Den britiske instruktør John Carney har før bevist, med film som ’Once’ fra 2006 og den kultdyrkede ’Sing Street’ fra 2016, at han er velbegavet i at lave film, der inkorporerer musik, ikke blot som en del af lydtæppet, men som motor for selve handlingen.
Det samme lader til at gøre sig gældende i Carneys kommende film ’Power Ballad’, hvor han har rekvireret Paul Rudd og Nick Jonas til at spille hovedrollerne over for hinanden. Den ene, spillet af Rudd, er en falleret sanger, der primært optræder til bryllupper – den anden, spillet af Jonas, er en boyband-stjerne, der også langsomt bevæger sig mod at være en has-been.
En endelig trailer er netop landet – se den her:
Filmen havde verdenspremiere på festivalen SXSW sidste år, hvor den fik stor ros med på vejen.
Den øvrige rolleliste byder også på habile navne, som Carney tidligere har arbejdet sammen med. Han genforenes først og fremmest med ’Sing Street’-stjernen Jack Reynor, som også lige nu kan ses i ’Lee Cronin’s The Mummy’. Derudover er talentet Havana Rose Liu (‘Bottoms’, ‘Lurker’) ombord, mens også Marcella Plunkett, der havde roller i både ’Once’ og ’Sing Street’, er med.
’Power Ballad’ står af uransagelige årsager ikke til at få dansk biografpremiere, men lander andre steder i biografen den 5. juni. Man har lov at håbe, at en distributør herhjemme alligevel når at samle den op.
