Rian Johnsons hyggelige krimiserie ‘Poker Face’ med Natasha Lyonne som den levende løgndetektor Charlie Cale er netop blevet aflyst efter to sæsoner. Seriens amerikanske hjem, streamingtjenesten Peacock, har således valgt ikke at bestille en tredje sæson, skriver Deadline.
Johnson og Lyonne håber dog på at kunne genoplive ‘Poker Face’ hos en anden streamingtjeneste, der skal forpligte sig til to nye sæsoner – med et betydeligt twist på rollelisten.
Duoen har nemlig planer om simpelthen at lade Peter Dinklage overtage hovedrollen som Charlie Cale. Det bekræfter de over for Deadline.
»Vi har sammen fostret dette næste skridt, siden vi skrev sæson to-finalen«, udtaler Johnson og Lyonne til mediet. »Vi elsker vores ‘Poker Face’, og dette er den perfekte måde at holde den kørende på. Giv os lidt tid, og måske ser vi Charlie Cale igen ude på den åbne landevej«.
Lyonne har hele tiden også ageret producer samt lejlighedsvis manuskriptforfatter og instruktør på ‘Poker Face’, og hun vil fortsæt være bag kameraet, hvis de lykkes med at genoplive serien.
Soundvenues anmelder Luna Ehlers var godt underholdt af anden sæson, der landede på danske SkyShowtime tidligere i år.
»Anden sæson af ’Poker Face’ er muligvis ikke lige så skarp og velfortalt som den første, men det er fortsat mere end fornøjeligt at glo på denne supercool whydunnit-serie takket være skæv humor, 70’er-lækkerhed og Natasha Lyonnes formidable hovedkarakter«, skrev hun i anmeldelsen og kvitterede med fire stjerner.
Hvordan serien vil fungere uden Lyonne i front, får vi – måske – at se engang i fremtiden.
