Billie Eilish havde et klart budskab, da hun i forrige uge fik overrakt en pris til Wall Street Journals Innovator Awards: Hun er ikke begejstret for milliardærer.
Til eventet gjorde hun sig bemærket ved at prikke til flere af aftenens fremmødte rigmænd ved at opfordre dem til at bruge mere af deres rigdom på velgørenhed.
Hun fik også gjort sin generelle skepsis over for milliardærstatussen helt klart: »Hvis du er milliardær, hvorfor er du så milliardær? Intet had, men ja. Giv jeres penge væk, shorties«.
Nu retter Eilish sin frustration mere direkte mod verdens nuværende rigeste mand, nemlig techmogulen Elon Musk, skriver Billboard.
Vreden kommer i kølvandet på en ny aftale, der giver Musk mulighed for at blive den første trillionær i verdenshistorien. Det er altså en formue på 13 cifre, som kan nås, hvis han lykkes med en række forretningsmæssige mål.
På sin Instagram-story har Eilish repostet en serie af infografiske billeder, der viser, hvad den potentielle trillionær rent faktisk vil kunne bruge sin formue på, hvis han når den økonomiske bjergtop.
Blandt disse er muligheden for en komplet afskaffelse af hungersnød, en redning af kritisk truede dyrearter samt en genopbygning af både Gaza, Ukraine og Syrien.
Story-rækken afsluttes med et par hårde ord rettet mod Tesla-CEO’en: »Fucking patestiske pussy bitch kujon«.
Eilish har selv gjort en dyd ud af at bruge sin formue på velgørerenhed. Til Wall Street Journals-eventet annoncerede hun, at hun havde doneret 11,5 millioner dollars (næsten 75 millioner kroner), som hun havde indtjent på sidste års ‘Hit Me Hard and Soft’-verdensturné.
De mange millioner gik til en række forskellige organisationer, der blandt andet har til formål at bekæmpe miljømæssige risici og hungersnød.
