’Peter Hujar’s Day’: Forunderlig filmperle genopfinder en af de mest forkætrede genrer
FILM. Ira Sachs’ biografaktuelle festivalhit ’Peter Hujar’s Day’ må kandidere til at være en af de mest originale biografi-film i nyere tid.
Hvor den traditionelle biopic ofte ender som affotograferede Wikipedia-sider med det levede liv som spændetrøje for filmisk udfoldelse – ofte på grund af en insisteren på at indfange hele den virkelige persons liv fra A-Z – går Sachs anderledes til værks.
Som titlen antyder, skildrer ’Peter Hujar’s Day’ én dag i fotokunstneren Peter Hujars liv som del af den sprudlende kunstscene i New York anno 1974. Men det geniale består i, at vi aldrig ser dagen udspille sig. I stedet ser vi Peter Hujar – spillet af fænomenale Ben Whishaw – fortælle sin veninde, journalist og forfatter Linda Rosenkrantz (Rebecca Hall), hvad han lavede den foregående dag i stor detaljerigdom.
Filmen er baseret på transskriptionen af deres samtale, som skulle have været del af Rosenkrantz’ opfølger til sin samtalebog ’Talk’. Opfølgeren, hvor hun interviewede sine venner om, hvordan de fik deres tid til at gå, blev dog aldrig til noget, og lydfilen med samtalen var længe meldt tabt, indtil den udkom i bogform for nogle år siden. Nu, 51 år efter at samtalen fandt sted, får den altså nyt liv i Sachs’ spillefilm.
I filmen fortæller Hujar minutiøst om livet som kunstner i datidens New York. Hans dag starter med et opkald fra it-forfatteren Susan Sontag, og senere fotograferer han beat-helten Allen Ginsberg for New York Times.
Det lyder ekstravagant, men mest af alt består Hujars dag af alle mellemrummene: Uproduktiv tid i mørkekammeret, hvor han ikke får noget fra hånden. Tvivl, selvkritik, uhensigtsmæssigt mange lurer. Et udfoldet restaurantbesøg. Alle de hverdagslige indtryk og gentagelser, den traditionelle biopic aldrig finder plads til.
Resultatet er et portræt af den prekære tilværelse som kunstner, hvor selv datidens store stjerner måtte kæmpe for at få tilværelsen til at hænge sammen – en oplagt parallel til i dag, hvor snart sagt ingen almindelig kunstner vil kunne have råd til den taglejlighed i New York, filmen udspiller sig i. En parallel som filmen selv lader til at lave, når den flere gange undervejs påpeger sin egen konstruktion ved at lade et klaptræ og en boomstang optræde i billedet.
Filmen bæres af Sachs eminente blik for mise en scène, hvor han konstant finder nye visuelle tilgange til at gøre den 76 minutter lange samtale og rummet, den udfolder sig i, medrivende. Og så hviler den helt og holdent på Whishaws umådeligt kompetente skuldre, når han med sit idiosynkratiske skuespil gør Peter Hujar til en mangefacetteret figur med ganske få virkemidler.
Men det, der løfter filmen, er dens særlige, dobbelttydige forhold til tid: Mens Hujar fortæller om sin dag, ser vi tiden gå omkring ham og Rosenkrantz. Hans fortælling tager mere eller mindre nøjagtigt en dag at fortælle – fra tidlig formiddag til mørket falder på.
På den måde bliver filmen både en dissekering af, hvordan vi aktivt får tiden til at gå, men også hvordan tiden umærkeligt går omkring os. Hvordan tiderne ændrer sig fra 1970’erne til i dag, men også hvor meget der forbliver ens. Hvordan en 51 år gammel lydoptagelse kan blive en tidskapsel, der kan åbenbare en anden virkelighed, som var det i går.
Når filmen alligevel – trods sin tematiske rigdom – føles afgrænset, skyldes det nok, at den fungerer bedst som formmæssigt eksperiment end helstøbt værk. Den er med andre ord ikke helt på niveau med Ira Sachs’ bedste film som ’Keep the Lights On’ og ’Passages’, hvis følelsesmæssige intensitet Sachs bevidst lader til at modvirke med det adstadige tempo her.
’Peter Hujar’s Day’ er en lille film om et af livets store emner: Tidens gang og menneskets lille plads heri.
Det er både smukt og yderst seværdigt.
Kort sagt:
Ira Sachs imponerer med en af de mest originale biopics længe – en film om én dag i kunstfotografen Peter Hujars liv.