Sidste år begyndte Nicki Minaj pludselig at erklære sin uforbeholdne kærlighed til den amerikanske præsident Donald Trump, hvilket hun har gjort uafbrudt lige siden.
Blandt andet har hun beskrevet ham som »smuk og flot«, ligesom hun har rost ham for at bekæmpe en påstået forfølgelse af kristne.
»Jeg er nok præsidentens største fan«, lød det for nylig.
»Og det kommer ikke til at ændre sig. Det, folk har at sige, påvirker mig slet ikke. Det motiverer mig faktisk til at støtte ham mere. Og det vil motivere os alle til at støtte ham mere«.
Nu ved vi, at kærligheden går begge veje.
I forbindelse med Black History Month – en årlig tradition, hvor amerikanske kulturinstitutioner og politikere hylder og mindes afroamerikansk kultur og historie – har Trump nemlig holdt en lang tale.
»Hvad med Nicki Minaj? Elsker vi Nicki Minaj?« spørger han ud i rummet, hvorefter han selv svarer: »Jeg elsker Nicki Minaj!«.
»Hun var her for et par uger siden. Hun er så smuk. Hendes hud er så smuk«, tilføjer han.
»Jeg sagde: Nicki, du er så smuk. Hendes negle er så lange! Jeg sagde: Nicki, er de ægte? Hun ville ikke komme ind på det. Men hun var så smuk og så fantastisk, og hun forstår det, hvilket er det vigtigste«.
Se klippet herunder.
