INTERVIEW. Timingen er spøjs. Omtrent samtidig med at Roskilde Festival sløjfer deres elektroniske scene, er Smukfest klar med en helt ny scene, Ekko, som udelukkende er dedikeret til elektronisk musik.
Begge dele er forsøg på at respondere på det samme fænomen. Nemlig at den elektroniske musik er mere populær end nogensinde før. Så populær, faktisk, at den enten ikke kan rummes på en genrespecifik scene – eller at den ligefrem kræver én.
Den nye Ekko-scene har været længe undervejs og er en naturlig del af en mangeårig udvikling på Smukfest. Det fortæller bookerne Chris Kleis og Emma Hestbæk, da vi sætter dem stævne for at høre mere.
»På Smukfest var vi faktisk de første i Danmark til at have disse store nattekoncerter med elektroniske navne som Avicii, Tiësto, David Guetta og mange flere. Med få undtagelser har vi haft alle de store dj’s gennem det sidste årti«, fortæller Kleis.
Se alle dagens annonceringer HER.
De elektroniske headlinerkoncerter på den store Bøgescene spredte sig som små frø, der spirrede over hele festivalen.
Pludselig kunne man se Faustix og ItaloBrothers spille for fyldte pladser klokken 16 på Stjernescenen, og i en årrække havde Smukfest også The Hood, som præsenterede dj-navne fast fra klokken 19 til lukketid klokken 2.
Også Live Camp, Smukfests vækstlagsprogram, som finder sted i festivalens opvarmningsdage, har haft tradition for elektroniske nattekoncerter, som endda har været så populære, at der med tiden opstod en specifik EDM Live Camp.
Det er den udvikling, der peger frem mod Ekko-scenen, som i år vil blive indtaget af 27 navne, der ifølge bookerne er »all over the place« rent stilmæssigt.
Fra den storstreamende hitmager Duke Dumont til UK Garage-stjernen MPH, som Kleis beskriver som »dj’ernes dj«. Fra hollandske Showtek, der lukker scenen torsdag med nådesløs hardstyle, til melodiske toner fra danske Tripolism. Som på resten af Smukfest kommer man vidt omkring.

Hvor kommer idéen til den nye scene fra?
Emma Hestbæk: »Vi rejser rigtig meget rundt i verden på forskellige festivaler, og vi har – måske især efter covid – kunnet se en generel tendens til, at folk virkelig længes efter at feste sammen. Der er kommet en ny kærlighed til festmusikken, og det vil vi selvfølgelig gerne præsentere på vores festival«.
Chris Kleis: »Jeg tror, at der har været fordomme omkring elektronisk musik på Smukfest, fordi vi har haft et lidt ældre publikum. Mange har måske troet, at det er de unge, der gerne vil feste. Men det har vist sig at være en lodret løgn. Mange af vores festivalgæster – fra de unge til de ældste, der er kommet på festivalen i 30-40 år – ender med at samles i et stort fællesskab til disse nattekoncerter. Nu kan alle de, der har lyst til dét fællesskab, mødes omkring Ekko«.
Betyder den nye scene, at den elektronisk musik forsvinder fra de andre scener?
Emma Hestbæk: »Nej, overhovedet ikke. Smukfest elsker en fælles fest, så vi har altid en festlig afslutning fredag og lørdag på Bøgescenen. Det har vi også i år. Jeg kan ikke røbe vores fredagsnavn, men lørdag aften er det vores helt egne danske verdensstjerne Morten, som lukker, hvilket er kæmpestort for os. Så vi kommer altid til at prioritere de andre scener, som vi plejer«.
Er der en risiko for, at Ekko kan blive en slags parallelfestival, der ikke rigtig er inkorporeret i Smukfests univers?
Emma Hestbæk: »Overhovedet ikke. På Smukfest har vi set, at en gæst kan være mange ting i løbet af en dag. Vi er ret sikre på, at Ekko kommer til at være et område, folk går ind og ud af, ligesom de vil gå til og fra rockkoncerterne eller programmet på vores talk-scene. Jeg tror godt, at vi kan regne med, at der kommer til at være en stor nysgerrighed fra alle vores gæster. Smukfest er jo en hel bøgeskov, og man ender i nye lommer hele tiden. Nogle gange har man lyst til fællessang på Bøgescenen – at stå med 40.000 andre og skråle med på Nik & Jay. Andre gange søger man måske noget mere intimt – eller noget stille. Og andre gange vil man danse og have en fest«.
Chris Kleis: »Den scene, vi har bygget, ligner sgu ikke alle de andre elektroniske scener. Den ligner Smukfest. Den er virkelig perfekt designet til os, og jeg føler, vi har gjort os så umage med at skabe noget, der bare passer så godt ind i Smukfest-universet. Det håber jeg virkelig, at folk kan se. At det stadigvæk er Smukfest – bare lige dedikeret til en masse dj’s og til en elektronisk genre, som har så meget vind i sejlene netop nu«.

Lad os kaste et blik på programmet. Hvad er det for nogle artister, I gerne vil præsentere på Ekko? Hvad har overvejelserne bag kurateringen været?
Chris Kleis: »Vi vil gerne både være med til at lære vores publikum noget nyt om, hvad elektronisk musik er, men også give dem de der aha-oplevelser, hvor man pludselig genkender et hit fra en kunstner, man måske ikke kan huske navnet på. Der er jo det med elektronisk musik, at man måske ofte godt kender et nummer uden nødvendigvis at kende personen. Jeg synes, at vi har været rigtig dygtige til at skabe et program, hvor man både finder det velkendte og det nye. Vi præsenterer blandt andet MPH, som lidt er dj’ernes dj i øjeblikket, og vi præsenterer navne som Duke Dumont, Oliver Heldens, D.O.D., Showtek. Navne, som du – når du hører deres hits – slet ikke vil være i tvivl om, hvem er«.
»Den musikalske spændvidde er ekstrem på Ekko. Den er all over the place. Hvis vi må klappe os selv en lille smule på skulderen, så er noget af det, vi er lykkedes rigtig godt med at skabe nogle meget dynamiske dagsprogrammer. Der er en tendens til, at dj’s gerne vil have, at lyden er meget ens i løbet af en dag. Men vores publikum vil gerne have, at det går lidt op og ned i både intensitet, tempo og lydniveau, og det gør det virkelig også. Du kan få Oskar med K som er noget rigtig følemusik – og så kan du få Sim0ne, som laver eurodance-techno i 170 bpm«.
Kommer der til at være en tydelig opdeling mellem koncerterne, eller bliver det mere ligesom på en natklub, hvor der er en glidende overgang fra dj til dj?
Chris Kleis: »Det er jo normalt i den elektroniske verden, at changeovers er meget korte, og vores kommer til at være fem minutter. Så det kommer til at gå stærkt. Hele området er koblet sammen i et stort visuelt virvar af skærme, lys og effekter, så der kommer til at være det, vi kalder breakers i de her korte pauser, hvor vi opbygger en stemning, der passer til den artist, der skal til at spille, men der kommer ikke til at være stille på noget tidspunkt«.

Danske navne er populære som aldrig før, og mange af Smukfests hovednavne er også danske. Men på Ekko er der en markant overvægt af internationale navne. Hvordan kan det være?
Emma Hestbæk: »Den elektroniske danske live-scene er jo i kraftig vækst lige nu. Jeg tror helt sikkert, at vi er i begyndelsen af en elektronisk guldalder i Danmark. Men som vi gør på hele Smukfest, vil vi gerne både præsentere nye navne, legacy-navne og guilty pleasure-navne. Smukfest har jo det hele, og den bedste måde at skabe den samme variation på Ekko-scenen har simpelthen været at præsentere artister fra mange forskellige lande«.
Chris Kleis: »Det er også supervigtigt, at de fleste af de danske navne, vi har på Ekko-programmet i år, alle sammen har spillet på vores Live Camp. Det er megafedt for os at kunne se, at nogle af de kunstnere, der er kommet ud af vores Live Camp, har klaret sig så godt, at de kvalificerer sig til at blive repræsenteret på den her scene. Det er kæmpestort for os«.
Er den nye scene en del af en større gentænkning af Smukfests identitet?
Emma Hestbæk: »Jeg ved ikke, om det er en gentænkning, men ligesom mange andre festivaler er vi bevidste om, at der sker et stort generationsskifte lige nu. Derfor er det helt naturligt, at vi søsætter Ekko som vores store elektroniske områdessatsning i år. Vores Månescene bygger vi dog også helt om på og flytter til et nyt område i år. Så vi har to store scener, som kommer til at være nye, men vi kan jo ikke ændre på hele festivalen. Smukfest er stadig en historisk festival, og selvfølgelig skal vi også holde fast i den originale Smukfest-ånd«.
Smukfest 2026 finder sted fra 2.-9. august.
