TENDENS. Det har længe været en kendsgerning, at vores samtid bare ikke rigtig kan finde ud af kærligheden. Færre har kærester, flere og flere fravælger sex, og nogle taler endda om en kollektiv dating fatigue.
Også i popmusikken, der ellers altid har været leveringsdygtig, hvad gælder rosenrøde romantiske fantasier, står det sløjt til.
Dansk popmusik lige nu er nemlig spækket med ulykkelige kærlighedsduetter, der hverken skildrer idyllisk tosomhed eller længselsfuldt begær, men derimod sorg, afmagt og frustration over kærligheden og dens umulighed.
Annika og Gilli. Mumle og Omar. Milo og Sira Jovina. Mille og Uro. Thor Farlov og Ella Augusta. Hver især hitter de med små, tragiske kammerspil, der krystalliserer øjeblikket, hvor relationen er uopretteligt ødelagt, og kærligheden er tabt på gulvet. Det sidste brutale skænderi, den tårevædede afsked, de første søvnløse nætter alene.
Den triste kærlighedsduet er selvfølgelig ikke et nyt fænomen. I midt-2010’erne kunne man ikke tænde for radioen uden at møde en kavalkade af amerikanske breakup-duetter – Gotye og Kimbras ’Somebody That I Used to Know’, Charlie Puth og Selena Gomez’ ’We Don’t Talk Anymore’, Pink og Nate Ruess’ ’Just Give Me a Reason’ – men sjældent har de fyldt så meget i dansk musik.
Kærligheden som et 9 til 5
Noget af det allermest fascinerende ved den aktuelle bølge af triste kærlighedsduetter er, hvor forskellige – og ikke mindst specifikke – situationer de beskriver. Også selvom de i deres dialogiske struktur og dyrkelse af urkonflikten mellem maskulin og feminin alle på sin vis er skåret over den samme læst.
Annika og Gillis ‘Bar bund’ er eksempelvis et direkte tragisk stykke køkkenvaskrealisme om to mennesker fanget i en uendelig negativ spiral, som nærmest kunne fungere som en afskrækningskampagne mod parforholdet.
I hvert fald er det sjældent, at en popsang har formidlet så meget ubehag, som Annika gør, når hun træt, desperat og nærmest grædefærdigt spørger: »Du’ så forfærdelig, er det med vilje?«. Det skulle da i hvert fald lige være Gillis svar: »Det’ ikk’ min skyld, du’ alene og ligger vågen i nat«.
Omar og Mumles ‘Hele vejen’ er mindre ubehagelig, men mindst lige så ambivalent. Sangen handler om kortvarigt at give sig hen til den anden, selvom man fuldkommen har mistet troen på, at kærligheden kan vare ved: »Ikk’ kom for tæt på / Tag din skudsikre vest på / Hvis jeg ringer op igen, så læg på«, advarer Mumle. »Bare vær’ stille, og lad mig tage dit tøj af«, svarer Omar. Ikke vildt romantisk, men umådeligt realistisk.
På Milo og Sira Jovinas ‘Det ku’ jeg ik’ se’ sammenlignes parforholdet med et 9 til 5-arbejde, som ikke bærer nogen nævneværdig løn med sig. Deres herlige måde at slynge om sig med bitterhed og beskyldninger mod den anden vil vække genklang hos alle, der har tilbragt aftener med at hælde vin op til venner, der bare lige havde brug for at brokke sig over deres dødsdømte situationship.
Thor Farlov og Ella Augustas ‘Nyhavn’ handler om at smide håndklædet i ringen og acceptere, at man ikke kan finde ud af at navigere i kærlighedens maskinrum – »Håber, du finder еn / Og jeg håber, han er bеdre end mig«, synger Farlov brødebetynget – mens Mille og Uros ‘Drømmefanger’ handler om at være hjemsøgt af minderne om et forhold, der er gået helt, helt galt.
At sidstnævnte formentlig er den mest romantiske sang i hele bundet – »Du’ alt det, som mørket tegner / Du sidder fast i min drømmefanger« er ikke noget, man skriver uden at være skudt af amors pil – siger en hel del.
Ikke noget at grine af
For nylig genså jeg det ikoniske afsnit af ’Sex and the City’, hvor Carrie bliver slået op med på en gul post-it-seddel.
»I’m sorry. I can’t. Don’t hate me«, står der på den. »The motherfucker is concise«, kommenterer den rå, bramfri veninde Samantha tørt. Situationen er lidt trist, men mest af alt helt vildt sjovt.
Popkulturen – måske især i 90’erne og 00’erne – er fyldt med værker, der spidder den ulykkelige kærlighed med et strejf af humor, og som udstiller den absurdisme, der på et eller andet plan også er på spil i hjertesorgen.
’Bridget Jones Diary’. ‘The Break-Up’. Lily Allens ’Smile’. Carrie Underwoods ‘Before He Cheats’. Popkulturen har altid vidst, at de allermest intense og voldsomme følelser også rummer en grad af komisk vanvid.
Man kan selvfølgelig ikke fælde dom over hele tidsånden på baggrund af fem sange, men det, der især slår mig, når jeg lytter til tidens bølge af kærestesorgsduetter, er alligevel, hvor alvorlige de lyder.
Der er noget ekstremt inderligt over den afmagt, Annika formidler på ’Bar bund’. Noget enormt dybtfølt over Mumles håbløshed. Thor Farlov lyder ægte tynget af fortrydelse, mens Sira Jovina rent faktisk lyder som om, hun er pisseirriteret, når hun med en lille snert af skingerhed snerrer: »Det’ var ikk’ min skyld, at han fyldte så meget / Jeg skar det i pap, at jeg ikke var klar«. Det er fascinerende, hvor lidt distance der er.
Det tyder for mig på, at sange som ’Hele vejen’ og ’Det ku’ jeg ik’ se’ langt hen ad vejen er meget sandfærdige udsagn om tidens kærlighedskrise – at de bliver sunget direkte fra selve tidsåndens blødende hjerte.
Men det tyder måske også på, at vi lige nu er frustrerede til op over halsen – at tidens popmusik er for dybt begravet i den kollektive kærlighedstræthed til, at den kan løfte følelserne til et niveau, hvor de kan blive genstand for reflektion.
For uanset, hvor gribende det er at høre totalt blottede følelser – og hvor stærke sange, vi i flere af tilfældene har med at gøre – tror jeg, at det først er, når vi hæver os over patossen og giver os selv lov til at grine, at vi rent faktisk er ved at hele det kollektivt knuste hjerte.
Indtil da må vi bare finde trøst i, at de største danske popstjerner er præcis lige så meget i krise som resten af os.