Den danske rettighedsorganisation Koda sagsøger den amerikanske AI-musiktjeneste Suno for at have stjålet danske kunstneres musik.
Med få klik og simple prompts kan Suno generere fulde musiknumre, der til forveksling lyder som sange, de fleste af os allerede kender. Det kan lade sig gøre, fordi Suno uden hverken tilladelse eller betaling kopierer danske kunstneres sange.
Det gælder hits som ‘Barbie Girl’ af Aqua, ‘Final Song’ af Mø, ‘Sleeping My Day Away’ af D-A-D og ‘Move Your Feet’ af Junior Senior. I samtlige tilfælde har Koda konkrete beviser for, at det enkelte værks ophavsret er blevet krænket. Beviserne kan høres på Kodas hjemmeside.
Det er første gang, at en dansk rettighedsorganisation lægger sag an mod en AI-tjeneste. Ifølge Kodas direktør, Gorm Arildsen, sætter søgsmålet fokus på en grundlæggende konflikt mellem den måde, AI misbruges af en række tjenester og respekten for kunstneres ophavsret.
»Kunstig intelligens har et stort potentiale og kan fungere som et inspirerende og kreativt værktøj. Men i dette tilfælde er der tale om, at en amerikansk tech-virksomhed med åbne øjne har stjålet den danske musikarv og nu bruger den til at bygge deres egen konkurrerende forretning«, udtaler han i en pressemeddelelse.
»Det er ikke innovation – det er historiens største musiktyveri. Det er ulovligt, og det er en trussel mod økonomien i dansk musik og vores fælles kultur«.
Tilbage i september udgav Koda sammen med brancheorganisationen IFPI en rapport, der kortlagde konsekvenserne af AI-genereret musik for den danske musikbranche.
Alene i 2030 forventes AI-genereret musik at medføre et årligt omsætningstab på rundt regnet to milliarder kroner, hvilket svarer til 28 procent af omsætningen. I årene frem til 2030 betyder det et samlet tab på cirka 6,9 milliarder kroner.
Derfor er Suno kun ét eksempel på et langt mere omfattende problem, der ikke kan løses med et enkelt søgsmål. Ifølge Kodas juridiske og politiske direktør, Nicky Trebbien, er der brug for politisk handling.
»Hvis vi stadig i fremtiden vil have en masse dygtige kunstnere, der laver ny, dansk musik, så kræver det, at vi værner om vores musikliv, og at vi ikke overlader det til kyniske tech-virksomheder og deres algoritmer at forme og fortælle vores historie«, udtaler han og fortsætter:
»Der er brug for politisk handling nu, så vi kan sikre, at AI-musiktjenesterne over en bred kam udvikler sig på en ansvarlig måde«.
Jesper Binzer, frontmand i D-A-D og en af sangskriverne bag ‘Sleeping My Day Away’, som er blandt de sange, Suno har kopieret, er enig.
»Vi skal ikke være bange for ny teknologi, men her har Suno jo direkte taget sange, der tilhører andre og smidt dem ind i deres maskine. I vores tilfælde ‘Sleeping My Day Away’. Det er jo helt vildt. Det er vores talent, der ligger i maskinerne. Det er simpelthen vores talent, Suno har taget. Det er blod, sved og tårer«, udtaler han.
Ved sidste års investeringsrunde blev Suno værdiansat til 500 millioner dollar – over tre milliarder danske kroner.
