»Din engelsklærer og din idrætslærer skal giftes«, skrev nyforlovede Taylor Swift og Travis Kelce tilbage i august.
Nu har kendisparret angiveligt fundet dato og lokation for deres kommende bryllup.
Ifølge dagbladet New York Daily News (via Complex) har de slået sig fast på 13. juni. Valget er angiveligt faldet på denne dato, fordi den passer ind i NFL-spillerens sportskalender, og fordi 13 altid har været Swifts lykketal.
Brylluppet skal ifølge mediet finde sted på Rhode Island på to lokationer: Det femstjernede hotel Ocean House og Swifts nærliggende palæ.
Omkring 150 gæster ventes at være inviteret til festlighederne.
Swift og Kelce har dannet par siden september 2023, hvor Swift under voldsom mediebevågenhed var publikum til en af Kelces NFL-kampe.
