Hans film udforsker menneskets værste drifter – nu står han over for karrierens største chance

Med seriemordere, gangstere og overnaturlig horror er sydkoreanske Na Hong-jin en af tidens mest originale genreinstruktører. Alligevel kender ganske få ham herhjemme. Det ændrer sig forhåbentligt nu.
Hans film udforsker menneskets værste drifter – nu står han over for karrierens største chance
Den Cannes-aktuelle 'Hope'. (Foto: Plus M Entertainment)

PORTRÆT. Bong Joon-ho og Park Chan-wook. De to sydkoreanske auteurs har mejslet deres hjemland ind i siden på filmverdenens Mount Rushmore.

Men ligesom vi danskere rynker på næsen, når vi reduceres til Triers bagkatalog og genudsendelser af ’Forbrydelsen’, har den asiatiske halvøs bugnende filmindustri i det 21. århundrede budt på andet end ‘Oldboy’, ‘Parasite’ og ‘Squid Game’.

Blandt de filmskabere, som red Sydkoreas nybølge op igennem det nye årtusinde, finder man Na Hong-jin. Navnet ringer måske ikke en klokke. Han nævnes sjældent i sammenhæng med de mere anerkendte kollegaer Lee Chang-dong (’Burning’), Kim Jee-woon (’I Saw the Devil’) og Kim Ki-duk (‘Tomme huse’).

Kvantitativt er hans filmografi da også til at overse. Blot tre film er det blevet til siden debuten med seriemorderthrilleren ’The Chaser’ i 2008. I 2010 kom immigrant/gangstereposset ’The Yellow Sea’ 2010 og i 2016 eksorcismegyseren ’The Wailing’.

En sadistisk seriemorder, en kampklar gangsterboss og en olm dæmon kunne nærmest være den sydkoreanske film-ABC i sig selv. Men bag det beskedne output og de brede typer gemmer der sig en sand visionær, hvis tre film hidtil har været repræsenteret på den prestigefulde Cannes Film Festival uden for konkurrence.

Men i år er han kommet gennem nåleøjet. Hans nyeste film ’Hope’ skal dyste om Guldpalmen i festivalens attraktive hovedkonkurrence.

Og det bør være anledningen til, at et bredere dansk publikum får øjnene op for den opfindsomme filmskaber, selvom det lige nu kun er ’The Yellow Sea’, der er tilgængelig på streaming herhjemme.

Intense jagtsekvenser

Som 52-årig med en kandidat fra Koreas nationale kunstuniversitet er Na Hong-jin en anelse yngre end sine mere kendte kollegaer. Men ligesom dem voksede han op med piratkopierede vhs-bånd af amerikanske blockbusters på fjernsynet. I et Letterboxd-interview fremhæver han ’Back to the Future’ og ’Robocop’ som afgørende pejlemærker for sin karriere.

Hans film er da også kløgtige dekonstruktioner af klassiske amerikanske genrer.

I ’The Chaser’ fanger en pimp ved et komplet tilfælde seriemorderen, der har myrdet hans sexarbejdere, men da han ikke kender adressen på skurken, bliver filmen et kapløb mod tiden for at finde morderens seneste offer, før det bovlamme politi bliver nødt til at sætte ham fri igen.

‘The Chaser’ (Foto: PR)

’The Yellow Sea’ handler om den marginaliserede Joseonjok-folkegruppe af etniske koreanere, som har bosat sig ved grænselandet mellem Kina, Nordkorea og Rusland. Her tager en taxachauffør den hårrejsende bådtur fra Yanji City til Seoul for at snigmyrde en sydkoreansk professor og diplomat.

Med ’The Wailing’ ville instruktøren give sit koreanske take på eksorcismefilmen, en genre, som ellers traditionelt ikke har fundet succes i landet.

Filmen bevæger sig da også fra en detektiv-thriller, hvor uforklarlige mord plager en lille soveby, til en storstilet sharman-dæmonuddrivelse.

Nu med Fassbender og Vikander

På den måde følger Na Hong-jin forskrifterne sat af Park Chan-wook ved at mikse koreanske traditioner med Hollywoods genresprog.

Og ligesom det er tilfældet hos Park, kan Nas film til tider være langsommelige og dvælende for så pludselig at eksplodere i utrolige voldsscenarier.

Særligt bemærkelsesværdige er filmenes jagtsekvenser fremvist med et håndholdt kamera og skarpt øje for stakåndet realisme. De når sit zenit i en adrenalinbrusende flugt fra ordensmagten i ’The Yellow Sea’, hvor politibilerne kolliderer med hinanden i et harmonikasammenstød, der er som taget fra ’The Blues Brothers’.

I hjemlandet har det gjort Na Hong-jin til en rimelig stor kanon.

‘The Yellow Sea’ (Foto: PR)

’The Yellow Sea’ rundede 15 millioner i billetindtægter, mens ’The Wailing’ tjente flotte 50 millioner. I 2021 spredte han sine vinger som producer af Banjong Pisanthanakuns isnende uhyggelige, thailanske found footage-mockumentar ’The Medium’.

Den succes har givet instruktøren carte blanche til ’Hope’. Sci-fi-filmen har været i støbeskeen siden 2017 og er blevet udvalgt som den første sydkoreanske film i Cannes’ hovedkonkurrence siden 2022. Med landsfrænden Park Chan-wook som formand for dette års jury vil alles øjne være rettet mod Hong-jin.

Filmen foregår i en lille havneby omkring den demilitariserede zone, hvor de lokale betjente efterforsker en række mystiske hændelser. Den er efter sigende landets dyreste produktion med et angiveligt budget mellem 50 og 80 millioner dollars.

På rollelisten står den sydkoreanske superstjerne Hwang Jun-min side om side med de engelsktalende skuespillere Taylor Russell (’Bones and All’, ’Waves’), Michael Fassbender og Alicia Vikander. Et signal om, at Hong-jin er velanset i internationale kredse.

Den menneskelige ondskab

Det er svært at finde noget rigtigt sexet eller opsigtsvækkende at skrive om Hong-jin selv.

I et interview med Screen Anarchy, der prøver at spørge ind til hans metode, svarer instruktøren afvisende, at han blot prøver at finde harmonien og helheden i de scenarier, han skriver, men at han ikke har nogen særlig proces.

Hans første to thrillere har dog nogle fællesnævnere, da Kim Yun-seok og Ha Jung-wo (Grev Fujiwara i ’The Handmaiden’) spiller over for hinanden i begge film, som desuden begge omhandler storbyens underverden.

Men der er langt fra disse to til ’The Wailing’, hvor den legendariske fotograf Hong Kyung-pyos (’Mother’! ’Burning’! ’Parasite’!) smukke tableauer tilføjer en malerisk kvalitet i kontrast til de hårdtslående, socialrealistiske forgængere.

‘The Wailing’ (Foto: PR)

Alligevel løber der en klar rød tråd igennem Na Hong-jins filmografi. For som han engang selv har bemærket: »Ulig deres ydre facade så er jeg måske af den overbevisning, at mennesker er onde«.

Og ondskabens banalitet skinner da også igennem i hans forskruede skurkegalleri.

I ’The Wailing’ kommer den som en ustoppelig feber, manifesteret af en mystisk fremmed. ’The Yellow Sea’ dyrker det inhumane, når menneskesmuglere behandler deres ofre som kvæg, og brutale mord er en helt naturlig forlængelse af det lyssky arbejde.

Og i ’The Chaser’ myrder en seriemorder sexarbejdere, alt imens det voldsparate politi har for travlt med at feje for egen dør til at beskytte befolkningen.

Sydkoreas Kubrick?

Mens mange af hans andre sydkoreanske kolleger satiriserer ordensmagten og overklassens dårskab, er Na Hong-jin mere interesseret i, hvordan denne ondskab spreder sig igennem hverdagens tristesse.

Det kommer især til udtryk i hans skildring af en dybtliggende misogyni. I Na Hong-jins film umyndiggøres kvinder konstant.

Hovedpersonen i ’The Chaser’, som er alfons og eksbetjent, er udelukkende på jagt efter seriemorderen, som myrder hans prostituerede, fordi han forestiller sig, at den bestialske mandsling sælger kvinderne videre til konkurrenterne.

Og da den desperate immigrant og vordende snigmorder i ’The Yellow Sea’ leder efter sin forsvundne kone i Sydkorea, går alle blot ud fra, at hun for længst er blevet myrdet.

I den henseende giver det ganske god mening, at instruktøren med ’The Wailing’ tog skridtet fra krimier og thrillere til horror. Ligesom seriemorderen i ’The Chaser’ ikke er drevet af en overtænkt modus operandi, men snarere en klæg usikkerhed og impotens, er det overnaturlige monster i ’The Wailing’ lige så grusomt, som det er uudgrundeligt.

Det placerer filmen i selskab med samtidshorrorhovedværker som ’Longlegs’ og ’Weapons’, der dyrker det dæmoniske, som ligger uden for menneskets fatteevne, snarere end den håndgribelige skurk med et klarlagt motiv a la ’Seven’ eller ’Silence of the Lambs’.

Med sci-fi’en ’Hope’ hopper han så igen over genrehegnet, men virker stadig til at fiksere på ondskabens allestedsnærværende ansigt og menneskets værste drifter. Det lyder jo lidt hen ad Kubrick. Og forhåbentligt har vi et sandt mesterværk i Kubrick-klassen i vente fra den sublime instruktør.

’The Yellow Sea’ kan ses på Blockbuster. ’The Chaser’ og ’The Wailing’ kan lige nu ikke streames i Danmark uden VPN. ’Hope’ får verdenspremiere på Cannes Film Festival – dansk premiere uvis.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af