ANBEFALING. Ordet »gooning« dækker over langvarig, intens masturbation ofte kombineret med »edging« – altså en gentagende udskydelse af orgasmen – samt et forbrug af pornografi, der ofte kan stå på i flere timer ad gangen.
Derfor havde jeg ikke lige forventet, at jeg pludselig ville støde på ordet i beskrivelsen af et splinternyt musikprojekt.
Sådan blev det dog ikke desto mindre, for den australske duo 2Charm beskriver deres musik som »gooner-pop«, og referencer til masturbation, sæd og pornografi er overalt i deres univers.
I et interview med det herligt betitlede Butt Magazine hedder det eksempelvis, at de to fyre, der udgør 2Charm, »mødte hinanden på en Discord-server for storskærms-goonere«, at deres musik bygger på »den kreative kraft fra en udløsning, der har ventet i fem dage«, og at deres tour-rider udelukkende består af »én sok til deling«.
På de fleste billeder er de i bar overkrop kun iført fodboldshorts og hvide sokker, fotograferet i snuskede sofaer og senge med meget krøllede lagner i det, der ligner kollegieværelserne i amerikanske college-film.
Videoen til singlen ‘Paris (To Get You Out of My Head)’ udspiller sig delvist i en gamerstol med en pakke kleenex. Coveret på deres kommende debutalbum, ’Star Scum City’, der udkommer senere på måneden, er en tegneseriefigur med et umiskendeligt simp-agtigt ansigtsudtryk.
Alene det, at et musikprojekt med en sådan selvfremstilling eksisterer, var nok til at få mig til at spærre øjnene op.
Men min umiddelbare overraskelse var absolut intet sammenlignet med det chok, jeg blev ramt af, da jeg med meget lave forventninger gav 2Charm et lyt og opdagede, at de faktisk laver god musik.
Ikke bare god, men måske endda … smuk?
Basarm og hjertesorg
For ja, 2Charm ligner i både deres musikvideoer, deres interviews og deres Instagram-opslag indbegrebet af brainrot, men deres musik gemmer på en helt anden følsomhed.
Godt nok dyrker de en stærkt syntetisk hyperpop-lyd med totalmanipulerede vokaler og klubbede rytmer, der passer perfekt til de hurtigbriller og den basarm, der ofte finder vej ind i deres musikvideoer.
Men så er der også de krystallinsk rene synthesizere, der svæver glinsende over sangenes tunge bas med en lys, nærmest stjerneklar glød. Og den tunge melankoli, der hele tiden ligger og ulmer under de stærke popmelodier – og som træder i karakter, når man mindst venter det.
Det gælder ikke mindst på ‘Paris (To Get You Out of My Head)’, hvor omkvædets klagende melodi konstant gentages af et ensomt og småskingert klaver, og hvor vokalens luftighed nærmest lyder som stakåndet desperation.
Sangen handler om at flygte fra en hjertesorg, man konstant bliver indhentet af: »I went to Paris just to get you out my head / Now I wanna leave / To be with you instead«.
Samme længselfuldhed hviler over duoens nyeste single, ‘Invisible Wings’, hvor de tranceinducerende house-rytmer danner rammerne om en melankoli, jeg genkender alt for godt fra de lyse morgentimer, hvor følelsen af ensomhed melder sin ankomst på dansegulvet. Det er samme stemning, Charli XCX er ekspert i at fremmane på sange som ‘Party 4 You’.
Debutsinglen ‘Boyfriend’ lyder med sine Ibiza-klingende rytmer og heliumagtige smølfestemme som den umiddelbart mindst følsomme af duoens indtil videre tre singler.
Men selv her melder de – følelserne altså – deres ankomst: »I thought you wanted me / Oh it would never end«.
Hungrer efter kærlighed
En af vores tids allerstørste paradokser er, at sex aldrig har været mindre tabubelagt, at det aldrig har fyldt mere i film og serier, at man bogstaveligt får det, serveret blot man scroller lidt for langt ned ad sit Twitter-feed, at det næste knald altid potentielt blot er et enkelt swipe væk, men at folk samtidig aldrig har haft mindre sex.
»All the rocket ships are climbin’ through the sky / The holy books are open wide / The doctors working day and night / But they’ll never ever find that cure for love«, sang Leonard Cohen i 1988.
Han havde helt overset, at kuren mod kærligheden hverken var at finde på månen eller i de hellige skrifter, men at den derimod ville komme helt af sig selv, hvis blot vi lod det senmoderne teknologisamfund gå sin gang.
Tilsyneladende var det eneste, der skulle til, at placere hver og en af os i hver vores ensomme, atomiserede individtilstande bag hver vores skærme og efterladt til at edge vores dopaminreceptorer et swipe ad gangen.
Jeg tror, det er derfor, jeg synes, at 2Charm – deres åbenlyse mangel på seriøsitet til trods – egentlig siger noget meget tankevækkende om den tid, vi lever i.
For bag det hyperseksuelle, sæddryppende brainrot-univers – se blot ’Boyfriend’-musikvideoens … øhm, klimaks – er der en spinkel stemme, der hungrer efter kærlighed og nærvær: »I’m wishing on a star / Wish he was my boyfriend«.
Eller i ‘Invisble Wings’: »I’m not scared if you’re not scared / I count the stars, each moment shared«.
2Charm ligner toksiske frat-bros, der helt sikkert burde skifte de sorte stræklagner på deres senge. Men i virkeligheden er der tale om to romantikere, der drømmer længselsfuldt med stjernerne.
Debutalbummet ’Star Scum City’ udkommer 27. februar.