’The Oligarch and the Art Dealer’: Foruroligende dansk dokumentarserie udstiller kunstverdenens mørke bagside
CPH:DOX. Kunstbranchen vil aldrig kunne undslippe sin egen iboende tragedie: At verdens smukkeste værker er tæt forbundet med den mest skruppelløse, usolidariske kapitalisme.
Det var den danske dokumentarist Andreas Dalsgaard med til at understrege for fem år siden som manuskriptforfatter på kollega Andreas Koefoeds ’The Lost Leonardo’ – en spændende dokumentar om verdens dyreste og mest kontroversielle maleri, Salvator Mundi, der måske/måske ikke blev malet af Leonardo da Vinci.
Øjensynligt var der meget mere at hente i den lyssky pengeverden bag kunstens pæne facade. For nu er Dalsgaard sammen med ’The Lost Leonardo’-producer Christoph Jörg aktuel på CPH:DOX med dokumentarserien ’The Oligarch and the Art Dealer’. Gennem tre afsnit skildrer de en anden vild og medieombrust sag, som faktisk også har forbindelse til Salvator Mundi.
For manden, der i 2017 solgte maleriet for den nette sum af 2,8 milliarder kroner, er den ene (ufrivillige) hovedperson i serien. Trods dette enkeltstående rekordsalg føler den russiske oligark Dmitry Rybolovlev sig taget gevaldigt ved næsen.
I 2015 anklager han dokumentarens anden centrale figur, den schweiziske kunsthandler Yves Bouvier, for over en årrække at have svindlet ham for et stort milliardbeløb. Kunsthandleren blev hyret til at være en slags agent, der købte værker på russerens vegne. I virkeligheden opkøbte han selv malerierne for straks at videresælge dem til Rybolovlev til overpris uden at oplyse kunden om sin egen betydelige fortjeneste.
’The Oligarch and the Art Dealer’ genfortæller konflikten mellem de to rigmænd, som udviklede sig til en 10 år lang juridisk konflikt, der samtidig kastede lys over en hel branches nepotistiske og korrupte metoder.
Seriens store force er filmskabernes adgang til sagens omfattende bevismateriale og mange af de involverede parter. Én person glimrer dog ved sit fravær i dokumentaren.
For den hemmelighedsfulde oligark har ikke så overraskende takket nej til at stille op til interview. Den eneste gang, han fanges af dokumentaristernes kameraer, er foran en retsbygning i 2024, hvor han stiger solbrilleklædt ud af en bil og ligner en mystisk skurk i en James Bond-film.
Det indtryk bliver forstærket, da en journalist hjælper med at udfolde oligarkens bemærkelsesværdige baggrundshistorie, der begynder fra Sovjetunionens fald, hvor han angiveligt havde mafiaforbindelser, blev anklaget for mord og sad i fængsel i en periode.
Hans manglende udtalelser (med undtagelse af et par skriftlige benægtelser før rulleteksterne) gør ham ikke til en mindre interessant karakter. Og der er ikke lukket helt af for hans lejr, idet man både har fået fat i tre af hans tidligere advokater og hans tidligere finansrådgiver. Der er altså stadig fin mulighed for at se sagerne fra hans perspektiv.
Det stemmer sjovt nok overhovedet ikke overens med udlægningen fra den risikovilligt entreprenante lykkeridder Bouvier, en evigt fascinerende interviewperson.
Efter et årtis retsstrid, der har kostet ham dyrt på både pengepung og renomme, ligner han en halvknækket mand. Men samtidig brænder tydeligvis en uudslukkelig ild bag det småængstelige ydre.
»Siden jeg var ung, har jeg aldrig kendt til frygt«, siger Bouvier undervejs. Han bruger sågar selv den græske sagnfigur Ikaros, der fløj for tæt på solen, som oplagt sammenligning på sin egen adfærd. Men han fortryder ingenting og holder stædigt fast i sin uskyld.
Også selvom dokumentaristerne faktisk kan modbevise mange af hans forklaringer. I forbindelse med retssagen er Bouviers mailkorrespondancer med både Rybolovlevs folk og diverse sælgere, herunder auktionshusene Christie’s og Sotheby’s, blevet gjort tilgængelige. Og de afslører med største tydelighed hans dobbeltspil.
Serieskaberne er tydeligvis også begejstrede for dette materiale. Måske lidt for begejstrede. For den midterste del af serien bliver en smule repetitiv, idet de igen og igen gengiver Bouviers e-mails frem og tilbage med oligarkens repræsentant. Gentagelserne understreger selvfølgelig, at kunsthandlerens bedrageri var særdeles systematisk, men den pointe kunne vi nok også have fået af en mere kortfattet opsummering.
Gennemgangen munder dog ud i en spændende afslutning, hvor de to hovedpersoners fejde ved et tilfælde afslører en større fortælling om korruption på nationalt plan. Sagen sætter de giftigste dynamikker blandt verdenssamfundets magtelite til skue.
Får det så rent faktisk konsekvenser for de skyldige? Det virker nedslående usandsynligt.
For ’The Oligarch and the Art Dealer’ giver et uhyggeligt og forargende indblik i en lukket verden for de allerrigeste, som kan gøre lige, hvad de vil gennem lukkede netværk og vennetjenester.
Deres interesser handler ganske lidt om kunst og helt sikkert ikke om moral og samvittighed.
Kort sagt:
Den danske dokumentarserie ’The Oligarch and the Art Dealer’ bliver lidt tung i midten, men lykkes med at tegne et foruroligende og fascinerende billede af de korrupte dynamikker bag kunstverdenens flotte facade.