Anya Taylor-Joy er kriminel på flugt i hæsblæsende trailer til krimiserien ‘Lucky’

Anya Taylor-Joy er kriminel på flugt i hæsblæsende trailer til krimiserien ‘Lucky’
'Lucky' (Foto: Apple TV)

Anya Taylor-Joy bliver ved med at udvide sit repertoire. Med roller i både Mark Mylods satiregyser ’The Menu’, børneblockbusteren ’The Super Mario Bros. Movie’ og ‘Mad Max: Furiosa’, spænder hun bredt, og nu er ’The Queen’s Gambit’-stjernen i front for en ny actionfyldt krimiserie, der udkommer senere i år.

Serien hedder ’Lucky’, og at dømme ud fra traileren er der fart over feltet, når hun i titelrollen forsøger at undslippe sin kriminelle fortid ved at udføre ét sidste job. Til lyden af et pulserende score bliver molotovcocktails kastet og biler slår kolbøtter henover jorden.

Man hører også Lucky spørge sig selv: »Så hvad laver vi her, Lucky? Det er som alt andet – en række dårlige beslutninger over længere tid«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Anya Taylor-Joy har udover at spille hovedrollen også en funktion som executive producer på serien, som er skabt af Jonathan Tropper, der tidligere har stået bag serierne ’Banshee’ og ’Warrior’, ligesom han også er tilknyttet som manuskriptforfatter på Shawn Levys kommende ’Star Wars’-film med Ryan Gosling i hovedrollen.

I ’Lucky’ kan man også se optrædener fra Annette Bening, Timothy Olyphant, Aunjanue Ellis-Taylor og Drew Starkey.

I år kan man desuden opleve Anya Taylor-Joy i to andre meget forskellige projekter, nemlig den næste film i Mario-franchisen ’The Super Mario Galaxy Movie’ samt Denis Villeneues imødesete ’Dune: Part Three’.

’Lucky’ har premiere 15. juli på Apple TV+.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af