Held og lykke med at google dig frem til danske 100’s sælsomme debut-ep. Du finder den aldrig
EP. Næstefter at kalde sig selv 100 må den mest sikre måde ikke at blive hørt være at kalde sin ep ’Jihad’. Prøv at google dig frem til denne debut fra den dansk-tunesiske kunstner Mia Ghabarou. Du finder den aldrig.
Det er en skam for de af os, der oplever en uimodståelig trang til at anbefale ’Jihad’ – en af årets uden tvivl mest sælsomme og eksperimentelle danske popudgivelser – til alle og enhver, men det føles også helt i tråd med ep’ens hemmelighedsfulde grundstemning.
’Jihad’ minder i sin konstruktion om et bygningsværk skabt af helt enkle grundelementer. Dramatisk anslåede klaverakkorder, langstrakte, dybt teksturerede synth-flader og en stemme, der er så autotunet, at den nærmest er hugget i sten.
Men over det simple fundament hæver sig stejle minareter af forvrænget elektronik, mens der bag facaden tegner sig et væld af mystiske korridorer af klassisk instrumentation, som pludselig ender blindt.
100 vil af nogen være kendt som den ene halvdel af performance-duoen Pamela Angela, der i flere år var fast inventar på den danske eksperimentalscene. Jeg hørte første gang ’Jihad’-højdepunktet ’New Day’ på en festival i 2022, og sangen bevægede sig øjeblikkeligt mod det center i hjernen, hvor ting sidder uløseligt fast.
På trods af den outrerede produktionsstil, der kan forekomme nærmest fjendtlig i sin kølige stringens, er ’Jihad’ fuld af den slags øjeblikke. Små melodier, der kravler ind under huden og bider sig fast, fraseringer og formuleringer, der sigter efter hjertet og rammer usandsynligt hårdt.
Som den først anklagende og senere magtesløst apatiske levering af »you’re never off limits and you’re never fully in it« i den ironisk betitlede ’Hot Boy Heaven’. Eller de klagende strygere, der pludselig akkompagnerer en hjerteskærende falset i midten af ‘Why Do You Pretend That You Can’t Stay’.
Mest gribende er dog ’New Day’, der med hjælp fra et sakralt orgel og vidunderlige melodilinjer, der snørkler sig om hinanden som i en arabesk, skitserer konturerne af en kærlighedstrekant, hvor alle sårer hinanden.
Pludselig forstår man, hvorfor ep’en hedder ’Jihad’, et arabisk ord for »anstrengelse«, der blandt andet henviser til individets kamp med sig selv for at leve et moralsk liv.
Hos 100 er kærligheden et minefelt, hvor kampen om at træde rigtigt er tabt på forhånd. »I tried to fight it / I’m not a fighter«, tilstår hun.
Kort sagt:
Bag den mystiske, hemmelighedsfulde aura og kompromisløse produktion gemmer 100’s debut-ep på melodier og tekster, der går lige i hjertet.