Tvivlen indhenter Aphaca på ‘Vi pumper hjertet op’ – deres måske smukkeste sang til dato

Tvivlen indhenter Aphaca på ‘Vi pumper hjertet op’ – deres måske smukkeste sang til dato
Aphaca. (Foto: Johanna Hvidtved)

SINGLE. Det bliver næppe Aphacas næste hit.

Eller, hvem ved, de fire venner har trods alt kunnet gå på vandet i år, måske bedst eksemplificeret ved de tusindvis af fans, der tidligere på ugen stimlede sammen i Enghaveparken for at fejre sangens udgivelse.

Men der er alligevel noget ved ‘Vi pumper hjertet op’, der får én til at tænke, at den nye single ikke kommer til at resonere helt lige så meget med radiolytterne, som bandet ellers har for vane.

Det handler selvfølgelig om formen: Med sine mere end fem minutter er ’Vi pumper hjertet op’ blandt Aphacas længste sange overhovedet, og en stor del af dem går med stemningsmættede instrumentalstykker, som blandt P3-favoritterne i højere grad leder tankerne mod Kayak.

Der er knap nok et hook at holde fast i. Et modigt valg for et band som Aphaca, hvis kometkarriere i høj grad skyldes deres evne til at skrive skæve, men alligevel skrålevenlige omkvæd.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men mest bemærkelsesværdigt er den snert af tvivl, der rumsterer i de rumklangstunge guitarer og i Rumle Hueg Kærsås hæse vokal, selv når han igen og igen fastslår, at han altså »tror på den her tosomhed«. På én gang mere apatisk og mere inderlig, end han nogensinde har lydt.

Det er ikke, fordi bandet aldrig tidligere har dyrket melankolien – mere end nogen anden sang i diskografien minder ’Vi pumper hjertet op’ vel om ’Hjertet på gaden’ – men de har aldrig gjort det så overbevisende.

I en pressemeddelelse forklarer Kærså, at sangen handler om, »hvordan kærlighed kan bygge dig op for så at brænde alt ned«. Der er en tvetydighed på spil her, som jeg personligt har savnet i deres musik.

Og det klæder dem! Ikke mindst til sidst, hvor den mestendels akustiske ballade vokser sig til et svimlende crescendo med svævende falsetsang og messende korvokaler, og som jeg kun kan forestille bliver et storslået øjeblik, når bandet næste år indtager Parken. Payoffet er enormt.

Det er ikke ligefrem opskriften på en chart-topper. Til gengæld har Aphaca udgivet deres måske smukkeste sang til dato.

Aphaca. 'Vi pumper hjertet op'. Single. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af