Jonathan Majors gør klar til sit filmcomeback, efter han i december 2023 blev fundet skyldig i overfald i tredje grad og chikane, med en actionfilm produceret af højrefløjsprofilen Ben Shapiro under arbejdstitlen ‘Knuckle’.
De igangværende filmoptagelser, ledt an af instruktør Kyle Rankin, er dog ramt af kaos. Tidligere på ugen endte Majors og medskuespiller JC Kilcoyne således i en ulykke på settet, da de under optagelserne af en scene faldt baglæns gennem et vindue, skriver Variety.
Deadline har bragt video af episoden, hvor skuespillerne går baglæns og falder gennem en tynd glasrude beregnet til stunts. Glasset var sat op for at blive smadret i en senere scene, som ikke skulle involvere skuespillere.
Majors og Kilcoyne faldt omkring 1,8 meter fra vinduet, og sidstnævnte skulle efterfølgende have sine hænder syet. Kilcoynes repræsentanter udtaler til Variety, at han »har det godt og straks blev taget hånd om af produktionen«. Majors har ikke udtalt sig om sagen.
Siden ulykken har dele af filmholdet strejket over arbejds- og sikkerhedsforholdene på opfordring af deres fagforening IATSE. Alligevel fortsætter produktionen i et vist omfang, og produktionen forsøger at ansætte nye filmarbejdere, skriver Variety.
»Skuespillernes fald var kortere end de nuværende fagforeningsrepræsentanters mislykkede filmkarrierer«, siger producer Dallas Sonnier til mediet. Til Deadline udtaler han, at de »ikke forhandler med kommunister«.
Filmens plot er indtil videre hemmeligholdt. Handlingen skal efter sigende være i stil med 80’er- og 90’er-actionfilm som ‘Red Dawn’ og ‘Toy Soldiers’, hvor unge hovedpersoner går i kamp mod invaderende fjender.
