‘Burning Voice’: Jeg kan godt forstå, den danske instruktør er blevet overvældet af mødet med Tamara Amer
CPH:DOX. I åbningsscenen i ‘Burning Voice’ står dokumentarens hovedperson, Tamara Amer, og beundrer Tigris-floden i Bagdad.
Her voksede hun op og badede som barn, og med et stort smil tager hun selfies fra den trafikerede vej, der går hen over floden. Men i baggrunden høres konstante dyt fra køretøjer, der passerer hende, og til sidst stopper en bil ved siden af hende.
»Jeg filmer jer, det her er chikane«, råber Tamara til mændene i bilen. »Vi laver en film om chikane, og I beviser pointen«.
Sådan er Tamara: Aldrig bange for at sige fra, hverken på sine egne eller andres vegne. Også selvom det igen og igen placerer hende i sårbare positioner.
Med sin NGO Iraqi Women’s Rights hjælper Tamara piger og kvinder i Irak, som trues med vold af mændene i deres liv. Dokumentaren indleder med den dystre sandhed, at æresdrab på kvinder i Irak meget sjældent efterforskes, og at mændene slipper med korte straffe. Derfor arbejder hendes NGO også for strukturelle forandringer i landet.
Ved siden af det er hun også lige alenemor til drengen Adam, midt i en ubehagelig skilsmisse fra sin voldelige eksmand, i gang med at uddanne sig til socialrådgiver, går til demonstrationer og gør, hvad hun har lyst til at gøre, selvom det ikke falder i alles smag. »Én dag tager jeg til fredagsbøn, og den næste laver jeg mavedans – og sådan er jeg«, som hun siger.
Derfor er hun også en fantastisk hovedperson til en dokumentar. Hun er karismatisk og passioneret, og hun har lyst til at bruge sin historie til at sætte fokus på kvinders vilkår og på, hvordan et samfund som Irak altid vægter mandens ord højere.
Instruktørdebutanten Anna Bruun Nørager får lov til at komme helt tæt på de kampe, Tamara tager i sit private og professionelle liv. Vi får lov til at se billeder på Tamaras telefon af blå og røde mærker, fra da hendes eksmand slog hende med et bælte.
Og da hun har været i retten i Irak for at gøre sin skilsmisse officiel, kommer hun grædende og råbende ud i bilen med informationen om, at han stadig er gift med sin første kone. Men da Anna tilbyder at give hende en pause fra kameraet, kigger hun direkte ind i det og ryster på hovedet.
Kort efter truer han hende med alle de konsekvenser, det kan have at være en skilt kvinde i Irak. Og han spillede backgammon med dommeren i går, fortæller han, så det er trusler, han har magt til at handle på.
Men hans ubehagelige opførsel svækker ikke hendes kamp for kvinders frihed – snarere tværtimod. Da hun og hendes søn må opsøge et krisecenter, fortsætter hun bare sin uddannelse og sit NGO-arbejde derfra.
‘Burning Voice’ er en inspirerende dokumentar om både en personlig og en kollektiv kvindekamp, hvor kvinder som Tamara lærer at være frygtløse for overhovedet at få et ord indført.
Men den er også en smule ufokuseret. Ingen tvivl om, at det er interessant at være i selskab med Tamara og få indsigt i det arbejde, hun laver, men jeg blev undervejs en smule i tvivl om, hvad historien er. For selvom dokumentarens hovedperson allerede i indledningen slår fast, at denne film handler om chikane og vold mod kvinder, placerer den sig et sted imellem at være et portræt og en samfundsdokumentar uden at dedikere sig helt til nogen af delene. Den fremstår lidt diffus.
Jeg kan dog godt forstå, hvis Anna Bruun Nørager er blevet helt revet med og overvældet af sit møde med Tamara Amer – det blev jeg nemlig også.
Kort sagt:
Det stærkeste kort, dokumentaren ‘Burning Voice’ har på hånden, er sin hovedperson Tamara Amer, som er ukuelig i sin kamp for kvinders rettigheder i Irak – selv når hun trues på livet.