Som mange Letterboxd-typer vil vide, har Charli XCX en særdeles aktiv profil under brugernavnet itscharlibb.
I en ny komisk promovideo for sin egen kommende filmhovedrolle i mockumentaryen ‘The Moment’ lader hun sin nyfundne cineasme få frit spil.
I en rodet biografsal med ting som rødvin, en gryde pasta, VHS’er og et indrammet billede med teksten »another homo movie by Gregg Araki« (Charli medvirker i instruktørens komende ‘I Want Your Sex’), har hun netop færdiggjort sin mission om at »se alle film nogensinde«, som forberedelse til premieren på sin egen.
Derefter roser hun A24 for den enorme indsats, de har gjort for hendes film. For eksempel har de sendt adskillige andre film ud alene som optakt til ‘The Moment’, forklarer hun, mens billedet konstant afbrydes af hittet ‘I Love It’.
Den kommende ‘Pillion’ har for eksempel også Alexander Skarsgård på rollelisten ligesom ‘The Moment’, mens andre produktionsselskaber også har fulgt trop på tendensen. ‘Toy Story 5’ er jo i hvert fald tydeligvis »brat summer« ifølge popstjernen.
I ‘The Moment’ spiller Charli XCX en musiker, der forbereder sig til sin første store arenaturné. Eller som det lyder i filmens resumé: »and it’s a movie about brat and charli and a tour but none of it happened but maybe some of it did«. På rollelisten finder man desuden Kylie Jenner og Rachel Sennott, der netop har været aktuel med ‘I Love LA’.
‘The Moment’ får premiere 30. januar i udlandet. Hvornår vi får den at se i Danmark vides ikke.
