ANBEFALING. Jeg har aldrig rent faktisk set et afsnit af det britiske realityprogram ’Love Island’, men af alle de virale klip og citater, der gennem tiden har fundet vej til mit Instagram-feed – »I’m sat«, »Essex is a continent«, »sometimes I feel like I am a polar bear« – er der især ét, der har brændt sig fast i min hukommelse.
»I’m happy«, siger en fyr om den partner, han i løbet af programmet har fået et mere og mere seriøst forhold til. »But I could be happier«, tilføjer han og dropper hende på stedet, for derefter øjeblikkeligt at finde sammen med en ny partner.
Hvis der findes et bedre billede på vores tid, kender jeg det ikke. Et billede på ikke kun et dating-marked, hvor en potentielt bedre partner altid kun er et swipe væk, men på en generel følelse af utilfredshed – en mystisk fornemmelse af, at et eller andet unævneligt burde være bedre, selv når vi på de fleste parametre har det fint.
Denne følelse af utilfredshed er også udgangspunkter for ’Love Island’, åbningssangen på den svenske electropop-kunstner Namasendas debutalbum, ’Limbo’. De hvirvlende synthesizere iscenesætter en stemning af euforisk lykke, men bag facaden ulmer tvivlen.
»A simple life won’t suffice«, lyder åbningslinjen, mens det repetitive omkvæd er indbegrebet af rastløshed: »I got to, I got to, I got to«, synger hun, men lader det være et åbent spørgsmål, hvad det præcis er, der er så magtpåliggende. Måske hun ikke selv ved det.
Sjælden ærlighed
Namasenda gjorde sig først bemærket i slutningen af 2010’erne som en del af det London-baserede PC Music, musikkollektivet og pladeselskabet med A. G. Cook i spidsen, hvis uudgrundelige, postmoderne æstetik gjorde den ultrasyntetiske hyperpop til en af 2010’ernes mest omdiskuterede og indflydelsesrige musikbølger.
Hvis man kan kritisere PC Musics udgivelser – som jeg ellers holder meget af – for én ting, er det måske den metaironiske distance, der sommetider gør det svært at forbinde sig følelsesmæssigt til musikken. Deres musik kan godt føles som at overhøre en intern joke, man ikke helt ved, om man skal grine af eller ej.
Den distance er i høj grad til stede på Namasendas 2021-ep ’Unlimited Ammo’, men på ’Limbo’ er den helt fraværende. Albummet er udgivet på Year0001, det svenske pladeselskab, der i sin tid stod bag navne som Yung Lean og Bladee, to kunstnere, der har været mange ting, men aldrig ironiske.
Mere end noget andet er det den ufiltrerede ærlighed, der slår mig, når jeg lytter til ’Limbo’. En ærlighed, der langtfra er en selvfølge i en musikgenre, der så overlagt dyrker det kunstige.
»I suppress my appetite to be your type«, lyder det over forvrængede rave-synthesizere på det isnende afslutningsnummer ’Alright’. Det kan godt være, at musikken er æterisk og uvirkelig, men den fortæller noget utrolig virkeligt om de idealer, der kan gøre kroppen så svær at være i. Det er antitesen til looksmaxxing.
Samme inderlighed går igen på albummets måske bedste sang, ’Madonna’, hvor en underligt upersonlig mandestemme pludselig bryder ind i sangen, næsten som når musikken på en radiostation bliver afbrudt af nyheden om en trafikulykke.
»Her first relationship fucked her up in advance, you see. Didn’t know what to do, I was nineteen in university«, reciterer han, som om han ligger inde med uvurderlig kontekst, det er vigtig for lytteren at høre, og som pludselig indhyller den længselsfulde kærlighedssang i et brutalt, smertefuldt lys.
Dopaminholdig modvægt
Jeg har før skrevet om, at en lang række af de kunstnere, der op igennem 2010’erne definerede hyperpop-genren, for nylig er blevet grebet af en påfaldende nostalgi overfor 00’ernes indiesleaze-bølge og mikrogenrer som electroclash og bloghouse.
Men på ‘Limbo’ viser Namasenda en anden vej frem – en vej, der om noget afslører, at vi har med en svensk kunstner at gøre.
For godt nok bevæger albummet sig væk fra den hyperpop-lyd, der definerede hendes tidligere udgivelser, men i modsætning til for eksempel Slayyyter og Frost Children søger hun ikke mod New York, men mod de europæiske provinser.
Albummets trækker helt åbenlyst på slut-90’ernes drømmende, trance-inspirerede eurodance, og jeg bliver mindet om både tyske ATB og danske DJ Encore, når jeg hører de næsten orkestrale synthesizere på ’Heaven’, som pludselig forvandler et insisterende fire-i-gulvet-beat til noget let og luftigt.
For ikke at tale om den sukrede ‘Cola’, der er dum og fjollet og uimodståelig, som popmusik sjældent er i dag. Eurodance, der med sin overlagt kitschede æstetik ikke rigtig kender til kynisme, er en oplagt stilistisk retning på et album, der søger væk fra ironien.
Og en lille dopaminholdig modvægt til stemmen inde i hovedet, der siger: »I’m happy. But I could be happier«.