»Du er ikke Tom Cruise. Du bliver aldrig Tom Cruise. Hvorfor gjorde du det her?«
Sådan kørte det rundt i hovedet på Glen Powell, da han for et par år siden hang nogle kilometer oppe i luften og kæmpede med at få sin faldskærm til at fungere efter at have hoppet ud af et fly.
Hvordan var han havnet der? Tom Cruise havde tvunget ham til det!
Cruise havde i forbindelse med optagelserne på ’Top Gun: Maverick’ plaget Powell om, at de skulle skydive, men da det endelig blev en realitet, var det i en lidt anden konstellation end forventet, fortalte han i 2022 hos Jimmy Fallons ’The Tonight Show’.
For Tom Cruise ville have den dengang relativt uprøvede skuespiller til at springe alene ud fra flyet – altså uden en ledsager. Powell var lamslået, men gjorde det og overlevede ovenikøbet.
Det kan godt være, at Glen Powell hverken er eller bliver Tom Cruise. Men han er godt i gang med at skabe sig et navn i egen ret. Og lige siden netop den populære flyvefilm har Cruise været hans trofaste mentor.
Vi har tidligere set unge skuespillere trække på ældre stjerners erfaring og pondus. Michael B. Jordan fik hjælp af Denzel Washington. Bradley Cooper trak på Robert De Niro.
Men få mentor-protegé-relationer har været så intense og altoverskyggende, som hvad Cruise og Powell har kørende.
Cruise er således Powells foretrukne coach i forbindelse med alt, der hedder Hollywood. Igennem et hav af interviews har den 37-årige stjerne fra film som ’Hit Man’, ’Twisters’ og ’Anyone But You’ på næsten grotesk vis refereret til tips og tricks fra sin Master Yoda.
Medierne har selvfølgelig luret, at de kan udspørge Glen Powell om Cruises bidrag i en hvilken som helst sammenhæng, og på den måde har vi fået et helt arsenal af gode anekdoter de seneste år.
Nu spiller lærlingen hovedrollen i Edgar Wrights action-remake ’The Running Man’, og også her har Cruise selvfølgelig været involveret. I den anledning har vi samlet de livslektioner, Powell har været så velsignet at få fra sin mentor.
Første lektion: Skab dine egne roller
Det var som sagt i ’Top Gun: Maverick’-sfæren, at grundstenene for venskabet blev lagt.
Powell havde oprindeligt været til audition på rollen som Rooster, men den gik til Miles Teller. I stedet blev han tilbudt den noget mindre tjans som Hangman – ikke mindst fordi Cruise rigtigt godt kunne lide ham.
Powell var usikker på den lille rolle, men kun indtil Cruise fortalte ham, hvordan han selv arbejder med at forbedre og tilpasse sine roller. Aha! Powell kunne jo gøre det samme, så han fik lov til at modificere karakteren. Rådet var faktisk så godt, at det efterfølgende blev skrevet ned i Powells »icon wisdom journal«. Hvem og hvad mon ellers er inkluderet i den notesbog?
»Jeg sagde min ting til Tom omkring, hvad jeg gør, og hvad jeg gør godt, og han lyttede. Tom er en lytter. Han lytter til filmholdet, til sine samarbejdspartnere, og han hører folk«, har Powell fortalt til GQ.
Det tætte venskab blev ikke blot næret under optagelserne, for Cruise udsatte Powell for diverse absurde situationer off screen. Ud over skydive-episoden fløj Cruise på et tidspunkt sin discipel tilbage til London i helikopter efter en dag på set i det legendariske Pinewood Studios.
Rimelig blæret, men Cruise kunne ikke dy sig for en god gammeldags prank – og lod ifølge Powells beretning, som om de var ved at styrte ned.
Guys will be guys.
Anden lektion: Lær at flyve
Hvad så med dengang hvor Cruise havde lejet en hel biografsal i L.A., for at Powell mutters alene kunne sidde og se en seks timer lang video, som kun ’Mission: Impossible’-stjernens allerheldigste inner circle-venner får lov at bevidne?
Efter sigende er videoen én lang gennemgang af alt, Cruise ved om at lave film. For eksempel en systematisk demonstration af, hvordan et kamera fungerer. Og så selvfølgelig en masse om fly.
Powell husker tilbage på oplevelsen således: »Den sjoveste del var om flyvning. Han havde sammensat hele den her flyskole og var vitterligt sådan ’det her er, hvad et fly er. Det her er sådan, ting flyver. Her er hvordan lufttryk fungerer’«.
Passende nok gav Cruise også reelle flyvetimer til Powell i gave, og da han havde bestået dem, gav han ham stuntlektioner. Er Cruise simpelthen ved at lave en ’The Substance’ på sin yngre kollega?
Tredje lektion: Skru ned for lyden
Cruise vejleder også, når det brænder på i privaten.
Kan du huske, da Glen Powell spillede over for Sydney Sweeney i box office-baskeren ’Anyone But You’?
Det var i samme periode, hvor forholdet til ekskæresten Gigi Paris gik i stykker – delvist som følge af Powell og Sweeneys åbenlyse flirt for rullende kameraer i diverse interviews. Det fortalte Paris i hvert fald selv i podcasten ’Too Much’ i sommer.

Da forholdet brast, stod Cruise selvfølgelig klar:
»Tom sagde praktisk talt: ‘Hey, det kommer til at blive virkelig, virkelig højt. Det er dit job at skrue lyden ned. Og det her med at skrue lyden ned og stole på min egen mavefornemmelse har været Guds gave til mig«, forklarede Powell for nyligt til GQ. Og med Gud mener han altså umiddelbart Tom Cruise.
Fjerde lektion: Få styr på dine protesenæser
Glen Powells seneste rolle var i Disney+-serien ’Chad Powers’. Her vil den skarpe seer bemærke, at Powell ikke helt ligner sit perfekte selv – i stedet er han, i hvert fald i store dele af tiden, en kikset hillbilly med bøvet hår og en solid protesenæse.
Her kan Tom Cruise da næsten ikke have haft noget at bidrage med?
Tro om igen. Cruise var jo selv igennem en fysisk transformation til sin rolle som Les Grossman, dengang han lavede ’Tropic Thunder’ med blandt andre Ben Stiller.

»Tom var ekstremt hjælpsom med at guide mig til ikke at gå ned ad den forkerte sti i forhold til proteserne. Som med meget andet i mit liv var han mit første opkald. Jeg var sådan ’Okay, hvordan slipper man rent faktisk afsted med det her?’ Fordi Les Grossman er en ikonisk karakter og en meget tredimensionel karakter«, har Powell fortalt til The Hollywood Reporter.
»Jeg bruger ham altid som ressource. Han har spillet alle karakterer i bogen. Så i forhold til proteser pegede han os i den rigtige retning for at sikre, at det ville fungere. Vi takker TC for det«.
Femte lektion: Lær at løbe
Nu kan Glen Powell snart opleves i sin mest fysisk krævende rolle hidtil som Ben Richards i Stephen King-filmatiseringen ’The Running Man’ – Edgar Wrights første film siden den undervældende ’Last Night in Soho’ fra 2021. Og det ligger jo lidt i titlen: Glen Powell skal løbe!
Så er det sandelig heldigt, at han også her har kunnet trække på den mest filmiske løber af dem alle, en mand, som i endeløse ’Mission: Impossible’-stunts har perfektioneret sin sprint på vakkelvorne tagrygge.
»Da jeg blev castet, var Tom mit første opkald … for at lære at løbe. Han sagde: ’Film dig selv løbe så snart som muligt. Du ser ikke så sej ud, som du tror’. Og det gjorde vi så. Når man snakker med de her løbetrænere, siger de, at der kun er én skuespiller, der ved, hvordan man løber på skærmen. Det er Tom Cruise«, fortalte Powell ifølge Deadline på scenen ved CinemaCon tidligere i år.

Men Tom Cruise har ikke blot hjulpet Glen Powell med at fuldende sin løbeteknik. Han var også grunden til, at Powell overhovedet slap levende fra optagelserne til ’The Running Man’. I et interview med Entertainment Weekly har han forklaret, at han i en to en halv times samtale med Cruise søgte råd om, hvordan man får stunts til at se autentiske ud, men også hvordan man overhovedet overlever:
»Han var meget klar omkring, hvordan rejsen ser ud. En ting var tydeligt at forklare, at stunts gør lige så ondt som the real thing. Tom er ikke bare en af de største skuespillere, men en af de største stunt-udøvere. Og at have ham som ven og mentor for at sikre, at jeg overlevede den her film, var ekstraordinært«.
Sidste lektion (fra os): Lyt ikke til alt, Tom Cruise siger!
Det er en tæt bromance, Glen Powell og Tom Cruise har bygget op. Men forhåbentligt lærer eleven også at klare sig selv uden sin senseis beskyttende hånd.
Powell skal jo gerne skabe sit eget navn ud fra sine egne erfaringer. Han har da også allerede afvist nogensinde at skulle overtage ’Mission: Impossible’-faklen fra Cruise med den simple begrundelse, at hans mor aldrig ville lade ham gøre det. Og måske er det heller ikke i længden en fordel konstant at blive sammenlignet med Tom Cruise?
I første omgang kan man blot håbe på, at Glen Powells indre stemme råber vagt i gevær, hvis Tom Cruise en dag hiver en Scientology-indmeldingsblanket frem over en øl.
Her er nok ét råd, Powell næppe ønsker at skrive ned i sin icon wisdom journal.
’The Running Man’ har biografpremiere den 13. november.
