5. Hvor Er Skygge ‘Valmue’
Med en piskesmældslignende start-stop-struktur, ruskende trommer, totalt manipulerede vokaler, en legesyg trompet og en outro spillet på det, der lyder som et celeste – alt sammen vævet ind i et massivt lydtæppe af drømmende guitarer – lyder ‘Valmue’ som intet andet.
Danske Hvor Er Skygge har aldrig været som de andre børn i skolegården –sidste års debutalbum, ‘Sommetider evig forårsregn’, vekslede mellem shoegaze, vaporwave og synth-funk for pludselig at kulminere i en jazzet klaverballade – men på ‘Valmue’ går han til nye ekstremer.
En Frankenstein-agtig hybrid, men ikke desto mindre både underholdende, dragende og sært berusende at lytte til. Så berusende faktisk, at selv en lang, arenarocket guitarsolo føles passende. Hvilket er en bedrift.
4. Underscores ‘Do It’
I en slags nyfortolkning af lyden på Justin Timberlakes ‘FutureSex/LoveSounds’ kombinerer den amerikanske producer Underscores på sin nye single et tungt elektro-groove, retrofuturistiske blib-blob-lyde og et iturevet guitarsample.
Men hvor Timberlakes hedonistiske r’n’b-pop var 100 procent krop, er Underscores’ musik ren hjerne.
Her er ingen sitrende berøringer, ingen feromoner – »sexy« har været væk længe og bliver ikke bragt tilbage lige foreløbig – men derimod en juridiskbindende kontrakt, der skal underskrives. Bogstaveligt talt.
»Do you like rough sex? / What kind of car you drive? / If I left for three months / And I turned my phone off / Would you wait here for me?«, spørger hun tørt en potentiel partner, inden hun endnu mere tørt tilføjer: »Sign on the dotted line«.
3. Smerz feat. Clairo ‘You Got Time and I Got Money (VVTZJ Edit)’
Den norske duo Smerz har netop udgivet deres fremragende album ‘Big City Life’ i en såkaldt ‘Edits’-udgave, hvor en lang række af fortrinsvis danske kunstnere gentænker albummets sange.
Med navne som Astrid Sonne, Haloplus+, Molina, Erika de Casier, Fine, Elias Rønnenfelt, ML Buch og Clarissa Conelly befinder vi os på velkendt territorie hos den hypede københavnske undergrundsscene, som Smerz også udspringer fra.
Der er dog især ét navn, der skiller sig ud fra mængden. Det drejer sig om den amerikanske alternative popstjerne Clairo, der gæster en udgave af balladen ‘You Got Time and I Got Money’ – en sang, vi tilbage i juli kårede som en af halvårets bedste.
Det nye edit fremhæver sangens 60’er-vibe. Med et majestætisk klangrum, der omslutter Clairos sødmefulde falset, og Smerz’ dramatiske recitation lyder sangen pludselig som en gammel syvtommer, pigegruppen The Shangrilas kunne have udgivet i 1965.
Hvilket er noget nær det bedste, en sang kan lyde som.
2. Sebastian Wegener ‘Jeg ville ønske jeg kunne tage smerten selv’
Sebastian Wegener lægger generelt ikke fingre imellem, men dette højdepunkt fra Joyce-frontmandens solodebut, ‘Naturen’ – en sang om et kort stævnemøde, der munder ud i en graviditet og en efterfølgende abort – er alligevel bemærkelsesværdigt i sin rå intimitet.
Wegener skriver både nøgternt og poetisk om et emne, som oftest bliver skildret på måder, der er ingen af delene.
»Og vi sad lidt tid og kiggede på hinanden / Vi to fremmede, der nu havde skabt et liv / Et par timers tids så er det væk igen / Jeg ville ønske, jeg kunne tage smerten selv«, synger han følsomt, men uden patos.
Det sidste minut er et usædvanligt smukt, ordløst coda af forsigtige guitarmelodier. Måske fordi alt, der skal siges, allerede er blevet sagt.
1. Rosalía ‘Mio Cristo Piange Diamanti’
Selvom utallige rigmænd forsøgte at forføre (og bestikke) hende, nægtede den italienske mystiker Clara af Assisi at gifte sig med en anden mand end Jesus Kristus.
Beslutningen var både rodfæstet i religiøs fromhed og i feministisk frihedstrang. Kun gennem et liv viet til gud kunne middelalderens kvinder undslippe ægteskabets klør.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor en individualist som Rosalía ville føle sig tiltrukket af sådan en figur – og kun naturligt, at hendes ode til Clara, ‘Lux’-højdepunktet ‘Mio Cristo Piange Diamanti’, hører til blandt de største, mest gribende sange, hun nogensinde har skrevet.
»Min kristus græder diamant«, lyder den direkte oversættelse af titlen. Et billede, der er præcist lige så smukt som den sang, der ledsager det.
Sunget udelukkende på italiensk og akkompagneret af et af albummets – relativt set – mere tilbageholdende orkesterarrangementer, er sangen en enestående præsentation af verdens ottende vidunder aka Rosalías stemme.
Har man hørt opbygningen fra de intime, nærmest hviskende vers til sangens episke crescendo, hvor Rosalía med hele sin stemmes kraft kaster sig ud i randen af sit register, har man oplevet et glimt af den sjælelige renselse og guddommelige skønhed, Clara så i sine visioner.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: