TRACK. »Bam-da-dada-bam-dada-da«.
Nogenlunde sådan lyder de første ord på dansk-færøske Friða Saiyas debutsingle, og hun har ovenikøbet frækheden til at gentage dem. To gange.
Friða Saiyas er tydeligvis ikke en kunstner, der har travlt, og med sine klimprende nylonstrenge og blide, vuggende perkussion klinger ‘Søvnløs’ da også i udtalt grad af bossanova, afslappethedens reneste musikalske form.
Der er en lille bølge lige nu af danske kunstnere, der låner fra bossanovaens solbeskinnede ro, men forener den med en melankolsk kølighed, der føles typisk nordisk.
Det gælder for eksempel Milos ‘Solen kommer ik i dag’ og Annikas ‘Lad mig lande’ – sange, der tydeligvis aldrig har været i nærheden af Ipanema, men som alligevel skeler til den brasilianske klang.
Det er lignende kontraster, Friða Saiya dyrker, og noget af det mest charmerende ved ‘Søvnløs’ er karambolagen mellem hjertesorg og afslappethed.
»Du er ikke ærlig, men jeg tager det med«, synger hun over et groove, der er kvart i cocktail-lounge, og i sandhed lyder hun da heller ikke som om, svigtet tynger hende særlig meget. Der skal tydeligvis mere til for at knuse hendes selvtillid.
Og dog. For er der en snert af angst i omkvædets usikre »hvad er det, jeg ser?«, et glimt af smerte i den knejsende falset, der spidder behageligheden som en krystalklar istap?
Hvis ja, går der i hvert fald ikke lang tid, før Saiya har genfundet sin tilbagelænede ro. Inden længe er vi nemlig tilbage, hvor vi startede: »Bam-da-dada-bam-dada-da«.
Til dig, der kan lide: At være unbothered. Nordisk bossanova. Vintersol. At spille på rasleæg. At spankulere gennem en hotellobby.