholdte kameraeffekter var ligeledes en billig løsning, som viste sig at være alle pengene værd.
Optimisme ad bagvejen
Filmen lånte New Hollywoods visuelle sprog: De kornede billeder af Philadelphias slum, socialrealismen og den mørke belysning. Men hvor en karakter som Travis Bickle i ’Taxi Driver’ synker ned i mørket, bruger Rocky slummen som en affyringsrampe. Filmen ligner en tragedie, men fungerer som en hymne til den amerikanske drøm.
Hvor New Hollywood-antihelten ofte var distanceret eller intellektuel, var Rocky rent instinkt og hjerte. Stallones Rocky adskilte sig ved sin totale mangel på kynisme. Han var naiv, godmodig og følsom. Han redefinerede underdog-figuren: Det handlede ikke om at være den klogeste eller den stærkeste, men om at være den, der har mest sjæl.
Filmen er langtfra en rendyrket succesfortælling: I en klassisk Hollywoodfilm ville Rocky have vundet over Apollo Creed, men ved at lade ham tabe på point bevarer filmen forbindelsen til New Hollywoods realisme (man vinder ikke bare over verdensmesteren), men han sniger optimismen ind ad bagvejen. Rocky beviser, at drømmen ikke handler om guldstøv, men om selvrespekt.
Filmen vandt ikke blot tre Oscars ved uddelingen i 1977 foran favoritter som ’Taxi Driver’ og ’Alle præsidentens mænd’, men gav samtidig Stallone den stjernestatus, han hungrede efter. Ingen ’Rocky’ uden Sly.
Kærlighed og nederlag
Filmen er en vaskeægte metafortælling om Stallones egen historie som underdog, der trods modgang og svære kår vinder stor anerkendelse, hæder og ære.
’Rocky’ blev den bedst sælgende sportsfilmfranchise nogensinde, men spørger man Stallone selv, er den dog ikke blot en sportsfilm, snarere en kærlighedshistorie om to outcasts, der finder hinanden til sidst. I kampens hede er den hårdtkæmpende og slemt forslåede Rocky ligeglad med, hvem der har vundet. Han råber febrilsk efter sin Adrian, som til slut finder ham i mængden og omfavner den blødende bokser i et kys.
Rocky Balboa er sårbar, menneskelig og derfor også let at holde af.
Nederlaget i ringen blev hurtigt efterfulgt af store sejre i senere film. Rocky Balboa har lagt navn til intet mindre end ni spillefilm med en tiende på vej.
Fra den klassiske ’Rocky’-serie fra I-V samt efterfølgeren ’Rocky Balboa’ fra 2006 til Ryan Coogler og Michael B. Jordans anmelderroste ’Creed’-film, som bygger videre på fortællingen om den næste generation af boksere i samme univers.
Senere på året kommer så, i anledning af 50-året, ’Green Book’-instruktør Peter Farrelly med spillefilmen ’I Play Rocky’, som skildrer den kaotiske tilblivelse af den oprindelige film. Relativt upåagtede Anthony Ippolito skal spille Sylvester Stallone (han spillede sjovt nok Al Pacino i ’The Offer’, serien om tilblivelsen af ’The Godfather’), mens Matt Dillon spiller hans far.
Det menneskelige anker
Det er de færreste sportsfilm, som står distancen efter et halvt århundrede. ’Rocky’ er undtagelsen, der bekræfter reglen.
De legendariske træningsmontager er blevet kopieret vidt og bredt i diverse sports-, helte- og actionfilm. Boksesporten har dog, som med resten af Hollywood, undergået en massiv og omvæltende forandring i tiden, efter ’The Italian Stallion’ slog sine folder i ringen.
For 50 år siden var boksning mere end en simpel sport. Det var Muhammed Ali, Joe Frazier og George Foreman. De store boksere var ikke blot sportsstjerner, men også verdenskendte ikoner, som bragte boksning helt til tops som et kulturelt omdrejningspunkt.
’Rocky’ står i skarp kontrast til nutidens boksescene. Hvor virkelighedens ring nu domineres af Netflix-events og influencergimmicks, minder ’Rocky’ os om en tid, hvor boksning havde en moralsk og social tyngde. Mens boksningen som samlende kulturfænomen er forsvundet ind i fragmenterede streamingnicher, er filmen blevet allemandseje. Et kulturelt evangelium for den brede befolkning.
’Rocky’s brede appel er et relikvie fra boksesportens guldalder, hvor kampen i ringen, mand mod mand, betød mere end blot at stå øverst på skamlen. Boksning inkarnerede den amerikanske sjæl i sin reneste form. Drømmen om trin for trin at række ud efter stjernerne trods smerte, modgang og nederlag.
Mens Stallone er blevet en karikatur på sig selv, og boksningen er muteret til et bizart cirkus af YouTube-kæmpere, står karakteren Rocky stadig stærkt. Vi ser filmen i dag af samme grund, som man så den for 50 år siden: For at finde en sprække af lys i en kold og uoverskuelig verden. Dengang var det Vietnam-krig, benzinmangel og politisk korruption, i dag er det klimakrise, krigsfrygt og den gamle verdens forfald.
Rocky bliver stående, fordi han er det menneskelige anker. Han beviser, at selvom sporten dør, og ikonerne falmer, så findes der en fighterånd, som ingen algoritme kan kopiere.
Han er ikke helten, der klarer den mod alle odds ved at vinde og blive rig og berømt. Han er helten, der klarer den ved at forblive menneskelig, hvad end der sker.
’Rocky’ kan ses hos Blockbuster, Apple TV og YouTube Movies.