’War Machine’: Netflix’ nye actionbasker er højst tomt tilbehør til popcornene

’War Machine’: Netflix’ nye actionbasker er højst tomt tilbehør til popcornene
'War Machine' (Foto: Netflix)

FILM. I Netflix’ nye actionbasker ’War Machine’ bliver en flok rekrutter i den amerikanske hærs Rangers-enhed taget på sengen midt i deres sidste øvelse, da en dræberrobot styrter ned i deres territorium og straks tilintetgør alle på sin vej. Shit happens.

Da rekrutterne indser, at deres løse krudt ikke er til megen hjælp, handler det ganske enkelt om at sætte det ene ben foran det andet – og gerne tjept, for ens hoved ryger nok af, hvis man ikke ser sig over skulderen.

I det mindste har man hærdebrede 81 (han får aldrig et rigtigt navn …) blandt rekrutterne. Den stoiske og antisociale soldat spilles af Alan Ritchson, som er det perfekte match. 81 har tordnet gennem rekrutøvelserne, men Ranger-sergenterne betvivler hans mentale kapaciteter, og for at teste ham tildeles han modvilligt lederrollen på missionen, som altså bliver en markant større prøvelse end planlagt.

Der er vist ikke nogen tvivl om, at den 43-årige ’Reacher’-stjerne på mange måder er et safe bet i rollen som en all-American supersoldat, og han tjener sin løn hjem her med en uforbeholden fysisk præstation.

‘War Machine’ (Foto: Netflix)

Til gengæld er det vanskeligt at leve sig ind i hans baghistorie, når fundamentet lægges i filmens mellemlagrede Klovborg af en prolog, hvor 81 hjælper sin bror (Jai Courtney) med at fikse en nedbrudt vogn i Afghanistan.

Efter vi uelegant præsenteres for matchende tatoveringer, broderlig playfight og øvrig amerikansk dude-banter overtales 81 til, at de sammen skal søge ind i Rangers-programmet. En drøm, som ikke får lov at leve i mange sekunder, før et luftangreb bryder ind.

Det bruger filmen fem sølle minutter på, men man skal ikke snydes for diverse corny flashback-glimt derefter, som løbende forsøger at udpensle den skyld, 81 (det føles stadig mærkeligt at kalde ham det) bærer rundt på.

I takt med at 81’s ydre som en kold skiderik pilles fra hinanden, munder det ud i jagten på en personlig forløsning, som man kan aflure alt for tidligt.

Tilbage er der derfor mest at slå hjernen fra i filmens trods alt kyndige actionsekvenser med stærke special effects. Flugten fra den sure robot er brutal, og panikken skinner særligt igennem, da rekrutterne falder ned ad en stejl klippebakke og kaotisk smadrer ind i træer, sten og hinanden, samt når de skal krydse en kraftigt strømmende flod med en mand på båre.

‘War Machine’ (Foto: Netflix)

Selve dræberrobotten er langt fra Predator-standarder. Den er faktisk helt anonym som en del af en form for alien-invasion, som varsles i første akt med nyheder om en asteroide, der nærmer sig jorden.

Mere tematisk eller fortællemæssig tyngde er der ikke at komme efter, og det kan ikke undgå at blive ufrivilligt morsomt, når en af soldaterne en fuld time inde i filmen på bedste Disney Channel-maner udbryder: »Vent, siger du, at det er noget fra en anden planet?«.

Jeg grinede i hvert fald højlydt.


Kort sagt:
Netflix’ nye actionbasker leverer intense spændingssekvenser med en habil Alan Ritchson i front, men karakterarbejdet er for tyndt til, at filmen bliver andet end tomt tilbehør til popcornene.

’War Machine’. Spillefilm. Instruktion: Patrick Hughes. Medvirkende: Alan Ritchson, Stephan James, Blake Richardson, Dennis Quaid, Esai Morales, Jai Courtney, Alex King, Keiynan Lonsdale. Spilletid: 106 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af