Leonardo DiCaprio kan alt, men vælger at være grim, dum og kikset – heldigvis!

Jeg har aldrig grinet så meget af Leonardo DiCaprio, som jeg gjorde i Paul Thomas Andersons biografaktuelle ’One Battle After Another’.

I et tidligt højdepunkt ser vi ham med en ynkelig lille ’fuck systemet’-hestehale i nakken, iført en lidt for stram sort hættetrøje råbe »viva la revolución!« med samme gravitas som en teenager, der lige har stukket en Che Guevara-badge på sin skoletaske.

Hans karakter, sprængstofseksperten i den rå oprørsgruppe The French 75, bliver i øvrigt kaldt »Ghetto-Pat«. På et bagsæde efter en vellykket aktion skal han bekræfte for sin udkårne – den iskolde actionwoman og gruppeleder Perfidia – hvor meget han elsker sorte piger. En dialog så anakronistisk kejtet, at den minder om musicalen ’Hair’s sang om ’Black Boys / White Boys’-sekvens.

Senere i filmen møder vi »Ghetto-Pat« igen, 16 år efter han har lagt ungdomsaktivismen på hylden. Han hedder nu Bob og er far til en teenagedatter, hvis nonbinære vens pronomen han nægter at anerkende.

I eksilet fra sin fortid som revolutionær har han i stedet dedikeret sig til et liv som »stof- og alkoholelsker«, hvilket mest går ud på at sidde skæv foran fjernsynet og se den legendariske krigsfilm ’Slaget om Algier’ fra 1966 (et billede, hvis morsomhed stiger, jo mere irriterende man er).

Tidsfordrivet afbrydes dog, da han pludselig må flygte iført sin næsten lidt The Dude-agtige badekåbe, som han beholder på resten af filmen. Outfittet tilføjes også et par af den slags solbriller, gamle mennesker putter udover deres rigtige briller.

Der er på intet tidspunkt tvivl om, at vi glor på Leonardo DiCaprio, der udfolder sit talent på fornemmeste vis. Ellers er det slet ikke sikkert, at vi ville kunne holde ud at være sammen med Bob.

Men det er alligevel meget sigende for, hvad der efterhånden udgør en Leonardo DiCaprio-rolle, at verdens førende filmstjerne i højere og højere grad helliger sig karakterer så »uhumske«, at »man næsten kan fornemme hans svidende kropslugt gennem biograflærredet«, som Soundvenues anmelder eksempelvis skrev.

Selvom ’One Battle After Another’ og den generelt overrumplende modtagelse ikke ligefrem får projektet til at ligne et sats – det er en virkelig god rolle i en film af en af verdens bedste instruktører – vidner den altså også om en i stigende grad løssluppen Leonardo DiCaprio.

Hvilket man bliver ret taknemmelig for, når den kommer fra en mand, der principielt kunne have valgt aldrig at sætte sig selv på spil. For som Christian Bale forklarede GQ i 2022 har DiCaprio en status, der nærmest gør ham til førstevalget til alle roller overhovedet: »Lige meget hvilken rolle nogen får den dag i dag, så er det fordi, han har takket nej til den på forhånd«.

Startede med at savle

Hele Leonardo DiCaprios gennembrud beror i grunden på en vis uforfængelighed, da han som ganske ung – efter at have været børneskuespiller i forskellige sitcoms – brød igennem som Johnny Depps handicappede og storsavlende lillebror i ’What’s Eating Gilberg Grape’, hvilket fik ham Oscar-nomineret i en alder af 19 år.

Efter milepæle som ’Romeo+Juliet’ og ’Titanic’ blev det i stedet vekslet til en status som savlens heartthrob-objekt, hvorefter han op igennem 00’erne påbegyndte sit livslange Martin Scorsese-samarbejde med ’Gangs of New York’, ’The Aviator’ og ’The Departed’. Det blev en stilsikker vej til mørkere og psykologiske portrætter som i ’Shutter Island’, og med ’Inception’ fra 2010 føjede han Christopher Nolan til folden af allstar-instruktører.

Som taget ud af karrierehåndbogen for en succesfuld mandlig filmstjerne.

Året efter flirtede DiCaprio måske for første gang alvorligt med både den fysiske og moralske grimhed i sit Oscar-baitende Clint Eastwood-instruerede portræt af den kontroversielle historiske FBI-direktør J. Edgar Hoover, hvor han bar både ansigtsproteser, tyndhårsfrisure og hemmelig homoseksualitet.

Og så kom ’Django: Unchained’, hvor stjernen sammen med Quentin Tarantino gik langt mere amok som den afskyvækkende og forlorent fisefornemme slavehandler Calvin Candie. Løbende blev de underspillede funnybones også luftet lidt mere dedikeret med ’The Wolf of Wall Street’ som den ultimative forening af nerve og gag.

Sjov kan man ikke kalde hans dyreflænsende forfrosne Oscar-ridt i ’The Revenant’, men den voldsomme fysiske præstation står også som et væsentligt skridt væk fra alt, man kan kalde kedeligt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

I ’Once Upon A Time in Hollywood’ var DiCaprios præstation den absolut mest sårbare sammenlignet med Brad Pitt. Som den falmende western-tv-stjerne Rick Dalton fortsatte han det komiske, men turde også lufte faldgruberne ved at ældes og have alles øjne på sig. Tænk bare på scenen, hvor Dalton bryder fuldstændig sammen i sin trailer, fordi han har glemt sine replikker.

Som opportunist-idioten Ernest Burkhart i ’Killers of the Flower Moon’, der gifter sig til den rige Osage-stamme-kvinde Mollies (Lily Gladstone) penge, må man sige, at Leo peakede i både grimhed og dumhed med overraskende overbevisning.

En god hykler

Det klæder Leonardo DiCaprios til tider lidt opkørte helgen-profil i hans eget liv, at han går mere røvhulsagtige veje på det store lærred. Det er faktisk på sin vis lidt ironisk, at han slipper afsted med et så vindende portræt af en politisk og idealistisk hykler i ’One Battle After Another’.

For godt nok har han status som både en folkekær stjerne og berømmet klimaforkæmper (»Actor and environmentalist«, som hans IG-bio lyder), der mødtes med Greta Thunberg og har advokeret og produceret adskillige dokumentarer om miljøsager.  »Klimaforandringerne er virkelige«, lød det, da han endelig vandt sin Oscar.

Men Leonardo DiCaprios privatliv bliver også ved med at bringe løftede øjenbryn med sig, og for en yngre generation vil jeg vove den påstand, at han til tider er lige dele meme og moviestar.

I sommer deltog han under en slet maskerende baseballkasket i Jeff Bezos spektakel-bryllup i Venedig, som blev mødt af protester fra byens indbyggere på grund af miljøbelastninger. Imens berettede hans Instagram-profil om biodiversiteten på den chilenske ø Guafo.

Mens andre taler om folkemord i Gaza, har skuespilleren fortsat investeringer i et gigantisk (men hey, øko-certificeret!) luksushotel uden for Tel Aviv i Israel.

Og selvom DiCaprio igen og igen hyldes for sin gode smag i instruktører (som under hans mærkværdige besøg i Kelce-brødrenes podcast sidste uge), har han ikke arbejdet sammen med en kvindelig en af slagsen siden 1995. En statistik, der ikke nødvendigvis er så usædvanlig for de stjerner, man ellers sammenligner Leonardo DiCaprio med (Angelina Jolie er eksempelvis den eneste kvindelige instruktør, Brad Pitt har arbejdet med), men stadigvæk kan være svær at fatte.

For samtidig er det også svært at anfægte de professionelle valg, han rent faktisk har truffet. Hans seneste samarbejde med Scorsese i ‘Killers of The Flower Moon’ var langt mere kompleks end ikonisk instruktør+ikonisk skuespiller=fed film-regnestykket.

I modsætning til mange af sine største generationsfæller er han hverken overeksponeret, besat af at lave sine egne stunts eller mest i stand til at spille sig selv. Han er også sluppet gennem en lang Hollywood-karriere uden større skandaler, skilsmisser eller stofmisbrug.

32 år indeni

I forbindelse med ’One Battle After Another’ trak det overskrifter, da DiCaprio fortalte, at han mentalt føler sig 32 år gammel.

Et svar, der kunne opfattes umodent – især hvis man tager hans hang til at date modeller under 25 med i ligningen (‘too old for Leo’-joken er så mainstream, at stjernens ansigt og ordene »Nooo don’t turn 25 your so sexy aha« prydede Sabrina Carpenters fødselsdagskage, da hun rundede det skarpe hjørne).

Men karrieremæssigt har det muligvis sine fordele, at Leo ikke nødvendigvis vælger roller som en mand på 50, selvom hans ungkarleprivatliv næsten er en gen x-kliché.

Det kan virke latterligt at rose en af verdens mest feterede skuespillere for at være god til sit arbejde. Så god at det meste andet, han foretager sig, virker ligegyldigt. Samtidig har det aldrig været givet, at en mand med hans førsteelskerbaggrund, udseende og karisma ville være i stand til at overbevise som så kikset, ond eller grim, som DiCaprio gør det for tiden.

På stående fod er skuespilleren tilknyttet otte kommende film. En med Steven Spielberg og fem med Martin Scorsese. Men samlet set spænder de kommende roller fra vovehalsen Evil Knievel hos ’La La Land’-instruktør Damien Chazelle til kultlederen Jim Jones (fra The Jonestown Massacre) og to forskellige amerikanske præsidenter. Og så en gangsterfilm med Dwayne Johnson på Hawaii. Selvom hans samarbejdspartnere er forudsigelige, er rollevalgene det ikke.

Da nyheden om en Paul Thomas Anderson-film med Leonardo DiCaprio i hovedrollen først ramte, tænkte mange, at det ville blive ’There Will Be Blood’ 2.0.

I stedet fik vi en gennemført selvironisk jagtfilm med Leo som en virkelig pinlig far. Det kan man næsten kun fryde sig over.