Milles talent er ikke til at tage fejl af – men jeg ved, at hun er i stand til mere
ALBUM. Da Mille i oktober spillede i Store Vega, tog hun fusen på mig. Her præsenterede hun nemlig – side om side med hendes velkendte hits – en stribe barskere sange, hvor hun for alvor viste tænder.
Det var forfriskende at se denne side af et popprojekt, der på de to hidtidige udgivelser (ep’erne ‘Dagdrømmer’ og ‘Vågner’) har været overvejende sympatisk, indadskuende og forsigtigt. Ep’erne danner de to første indslag i en trilogi, der nu bliver fuldendt med debutalbummet ‘(Over)lever’, hvor mange af sangene er netop de dengang uudgivne numre, jeg faldt for live.
Alligevel lever ‘(Over)lever’ ikke helt op til det potentiale, Mille viste på Enghavevej for et par måneder siden.
Mørket er skam flyttet ind, men det er svært for alvor at blive bevæget af det. Jeg mindes den udflydende mængde af unge popstjerner, der i starten af 2020’erne genvarmede Billie Eilishs nachos, når jeg hører de luftige vokaler og den vagt horror-klingende instrumentation på titelnummeret.
‘Tusind tanker’, der var et højdepunkt til Vega-koncerten, udvandes i bombast og melodrama, mens groovet i høj grad savner den tekstur, der var med til at gøre samme sang så sårbar med band på. Og det er synd, for den sangskrivning, der viste, hvad Mille er i stand til, er jo stadig til stede.
Når Mille synger til sin mor på ‘Rollemodel’, holdes den ganske kløgtigt som en simpel klaverballade, og følelserne til at tage og føle på. Man kan nå at sidde med dem og tænke lidt over, hvordan det indre følelsesliv mon ser ud, uden at Milles egen tolkning tværes ud i ansigtet på lytteren.
Den tilsvarende nedbarberede tredjepersonsfortælling ‘Blind af kærlighed’ åbenbarer et singer/songwriter-talent, der reelt set burde have været tydeligt, siden Mille i 2018 vandt børnenes MGP med sangen ‘Til næste år’, men som aldrig har været realiseret så godt som her.
Men desværre skal disse stå side om side med sange, hvor Milles talent går til spilde. Den fløjlsbløde URO-duet ‘Drømmefanger’ er sonisk så ufarlig, at den kunne bruges som en madrasreklame, hvorfor tekstens henvisninger til frygt, usikkerheder og tungsind ender med totalt at prelle af.
På samme vis er ‘Hader ik mig selv sammen med dig’ ikke en særlig medrivende skildring af at få en pause fra selvhadet. Dels fordi emnet behandles så upoetisk, dels fordi beatet, der vel må betegnes som afropoppens svar på cod-reggae, simpelthen er ude af stand til at klinge af hverken hadet eller trygheden, som sangen handler om.
Hjemstavns-breakupballaden ‘Aarhus’ har derimod noget ganske effektivt billedsprog, og Milles stemme gør en hæderlig indsats for at sælge følelserne i sangen – hvorfor det undrer mig så meget desto mere, at hun har taget til takke med at synge over en middle-of-the-road omgang retrosoul, der lyder som snydt ud af et Teddy Swims-album.
Milles talent er ikke til at tage fejl af. Men ‘(Over)lever’ skærer ikke ind til kernen af det, og instrumentationen gør hende ingen tjenester.
Kort sagt:
Milles debutalbum antyder, at hun er i stand til større og mere spændende ting. Alligevel forbliver potentialet langt hen ad vejen uforløst.