Den danske romanklassiker ‘Den lukkede bog’ af Jette A. Kaarsbøl har mere end 20 år på bagen, men bliver nu filmatiseret med to skarpe unge skuespillere i front.
Fortællingen, der udspiller sig i slutningen af 1800-tallets København, handler om den unge kvinde Frederikke (Alba August), der mod al fornuft forelsker sig i lægen Frederik (svenske Gustav Lindh), som er del af byens intelligentsia omkring det moderne gennembrud, hvor kendte skikkelser som Georg Brandes, J.P. Jacobsen og Herman Bang huserer.
Alba August fik sit store gennembrud i Astrid Lindgren-filmen ‘Unge Astrid’ og har i løbet af de seneste år arbejdet i både Danmark og Sverige, hvor hun senest har gjort sig bemærket i ‘Bullshit’ og krimiserien ‘Hændelser ved vand’.
Gustav Lindh kom frem over for Trine Dyrholm i ‘Dronningen’ og har siden blandt andet medvirket i ‘Bastarden’ af Nikolaj Arcel.
På rollelisten finder man også Clint Ruben, Ari Alexander, Ellen Hillingsø, Iben Hjejle, Joachim Fjelstrup, Mathilde Eusebius, Ghita Nørby og Andreas Dissing Hyttel.
I instruktørstolen sidder Charlotte Sieling, som stod bag ‘Vejen hjem’ og har stor erfaring i det historiske fra filmen ‘Margrete den første’.
‘Den lukkede bog’ forventes at få premiere i løbet af 2027.
