’Velkommen på månen’: Aske Bangs længe ventede debutfilm stikker helt af
FILM. Man kan ikke tale om Aske Bangs spillefilmdebut ’Velkommen på månen’ uden at nævne den lange eksistenskamp, der er gået forud.
Omkring 10 år er gledet forbi, siden instruktøren begyndte at brygge på fortællingen sammen med skuespiller Stanislav Sevcik. I 2018 satte vennerne sig ned og skrev den buddy-gyserkomedie, de selv skulle spille hovedrollerne i.
Økonomien blev hurtigt en udfordring. For selvom man måske kunne tænke, at Bang havde gedigen medvind med en Oscar-nominering for kortfilmen ’Silent Nights’ i bagagen, fik han afslag på støtte fra Det Danske Filminstitut. Alligevel satte de sig for at føre projektet ud i livet.
De samlede 100.000 kroner sammen med en crowdfunding-kampagne og gik i optagelse på Møn med et dedikeret hold af frivillige filmkollegaer. Postproduktionen har også været drevet af frivillighed, og den har taget årevis at færdiggøre. Men nu er passionsprojektet omsider landet i de danske biografer.
Man kan godt mærke på åbningsscenen, at optagelserne har en del år på bagen. For her spiller Aske Bang over for filmboss Peter Aalbæk, før han solgte sine ejerandele i Zentropa, og filmlegenden Erik Clausen før sin død.
I en smågenial, ironisk spejling af virkeligheden er hovedpersonen Bo en lovende filmskaber, som søger finansiering til sin næste film, ’Døden kører Audi’ (navngivet efter Kristian Bang Foss’ roman, som Aske Bang inden da faktisk havde forsøgt at filmatisere).
De to filmpatriarker er klar på at støtte foretagendet, men det kræver en betydelig ændring: Bos ven Martin skal ikke have hovedrollen, som gutterne ellers allerede har aftalt. I stedet går de efter at få Mads Mikkelsen om bord, og det kan Bo jo ikke sige nej til.
Timingen er ikke så heldig, for kort efter drager Bo mod Martins polterabend i et sommerhus på Møn, hvor han skal forsøge at tage sig sammen til at afsløre sit forræderi. Det bliver ikke nemmere af, at han til sin egen overraskelse er den eneste gæst til den halvsølle fejring.
Vennerne får dog også andet at tænke på. For i deres flerdagesbrandert krydser de både veje med spøgelser og en mystisk seriemorder. Deres mareridtsophold i det sydlige lokalsamfund er præget af absint-inducerede hallucinationer, paranoia og selvforskyldt kaos.
’Velkommen på månen’ er et underholdende bekendtskab, fordi filmen flere gange stikker helt af. Man mistænker Bang og Sevcik for at have været i nogenlunde samme stive tilstand som hovedpersonerne, da de skrev en håndfuld scener med bare bryster og pikke samt et par vanvittige, overnaturlige twists.
Disse overraskelser kan alligevel ikke forhindre, at spændingskurven forbliver ujævn. Filmens midterdel føles lige så stillestående og omtåget som de drikfældige hovedpersoner.
Drengerøvsstemningen er desværre også gået ud over kvinderne. De kvindelige karakterer er ikke andet end deres plotfunktioner, som mest går ud på at have sex og blive tortureret og slået ihjel på afstumpet vis.
Den gennemgående konflikt i Martin og Bos skrantende venskab giver filmen en jordbunden og undertiden følsom dramatisk kerne, som klæder den ellers højspændte genremikstur. ’Velkommen på månen’ lykkes med at indfange en skrantende relation, der mest holdes sammen af, hvad den var engang.
Følsomheden formår Stanislav Sevcik ikke helt at løfte med sin småmekaniske præstation. Skuespillet skurrer også en del blandt birollerne, hvoraf mange er amatører.
Aske Bang er klart overlegen som den hykleriske hovedperson, der hellere vil skabe yderligere ravage end indrømme sine egne fejl og usikkerheder. Særligt hans jaloux besættelse over kærestens (Sus Wilkins) udenlandsrejse bliver tiltagende morsom, fordi han selv roder sig ud i alle de ugerninger, han beskylder hende for at have begået.
Bo er bestemt ikke ulastelig, og det er ’Velkommen på månen’ heller ikke. Filmen er til gengæld så skør, at der klart er potentiale for kultdyrkelse.
Kultfilmappellen forstærkes kun yderligere af den brydsomme skabelsesproces.
Kort sagt:
Man kan godt mærke, at Aske Bangs debutfilm har været mange år undervejs. Men der er bestemt kultpotentiale for den underholdende og voldsomt gakkede gyserkomedie om et skrantende venskab.