BTS lever op til de tårnhøje forventninger med mørkt og modent comeback-album
ALBUM. Fire års ventetid kulminerede i weekenden med BTS’ første nye udgivelse siden 2022. Den lange pause skyldes, at alle syv medlemmer af gruppen på skift måtte udtjene værnepligt i den sydkoreanske hær. Nu er de tilbage, og fanbasen er kun blevet større i mellemtiden.
Forventningerne er således tårnhøje, og gruppen imødegår dem selvsikkert. Åbningsnummeret ’Body to Body’ åbner med et tight natklub-beat og en call-and-response-sekvens: »I need / What do you need? / I need the whole stadium to jump!«. Så er vi ligesom i gang.
Nummeret veksler mellem rap og sjælfulde vokalbidder over et Diplo-beat. Men lige når vi er kommet i stemning, ændrer det sig, og beatet blandes med traditionelle koreanske instrumenter og – ikke mindst – arirang-koret.
’Arirang’, som også er albummets titel, er navnet på en koreansk folkesang, der går århundreder tilbage, hvis ikke mere. BTS blander nyt og gammelt på en måde, der ikke burde fungere, men det gør det altså.
Således starter BTS deres comeback med både at favne fans og fædreland, samtidig med at de foregriber den kritik, gruppen har mødt efter flere år med et amerikaniseret fokus og gradvist mere engelsksproget lyrik.
BTS har helt siden deres debut været kraftigt inspireret af amerikansk hiphop og r’n’b, og de har et større menageri af gæster med til at producere ’Arirang’, blandt (mange) andre Flume, Tyler Spry, Jpegmafia og Diplo.
Stemningen på ’Arirang’ er både mere mørk og clean end tidligere, ikke mindst på nummeret ’Hooligan’, der vitterligt åbner med lyden af knive, der hvæsses. Det er et far cry fra den pastel-pop, de har praktiseret op til pausen, og selvom det måske skuffer en del af fanbasen, så giver det pladen markant mere substans end forventet.
Det er vigtigt at forstå, at k-pop er en forretningsmodel mere end en genre som sådan. BTS består af fire vokalister og tre rappere, som alle helst skal have lidt plads på hvert nummer – og man skal også kunne danse til det.
Det giver harmonier, ad-libs, beat drops og raplinjer nok til både gården og gaden. Albummet åbner med en rå aggression, som gradvist opbygges gennem tør hiphop, indtil en halvandet minut lang optagelse af en historisk bronzeklokke halvvejs igennem afbryder flowet og fader til stilhed.
Hvor første del af ’Arirang’ er aggressiv og rytmisk båret, så er anden del mere sløv, poppet og overraskende deprimerende. Førstesinglen ’Swim’ er apatisk r’n’b, temaet kredser om overlevelse. Nummeret er underspillet med harmonier over et dovent beat og fungerer udmærket som ganserenser, før de rigtig triste sange går i gang.
Mit hjerte sprang et slag over, da jeg opdagede, at Kevin Parker havde co-produceret nummeret ’Merry Go Round’. Grundtracket lyder som klassisk Tame Impala fra ’Lonerism’-æraen, bare mere skåret ind til benet og om muligt mere hjælpeløst. Det både lyder og føles som at gå i ring.
Det er forholdsvist simpelt nummer, men med syv forskellige stemmer behøver man egentlig ikke så mange instrumenter. Lyden af Jungkook og Jimin, der harmoniserer med hinanden, er en specifik form for crack, der bliver svær at undvære, når man først har vænnet sig til den.
K-pop er ofte ekstremt overmættet, overproduceret og dopaminoptimeret, men på ’Arirang’ afviger BTS fra forretningsmodellen. På nummeret ’Normal’ er det endda som om, at gruppen vender blikket indad og kritiserer den kultur, de er skabt af – samt den psykologiske ballast ved at være posterkids for en perfekthedskultur.
Temaer om fremmedgjorthed og objektivisering hjemsøger hele pladen, men især ’Like Animals’, som er bygget på et simpelt guitarriff og lidt spøgende vokalharmonier, skærer budskabet ud i pap.
Og så er der det sidste nummer, ’Into the Sun’, der uundgåeligt føles som et farvel. Taehyungs stemme er groft distorted og alligevel genkendelig, idet en desperat kærlighedssang om at lægge det hele bag sig og stikke af sammen udfolder sig. Sangen klinger af med en gentagelse af linjen »I’ll follow you into the sun« igen og igen. Som en bøn, og man ønsker det næsten for dem.
Det er svært at forestille sig, at det kan lykkes de syv mænd at bryde helt fri af stjernelivet. Om drømmen om et privatliv reelt trækker mere end kærligheden til fansene må tiden vise.
Kort sagt:
Med ’Arirang’ beviser BTS, at de stadig er industristandarden for k-pop, selvom gruppen muligvis er ved at vokse fra deres fans. ’Arirang’ er mere vibes, end det er dopaminmættet, mere vestligt orienteret og alligevel med en indbygget kærlighedserklæring til koreansk kulturhistorie.