‘The Smashing Machine’: Hvis Dwayne Johnson havde været fantastisk, ville Safdie-brors wrestling-film være mere end bare god
VENEDIG FILM FESTIVAL. Den hedder ‘The Smashing Machine’ og har The Rock i hovedrollen som MMA-frontløberen Mark Kerr.
Men i sin første solofilm siden bruddet med bror Josh har Benny Safdie bedrevet, hvad jeg næsten ville kalde en anti-voldelig film, selvom den handler om at kæmpe.
Giganten i centrum er ellers slående at se på fra første øjekast. Den i forvejen abnorme wrestler og actionsstjerne ligner ikke et rigtigt menneske, mere en Tivoli-ballon, der er blevet tryllet om til en mand og idømt et dødeligt liv på jorden. Han ser falsk ud, når han trisser rundt i poloskjorter og jeans. Det eneste sted, han giver mening, er i ringen iført trusser og dræberstinstinkt.
Her ser vi ham først give sin modstander et »magnificent knee to the face«, mens han i sideløbende interviews fortæller, at der normalt kun er to ting at gøre, når man bliver ramt: visne, hævne sig og så hans personlige: »I’m gonna physically impose my will on you«.
Og så skal man for alt i verden kontrollere sine følelser, før de løber af med én, fortæller han kækt.
Hvilket kun gør det endnu mere fascinerende, da han kort inde i filmen bryder hulkende sammen alene i sit omklædningsrum efter at have tabt sin første kamp nogensinde.
Det bliver ikke sidste gang, vi ser MMA-manden, med sloganet »real American hero« trykt under sit navn på t-shirten, græde. Sved, vand og tårer smelter generelt poetisk sammen hele vejen igennem.
Safdie tegner Mark Kerr som en fascinerende fyr, der nyder at se solnedgangen fra flyvinduet, mens han lytter til croonere i sine komisk små høretelefoner. Han er demonstrativt venlig og sætter pris på skønheden i japansk keramik, når han ikke smadrer folk eller tager stoffer for at dulme det.
Men det, der gør ’The Smashing Machine’ særlig, er, at Kerrs narkomani mere er på jazzmusikermåden. Forbundet med et dybfølt forhold til kampen som kunst i stedet for indsprøjtninger af brunstighed. Opioiderne er den eneste måde, han kan lægge låg på den menneskelighed, der netop får ham til at føle alt muligt, han ikke skal, i kampens hede.
En af filmens helt store genistreger er, at kampscenerne er underlagt med musik af den belgiske jazzmusiker Nala Sinephro, der fremhæver den del af slagsmålet, som er en omfavnelse.
Selvom vi er i en helt anden verden end Luca Guadagninos ‘Challengers’, har vi at gøre med en sportsfilm, der bryder med forventningerne på en måde, der puster nyt liv i genren. Det er mere end en punktering af machomyten, men et portræt af krop og sjæl.
Samtidig er det et mærkværdigt første soloudspil fra Benny Safdie, hvor den enerverende interferens, der har udmærket ham og broren som instruktørduo med film som ‘Good Time’ og ‘Uncut Gems’, er nærmest helt slukket.
Der er stadig masser af Safdie-karakteristiska, men for eksempel ikke så meget larm. ’The Smashing Machine’ er den mest behagelige Safdie-film, jeg nogensinde har set, selvom den handler om folk, der sparker hinanden i hovedet.
På den mere private del af biopic-fronten er Mark Kerr-portrættet ikke helt så nyskabende – og mod slutningen hersker der ingen tvivl om, at den virkelige hovedperson bakker fuldt op om, hvad der udvikler sig til en sær helgenkåring.
Der kommer nogle både sortkomiske og gruopvækkende scener ud af det dysfunktionelle forhold til konen Dawn, som Emily Blunt spiller. Der er ikke den kone eller kæreste i historien, ’Oppenheimer’-skuespilleren ikke kan give lidt saft og kraft.
Men den grundkraft, der præger hendes præstation, kommer mest af alt til at udstille, hvilket dramatisk overskud Johnson mangler.
For selvom der er mange geniale ideer i ’The Smashing Machine’, er Dwayne Johnson ikke den mest fuldbyrdede af dem. Han er god, men ikke en kapacitet og et hjerte på samme måde som Mickey Rourke i ’The Wrestler’ eller Adam Sandler i ’Uncut Gems’.
Og filmen kommer i sidste ende til kort, fordi han ikke har den emotionelle dybde, det kræver at levere de afgørende følelsesmæssige mavepustere.
Det er synd. For selvom ’The Smashing Machine’ er god, kunne den have været fantastisk, hvis Dwayne Johnson havde været det.
Kort sagt:
I sin første film på egen hånd tager Benny Safdie både sportsfilmen og Safdie-stilen et nyt jazzet sted hen, der er mere filosofisk end voldeligt. Men den får aldrig helt flået torsoen op på Dwayne Johnson.