Big Thief bevægede sig ud på ukendt grund i K.B. Hallen
KONCERT. At være til koncert med Big Thief er fornemmelsen af at lytte til, hvor de er musikalsk i præcis det øjeblik, de spiller. For Brooklyn-bandet er lige så dynamiske og levende som Adrianne Lenkers tekster, der giver plads til alle de store og små aspekter af livet.
Lørdag aften i K.B. Hallen, spillede bandet en koncert, der startede med de velkendte sange og derefter fik lov til at bevæge ud sig på mere og mere ukendt grund.
Euforien nåede et tidligt højdepunkt, da ’Real Love’ lærte publikum om kærlighedens altopslugende væsen. Lenker var selv et tohovedet monster, når hun gled imellem afdæmpede vers og det skrålende omkvæd.
Undervejs missede hun et par ord, men hun tog sig tid til at tage verset fra toppen. Der var ikke noget, som kunne hyle Big Thief ud af den. Særlig ikke når de med uforlignelig kontakt jammede sig igennem skramlede, Neil Young-agtige rockpartier.
Bandet stod i tæt formation med egne forstærkere på scenen. Særligt Lenker benyttede sig af muligheden for at lege med feedback under sine soli. Guitarist Buck Meek vuggede karakteristisk med hovedet, og rytmesektionen med trommeslager James Krivchenia og bassist Joshua Crumbly var det sikre anker, som holdt pulsen i gang, når Lenker og Meek skulle guitarduellere.
Det var tydeligt, at Big Thief taler samme musikalske kodesprog. Selv da Lenker indledte koncerten solo med ’Promise is a Pendulum’ fra hovedværket ’Dragon New Warm Mountain I Believe in You’, var det med hele bandet til stede.
Men Big Thief var alt andet end nostalgiske, og efter ’Not’ og ’Masterpiece’ – som i en mere forudsigelig verden havde været ekstranumre – blev vi inviteret ind i Lenkers nyeste sangskrivning. »I hope you like new songs«, sagde hun halvt i sjov, halvt med forventningsfuldheden over at skulle vise noget til nogen for første gang.
Urpremieren på nummeret ’Where Will We Go’ viste Big Thief fra deres mest hyggelige, country-folkede side, da Krivchenia og Lenker sang sammen. »Oh babe, I’m thinking, we’re thinking too much / I wanna feel that casual touch«, sang Lenker på en anden ny sang, ’Casual Touch’. Med Lou Reed-rytmeguitar og fine harmonier fra Meek gjorde det ingenting, at teksten smuttede et sted.
Big Thief kom ikke med alle detaljer på plads, og jeg fik en stærk følelse af at mærke sangene opstå i Lenker, mens hun sang dem.
Fokusset denne aften var på samspillet og sangenes budskaber. I stedet for at overforklare gav Lenker mulighed for, at publikum selv kunne leve sig ind i sangene. Hun snakkede dog om sin frygt over at drikke vand på scenen: frygt for stilheden.
Et øjeblik efter fik hun K.B. Hallen til at synge med på den florlette ’Anything’ fra soloalbummet ’Songs’: »Weren’t we the stars in Heaven? / Weren’t we the salt in the sea? / Dragon in the new warm mountain / Didn’t you believe in me?«
Big Thief satte tiltrængt kulør på K.B. Hallens kølige stålkonstruktion. Lenker virkede lige så befriende afvæbnet som hun var uforudsigelig i sine vilde skift mellem sagte vibrato og ustyrlig forvrængning. Optrædenen var levende og et stærkt forsvar for umiddelbarheden.
På aftenens sidste nummer, ’Incomprehensible’, var det en nydelse at høre måden, Lenker fik »33« til at rime på »eternity«. Billedet af at være ubetydelig ved siden af evigheden var et fint sted at runde af, selvom Big Thief også havde bevist, at de er et mastodontisk liveband.
Kort sagt:
Adrianne Lenkers sangskrivning var i uforudsigelig bevægelse, da Big Thief gjorde K.B. Hallen hyggelig og farverig. Med en tro på sangene og samspillet var bandet både ustoppelige og blide.